Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2019 > 02-09 Nordenkampen optakt
Mathilde U. Kramer bliver nr. 2 på 60 meter ved Nordenkampen 2018, slået med 0,02s af norske Helene Rønningen. (DECA Text&Bild)
Landsholdet klar til nordisk slag
10. februar 2019 · Jeppe Weinreich
I fjor blev det undtagelsesvis ikke til danske disciplinsejre i Nordenkampen. Søndag synes fire navne på forhånd at kunne byde ind på en sejr, selvom der er tegning til tætte opgør.
Fire år efter debuten i Nordenkampen er et dansk-islandsk landshold tilbage i Bærum Idrætspark. Dengang leverede herreholdet sensationen ved at slå både Finland og Norge. Den præstation bliver svær at gentage søndag, hvor bl.a. det norske hold stiller med flere af deres stjerner. For elitechef Bo Overgaard er fokus da også et andet.
"Vi har to fokuspunkter i morgen. Vi skal ud og vinde nogle konkurrencer, og så skal vi performe, altså præstere bedre end vores seedning i de enkelte discipliner. Det er klart, at for nogle handler det om at klare kvalifikationskravet til EM, men for andre gælder det også om at få en god oplevelse i en konkurrence på højt niveau. Vi er her som et landshold, og det er også et vigtigt aspekt."
Modstanden er stærk, og holder højt internationalt niveau, så det er kun i enkelte discipliner, at der synes at være en realistisk chance for dansk sejr. Det kunne være i disse fire discipliner:
Topseedede atleter
I fjor i Uppsala blev det ikke til nogen disciplinsejre, mens der året før var fire af slagsen. I år er der flere gode bud. Det bedste synes umiddelbart at være Andreas Bube, der ikke som først antaget skal dyste mod det norske fænomen Jakob Ingebrigtsen (der kun løber 1500m). Med fraværet af Nordens p.t. bedste, svenske Andreas Kramer, må Bube anses som favorit. Mens Bube vandt i 2017, måtte han i '16 se nordmanden Thomas Roth snuppe sejren med 0,01s, og sidste år blev hans løb spoleret af haren, der løb ind foran Bube, lige som han skulle til at sætte sit angreb ind.
Trespringer Janne Nielsen stod for den enlige danske rekord ved sidste års match, da hun blev nr. 2 med 13.60 meter. Dén rekord står stadigvæk, men 1900-springeren var i sæsonåbningen bare tre cm fra at slå den og er stærkt opsat på at gøre det søndag. Med fraværet af finnen Mäkelä, der fredag satte nordisk rekord i Madrid, er der lagt op til en spændende duel mellem Nielsen og Oda Utsi Onstad, der ved de norske mesterskaber sidste weekend satte nationsrekord med 13.65 meter. En dansk rekord er dog ikke nok til en EM-billet; her er kravet nemlig 13.85 meter.
Janne Nielsen og Andreas Bube modtog ved Nordenkampen 2018 priserne for bedste danske præstationer. (DECA Text&Bild)
For ikke så mange sæsoner siden var der i nordisk regi ikke mange danske point at hente i kvindernes 60 meter. Det har ændret sig gevaldigt, og denne gang er Mathilde U. Kramer topseedet, selvom seedningen er uhyggelig tæt med de seks første liggende inden for bare 1/10 sek. Skulle det lykkes Kramer at sejre, vil det være karrierens hidtil største sejr. Sidste års vinder Helene Rønningen (NOR) er sammen med Irene Ekelund (SWE) - der efter et par års stagnation er på vej tilbage - to profiler, som ikke bliver lette at slå. Og så skal man holde øje med Astrid Glenner-Frandsen, der er i sit livs form og med 7,46 sek. bare er 0,04s fra EM-kravet.
En fjerde potentiel disciplinsejr er mændenes højdespring, hvor 1900-atleterne Janick Klausen og Jonas Kløjgård er seedet 1. og 2. For første gang i længere tid er Klausen helt skadesfri, og han har før vist gode takter i netop Bærum, hvor han vandt matchen i 2015 med den gældende hal-rekord på 2.21 meter, mens Kløjgård - dengang kun 18 - blev 3'er med 2.14 meter.
EM-krav
Halrekorden på 60 meter hæk tilhører Andreas Martinsen med 7,69 sek. Han sejrede ved Nordenkampen i både '15 og '17, men er i år kun seedet 6'er. Under den seneste tids træning har han dog fået forbedret sin start, og i det stærke nordiske felt, hvor han kender sine modstandere indgående, har han nu muligheden for at løse EM-billet, hvilket vil sige en tid på 7,88 sek. Den nykårede mester i syvkamp, Oliver Chabert, får i samme heat kam til sit hår i sin landsholdsdebut. Faktisk debuterer han forinden, idet han også er med i stangspring, der åbner matchen kl. 13.00.
Andreas Martinsen på vej mod sejren i Bærum 2015 - 0,01s foran finnen Elmo Lakka, der er med igen. (DECA Text&Bild)
Kojo Musah mangler kun 0,03s i at klare EM-kravet (6,78s) på 60 meter og dermed gøre den allerede kvalificerede Festus Asante med selskab. Begge kan se frem til et stærkt 60-meter-heat, hvor Sverige stiller med 19-årige Henrik Larsson, der inden for de seneste to uger tre gange har løbet 6,68 sek.
Som omtalt her på siden i går, sigter Maja Alm efter den danske rekord på kvindernes 3000 meter. Også på mændenes 3000 meter skal det blive interessant at se, hvordan Peter Glans efter et flot crossløb sidste søndag nu kan begå sig på bane. Her stiller Norge med den nykårede europamester i cross, Filip Ingebrigtsen. Sammen med sin lillebror Jakob, verdensmesteren Karsten Warholm samt Karoline Bjerkeli Grøvdal har de norske fans generelt noget at komme efter.