Efter rekorden løb Benjamin Lobo Vedel 1. tur for Florida Gators' 4x400 meter hold, der med 3:03,17 min. løb i verdens tredjehurtigste tid i år. (foto: Zach Dirlam / Florida Gators)
Benjamin bryder grænsen: 20,98s!
10. februar 2019 · Jeppe Weinreich
Den 21-årige Aalborg-sprinter Benjamin Lobo Vedel forbedrede lørdag aften i Arkansas sin egen danske rekord på 200 meter indendørs, da han som den første pressede sig under 21 sekunder: 20,98 sek.
Alle gode gange tre. Efter 21,26 og 21,21 sek. i sæsonens første to starter ramte Benjamin Lobo Vedel lørdag aften i Arkansas plet, da han som første dansker nogensinde løb en indendørs 200 meter på under 21 sekunder. 20,98 sek. blev han noteret for, da han ved Tyson Invitational løb heatsejren og en samlet 6. plads hjem fra bane 4. Tiden er desuden den hurtigste af en europæer denne sæson.
”Det har hele tiden ligget i kortene, at jeg skulle løbe under 21 sekunder en dag. Det er bare dejligt, at det kommer nu,” lyder det fra den 21-årige aalborgenser fra Florida Gators, der selv havde den tidligere rekord med 21,02 sek.
Et par timer senere løb han første tur for sit vindende hold på 4x400 meter, og blev her noteret for mellemtiden 46,08 sek. Med 3:03,17 min. løb holdet i verdens tredjehurtigste tid i år. Vedel har selv den danske rekord på 400 meter med 46,18 sek., og den håber han også at kunne give et tryk senere på sæsonen. Foreløbig har han 46,43 sek. som sit bedste denne sæson.
”Jeg vil virkelig gerne løbe en sub-46 tid. Jeg føler selv, at jeg mentalt er blevet stærkere i år og er i stand til at gå ud og løbe en hurtig første omgang - og så holde hele vejen hjem. Jeg håber, at den kommer om to uger,” siger Vedel med henvisning til næste stævne – mesterskabet i South East Conference (SEC), som finder sted på samme bane i Fayetteville, Arkansas.
Kristoffer Hari deltog også på 200 meter og blev samlet nr. 13 i personlig rekord 21,50 sek. En tid, der på alle tiders rangliste rykker ham to pladser op til en 7. plads.
USA - resultater 9. februar 2019
Tyson Invitational - Fayetteville, Arkansas
Resultatliste
Don Kirby Inv. - Albuequerque, New Mexico
800 meter
1. Michael Wilson, US-New Mexico 1:49,94
2. Kristian U. Hansen, DK-New Mexico 1:50,15 min.
Resultatliste
SDSU Indoor - Brookings, South Dakota
Kuglestød
1. Payton Otterdahl, US-North Dakota 20.27 meter
4. Kristoffer Thomsen, DK-North Dakota 18.67 meter
Resultatliste
David Hemery Invitational - Boston, MA
5000 meter M B-heat
1. Kristian Holm Jensen, DK-Temple 14:33,66 min. PR
1500 meter K - heat 3
6. Helene Holm Gottlieb, DK-Temple 4:48,90 min.
Resultatliste mænd