Uldbjerg nærmer sig EM-krav / Vedel sejrer i Arkansas
27. januar 2019 · Jeppe Weinreich
To Aalborg-atleter stod for de bedste danske resultater ved weekendens college-stævner.
Efter sidste weekends sæsonåbning på 200 meter skulle Benjamin Lobo Vedel lørdag i Arkansas prøve formen af på favoritdistancen 400 meter - og det gik fint. Den 21-årige Aalborg-sprinter var nemlig hurtigst af alle med 46,43 sek. - bare 0,29s fra den danske rekord, som han satte ved samme stævne sidste år. På andenpladsen fulgte hans jamaicanske holdkammerat Chantz Sawyers, som i maj sidste år løb 45,40 sek.
Godt tre timer senere "splittede" Vedel på 46,47 sek. som førstemand på Florida Gators vindende hold, der med 3:04,45 min. forbedrede deres sæsonbedste med 0,29s.
Uldbjerg klemmer sig under 1:50,00
Vedel var med dagens tid klart under kravet til EM-inde, men Glasgow indgår ikke i hans planer. Derimod kunne en start ved EM måske komme på tale for hans klubkammerat Kristian Uldbjerg Hansen - om han kvalificerer sig. Lørdag viste han på hjemmebanen i Albuquerque, New Mexico, at han meget vel er i sit livs form. Med 1:49,85 min. blev han således den blot fjerde dansker i historien til at løbe en indendørs 800 meter under de 1:50,00 min. Tiden blev tilmed opnået i 1600 meters højde, hvilket ifølge en gængs tabel skulle koste godt 0,6 sek. Kravet til EM-inde lyder på 1:49,20.
"Jeg satser på at komme til EM, men det kommer an på, om jeg kommer med til Nationals," fortæller Uldbjerg med henvisning til NCAA-finalen, som ligger placeret en lille uge efter EM. Her er kvalifikationskravet en placering i top-16, og det kræver ifølge Uldbjerg typisk en tid på 1:48-lavt, hvilket er knap så realistisk.
Efter to konkurrencer under 18 meter fik Kristoffer Thomsen (1900) i Nebraska igen sendt kuglen over denne grænse, da han efter en uhyre stabil serie sluttede af med 18.06 meter. Hans holdkammerat Payton Otterdahl vandt med 21.64 meter - det længste stød i verden denne sæson.
Razorbacks Invitational - Fayetteville AR
200 meter
5. Benjamin Lobo Vedel, DK-Florida Gators 21,21 sek.
400 meter
1. Benjamin Lobo Vedel, DK-Florida Gators 46,47 sek. SB
Resultater
New Mexico CT Invitational - Albuquerque NM
800 meter
1. Josh Kerr USA 1:48,55 min.
3. Kristian U. Hansen, DK-New Mexico 1:49,85 PR
Mark Colligan Memorial - Lincoln, Nebraska
Kuglestød
1. Payton Otterdahl USA-North Dakota 21.64 meter - WORLD LEAD
5. Kristoffer Thomsen, DK-North Dakota 18.06
(X - 17.89 - 17.89 - X - 17.86 - 18.06)
Resultater
Dr. Sander Colombia Challenge - New York, NY
800 meter
11. Helene H. Gottlieb DK-Temple 2:12,09 min.
Resultater