Loading...

Astrid Glenner-Frandsen (th) besejrer Mette Graversgaard i A-finalen på 200 meter og ryger ind som nr. 3 på alle tiders rangliste med 24,28 sek. En liste, hvor Graversgaard er nr. 2. (Martin Jespersen)

Pallasspelen 2. dag

Glenner-Frandsen fuldender flot weekend med 200-meter-sejr

28. januar 2019 · Jeppe Weinreich

Den 25-årige KIF-sprinter sejrede søndag på 200 meter i 24,28 sek., mens Andreas Martinsen og Mette Graversgaard fik en fin sæsonåbning på 60 meter hæk.

Astrid Glenner-Frandsen har fået en forrygende start på sin indendørssæson. Lørdag forbedrede hun i Malmö for tredje weekend i træk sin PR på 60 meter, og søndag skulle hun så løbe årets første 200 meter. Det gik igen over al forventning. I A-finalen vandt hun således suverænt i 24,28 sek. - 0,29s foran Mette Graversgaard. Tiden er klart hurtigere end Astrids bedste udendørs (24,43s) og placerer hende som nr. 3 gennem tiden.

Den 25-årige KIF-sprinter er ikke noget nyt navn i atletikken, men det er først inden for de seneste tre år, at hun er begyndt at træne seriøst. I den forgange sæson var det Christian Laugesen, der trænede hende, men siden oktober har klubbens nye sprintchef, Rolf Mortensen, taget over. 

Stærk sæsonåbning af Graversgaard
Nok måtte Graversgaard lide et sjældent nederlag på 200 meter, men hun viste forinden på 60 meter hæk, at 2019 kan blive en rigtig god sæson for hende. Med 8,47 sek. i det indledende heat fik hun sin bedste sæsonåbning nogensinde - bare 0,03 og 0,09s fra hhv. personlig og dansk rekord. I finalen fik hun en dårlig start, men fik alligevel på 2. pladsen noteret 8,50 sek., mens Mathilde Heltbech (HIF) i den tætte finale satte sæsonbedste på 6. pladsen med 8,58 sek.

Graversgaard
Mette Graversgaard i kamp med svenske Johanna Carlsson, som hun slog med 0,01s. (foto: Martin Jespersen)

Andreas Martinsen (1900) løb sin første 60 meter hæk siden EM-finalen i 2017, og han viste her med 7,95 sek. i det indledende heat, at EM-kravet (7,88s) nok bare kræver et par løb til. I en flot og tæt finale gentog han på 3. pladsen næsten samme tid med 7,96 sek. Næste start for ham er lørdag i Mondeville (FRA)

Tre talenter sejrer på 60 meter hæk
Mens Martinsen p.t. synes alene at tegne mændenes korte hæk herhjemme, er bredden hos kvinderne anderledes stor. I ungdomsklasserne var der flere danske sejre, ikke mindst ved Ida Boe Rasmussen (Greve), der i 16-års klassen to gange (8,61 og 8,59s) forbedrede stævnerekorden, som også var identisk med den danske ungdomsrekord. I 18-19 års klassen formåede Ida Boel fra Esbjerg AM for tredje weekend i træk at sætte PR. Hun vandt finalen i 8,71 sek. og har dermed forbedret sig med utrolige 0,41s i løbet af januar. Hos de 15-årige var der såmænd også dansk sejr ved Amanda Sondrup Henriques (AK Holstebro) med PR 9,08 sek.

Boe
Ida Boe Rasmussen på vej mod sejr og rekord. (Martin Jespersen)

Den danske mester på 400 meter, Gustav Lundholm Nielsen (Sparta), har også fået en god start på sæsonen. Søndag stod han for en kraftig PR-forbedring på 200 meter til 22,30 sek. - endda løbet fra bane 2. Det var nok til en samlet 2. plads - 0,06s foran Andreas Trajkovski (Sparta), der til gengæld var bedste dansker i længdespring med 7.43 meter. Det rakte til 2. pladsen efter svenskeren Thobias Montler, der med 7.91 meter stod for søndagens vel nok bedste resultat.

Der blev afsluttet med 800 meter, og her prøvede hækkeløber Annemarie Nissen (Sparta) sig igen af med succes. Laura Nørrung Poulsen (Sparta) trak feltet af sted, inden Annemarie satte en stærk finish ind for at vinde i PR 2:10,70 min. - bare 0,08s fra Poulsens danske årsbedste.


Pallasspelen - Malmö 26.-27. januar 2019

Resultatliste

 

 

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund