Aalborg melder alt udsolgt til Royal Run
07. februar 2019 · Jeppe Weinreich
Efter at Aarhus i sidste uge måtte hænge den røde lygte ud, har man nu gjort det samme i Aalborg. 12.000 startnumre til Royal Run er blevet revet væk i det nordjyske - og dermed er loftet nået.
Der er lagt op til en gigantisk fest på 2. pinsedag den 10. juni. Der har i dén grad været run på salget af startnumre, og efter at Aarhus i sidste uge kunne melde alt udsolgt - hvilket vil sige 16.000 - kunne Aalborg den 5. februar komme med samme udmelding. Det skete meget passende på H.K.H. Kronprinsessens fødselsdag, der løber med i Aalborg. Nordjyderne giver dermed Kronprinsessen en unik gave i form af en gigantisk løbefest med fulde huse, når hun om godt fire måneder kommer til Aalborg.
12.000 startnumre er afsat, og dermed er loftet nået, fortæller formand for Aalborg Atletik & Motion.
"Vi har desværre ikke mulighed for at tage flere deltagere ind. Med 12.000 deltagere er vi sikre på, at vi kan give alle en god oplevelse. Vi er utroligt glade for den store opbakning og ser frem til en fantastisk løbefest sammen med Kronprinsessen i hjertet af Aalborg 2. pinsedag."
Selvom tilmeldingen også går forrygende i landets hovedstad, så er der her stadig mulighed for at sikre sig et startnummer. Pr. 6. februar var lige knap 30.000 ud af 45.000 pladser afsat.
Fakta om Royal Run 2019
· Royal Run afholdes d. 10. juni 2019 i Aalborg, Aarhus og København/Frederiksberg
· På Færøerne skyder Kronprinsen Royal Run i gang ved at løbe 10 km d. 1. juni.
· D. 10. juni åbner Kronprinsen Royal Run med at løbe One Mile i Aarhus. Kronprinsessen bakker op om løbet ved at løbe 5 km i Aalborg, og Kronprinsen slutter dagen med at løbe 10 km i København/Frederiksberg.
· IRønne på Bornholm holdes Royal Run uden kongelig deltagelse samme dag, d. 10. juni.
· I Aalborg, Aarhus og på Bornholm kan man deltage på One mile (1,6 km), 5 km og 10 km
· I København/Frederiksberg og på Færøerne kan man deltage på One mile (1,6 km) og 10 km
· De lokale arrangører er Aalborg Atletik og Motion, Aarhus 1900 samt Sparta.På Bornholm er det Viking-Atletik og på Færøerne er det idrætsklubben Treysti.
· Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i anledning af HKH Kronprins Frederiks 50 års fødselsdag. Her var 70.575 tilmeldt i Danmarks fem største byer.
· Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet, i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik Forbund. TV 2 er mediepartner på Royal Run. TrygFonden og Nordea-fonden er Bevæg dig for livet-partnere og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.
· Tilmelding og information: www.royalrun.dk