Andreas Martinsen ved VM-inde i 2016. (DECA Text&Bild)
Martinsen sætter SB i Irland
13. februar 2019 · Jeppe Weinreich
Hækkeløberen forbedrede onsdag aften i Irland sit sæsonbedste på 60 meter hæk til 7,92 sek. - bare 0,04s fra EM-kravet.
Andreas Martinsens form fejler intet, men teknikken i starten af løbet har denne sæson ikke siddet i skabet - endnu. Onsdag aften viste han dog, at han er på rette vej. Ved grandprix-stævnet i irske Athlone forbedrede han allerede i det indledende heat på 60 meter hæk sit sæsonbedste til 7,92 sek. I finalen skulle det så være, men allerede på første hæk røg håbet om at knække EM-kravet (7,88s).
"Min konkurrent på venstre side har sit ene ben langt ind over min bane, så rytmen bliver brudt fra første hæk. Jeg følte ellers at starten i finalen teknisk var ved at sidde der," lød det fra 1900-atleten, hvis underarm viste to blodige aftryk fra konkurrentens pigsko. 7,95 sek. og en 3. plads blev det til i finalen, hvor briten David King vandt i 7,66 sek.
Ved DM-inde lørdag kan han vinde titlen for ottende gang på ni år - og forhåbentlig i en tid på 7,88 sek. eller hurtigere.
"Det håber jeg bestemt."
AIT Grand Prix - Athlone (IRL) 13. februar 2019
60 meter hæk finale
1. David King GBR 7,66 sek.
2. Elmo Lakka FIN 7,75
3. Andreas Martinsen, DK-1900 7,95 sek. (indl SB 7,92s)
Resultatliste