Loading...

(DECA Text&Bild)

Udland - landevej

Thijs løber supertid i Barcelona: 1:03,31 // Hesselbjerg PR 29.15 i Holland

11. februar 2019 · Jeppe Weinreich

Udover tre danske rekorder inden for 24 timer bød weekenden på to fremragende præstationer på de udenlandske landeveje.

Det var en målsætning, som i dén grad blev opfyldt, da Thijs Nijhuis søndag løb i mål som nr. 12 ved Barcelona Half Marathon. Viborg-løberen havde sat sig for at slå sin personlige rekord fra CPH Half 2015 på 1:05,11, og den fik med fornemme 1:03,31 et tryk på præcis 100 sekunder. De seneste 20 år har kun Abdi Ulad løbet stærkere, og med tiden rykker Thijs forbi adskillige prominente navne på alle tiders top-10, hvor han nu indtager en placering som nr. 5.

"Løbet gik helt efter planen. Jeg vidste, jeg var i god form, men derfor skal man stadig ramme dagen. Jeg er bare så glad for, at det lykkedes. Håber på, at det kun er begyndelsen," lyder det fra en stærkt tilfreds Thijs Nijhuis, der fik boostet selvtilliden inden tre vigtige starter i marts og april.

Thijs placerede sig bagerst i frontgruppen de første 4-5 km.

"Derefter samler vi os i en gruppe på seks, hvor jeg bare hænger på i et fint tempo. Ved 17 km kommer modvinden, hvorefter jeg går frem. Gruppen bliver splittet, og så er det bare fuld gas frem! De sidste 1100 meter løber jeg i 2:49," fortæller Thijs, hvis to første 10 km gik i hhv. 29:57 og 30:28 min.

Nijhuis har allerede en pæn del DM-titler på cv'et, men Kongepokalen har han fortsat til gode. Den får han nu en chance for at sikre sig den 9. marts i Roskilde, hvor der er DM Cross. Herefter gælder det VM Cross (30/3) og et endnu ikke navngivent maratonløb i april.

Hesselbjerg med lynhurtig 10 km
Ole Hesselbjerg (Sparta) har denne sæson vist sin bedste form nogensinde. Det blev bekræftet igen søndag i Holland, hvor han på 8. pladsen i et stærkt 10-km-felt satte personlig rekord med fremragende 29:15 min. Også her er det kun Abdi Ulad, der i nyere tid har løbet hurtigere, og Hesselbjerg rykker op som nr. 13 på alle tiders liste. At der var tale om en klækkelig PR-forbedring, fremgår af Statletik, hvor forhindringsløberen står noteret for et enkelt løb på 10 km landevej - ved DM i Aarhus 2008, hvor han løb på 32:06 min.! Med den gode form er der lagt op til en yderst interessant 3000 meter ved DM-inde næste weekend. Her stiller Peter Glans nemlig også op, og rygtet vil vide, at de begge har tænkt sig at løbe efter en god tid.


10. februar 2019
Barcelona Half Marathon
1. Eric Kiptanui KEN 61:04 min.
2. Abebe Degefa ETH 61:05
3. Betesfa Getahun ETH 61:07
5. Napoleon Solomon SWE 61:17 NR
12. Thijs Nijhuis DK-Viborg 63:31 PR
Resultatliste

Groet uit Schoorl Run - Schoorl (NED)
10 km
1. Bahir Abdi BEL 28:07 min.
8. Ole Hesselbjerg, DK-Sparta 29:15 PR
Resultatliste

© Copyright Dansk Atletik Forbund