Loading...

Bube giver hånden til den svenske EM-sølvvinder Andreas Kramer, der vandt i personlig rekord. (screenshot)

Karlsruhe / Exeter / Mondeville

Bube EM-klar efter stærk sæsonåbning / Anna Møller sejrer i Exeter

02. februar 2019 · Jeppe Weinreich

Med 1:47,43 min. på 5. pladsen var Andreas Bube ved lørdagens stævne i Karlsruhe bare 0,24s fra sin bedste indendørs-tid på 800 meter - og klart under kravet til EM. Ved det britiske universitetsmesterskab i cross blev det til en overlegen sejr for Anna Emilie Møller.

Selvom han til sommer fylder 32, er Andreas Bube fortsat helt på toppen. Lørdag aften meldte Bagsværd-løberen sig klar til at forsvare sin sølvmedalje fra EM-inde i '17, da han ved IAAF-stævnet i Karlsruhe åbnede sæsonen med en 5. plads i 1:47,43 min. (EM-krav 1:49,20). Det er bare 0,24s fra den PR, han satte ved samme stævne for to år siden.

Den spanske hare gjorde et fint arbejde og rundede de 400 meter i 51,55s med Bube liggende på en 4. plads godt et sekund efter. Han beholdt placeringen og undgik klogeligt positionskampe, men kunne på det sidste stykke ikke helt vise sit velkendte ryk. Svenske Andreas Kramer satte på 1. pladsen PR med 1:46,52 min.

"Det var et fint løb i dag. Jeg kan mærke, at jeg har god fart i benene, men mangler den specifikke udholdenhed. Det er dog heldigvis rimeligt simpelt at fikse," lyder det fortrøstningsfuldt fra Bube, der løber ved IAAF-stævnet i Madrid næste fredag og Nordenkampen i Bærum to dage efter.

"Jeg løber naturligivs også DM i Skive, men det bliver med tung træning i benene."

Dagens tid var karrierens tredjebedste. Hans næstbedste tid satte han i netop Madrid i 2017.

IAAF World Indoor Tour - Karlsruhe 2/2-19
800 meter M
1. Andreas Kramer SWE 1:46,52 min. PB
2. Erik Sowinski USA 1:46,69 SB
4. Filip Snejdr CZE 1:47,01 PB
5. Andreas Bube, DK-Bagsværd AC 1:47,43 SB
Resultatliste

Anna Møller - britisk universitetsmester
Lørdag i Exeter viste Anna Emilie Møller (Blovstrød), at hun ikke for ingenting er regerende U23-europamester i cross. Her ankom hun direkte fra en to uger lang træningslejr på Lanzarote - og vandt det britiske universitetsmesterskab. Ruten var ganske hård med bl.a. en vandgrav undervejs; alligevel satte hun på den 6 km lange distance de bedste briter til vægs, hvoraf flere var med til EM Cross for nylig. I mål var hun 11 sekunder foran nærmeste konkurrent. De næste to starter inden VM Cross i Aarhus bliver en 5 km landevej i Monaco d. 17. februar inden DM Cross i Roskilde d. 9. marts.

6 km
1. Anna Emilie Møller DEN 20:33 min.
2. Amelia Quirk GBR 20:44
3. Mhairi McLennan GBR 20:49
4. Jessica Judd GBR 21:10

Mondeville
Ved det internationale stævne i Mondeville (FRA) måtte Andreas Martinsen (1900) nøjes med 8,03 sek. på 60 meter hæk - 0,08s langsommere end i Malmö sidste weekend. Martinsen løb i det første af tre indledende heat, og hans tid var desværre 0,03s for langsom til at give ham en plads i den efterfølgende B-finale. Den amerikanske VM-sølvvinder Jarret Eaton vandt A-finalen i 7,58 sek.

Meeting Elite Mondeville (FRA)
60 meter hæk indl. heat 1
1. Benjamin Sedecias FRA 7,75s
4. Andreas Martinsen, DK-1900 8,03
Resultatliste


 

© Copyright Dansk Atletik Forbund