Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2019 > 02-14 DM optakt kast spring
Maria Sløk Hansen ved Nordenkampen, hvor hun blev nr. 4 med 15.46 meter. (DECA Text&Bild)
Guld til Sløk efter syv gange sølv?
14. februar 2019 · Jeppe Weinreich
De tekniske discipliner ved DM-inde byder på flere på papirret helt åbne dueller, bl.a. i kvindernes kuglestød, hvor to Hvidvre-atleter dyster.
KuglestødSyv medaljer - alle af sølv - har kuglestøder Maria Sløk Hansens hentet ved DM i Spar Nord Arena. De første seks blev vundet bag Trine Mulbjerg, men da denne ikke stillede op i fjor, var det i stedet junioren Thea Jensen, der snuppede guldet for næsen af hende. Nu står de to Hvidovre-atleter igen overfor hinanden. 16 år er aldersforskellen, men favoritværdigheden hviler på den ældre efter landskampen søndag, hvor hun med 15.46 meter slog Thea med 59 cm. Begge satte ved den lejlighed pudsigt nok masters- og 20-års rekord.
Den forsvarende mester Thea Jensen er med succes skiftet til rotationsteknik og jagter sit første stød over 15 meter.
Kristoffer Thomsen er savnet i mændenes kuglestød. 1900-atleten sejrede i fjor med en margin på mere end tre meter, men er de næste fire år at finde på North Dakotas college-hold. Hans fravær giver i stedet sidste års unge sølvvinder Casper Jørgensen (Sparta) en mulighed for at sikre sig sin første senior-titel. Ved Store DM blev han "snydt" af Kenneth Mertz (FIF) i sidste runde og kan nu få revanche mod Mertz, der stiller op uden noget sæsonbedste.
TrespringJanne Nielsen (1900) får en travl weekend. Lørdag deltager hun ved de franske mesterskaber i Liévin, og efter planen kan hun lige akkurat nå til Skive i tid til at sikre sig sin sjette titel på stribe. I fjor satte hun arena-rekord med 13.38 meter, og her er der igen god mulighed for en ny rekord.
Hos mændene har Anders Møller og Peder P. Nielsen tilsammen vundet ni af de 11 titler, som er blevet uddelt i Skive. En ny mester skal findes, og det lignede på papiret en åben duel mellem Jannick Bagge (KIF) og Dennis Mägi (1900), men sidstnævnte har meldt afbud, selvom han endnu figurerer på startlisten.
HøjdespringJanick Klausen har tabt én gang i Spar Nord Arena - i 2008, hvor han som 14-årig vandt sølv. Grundet skader har han siden forpasset en del mesterskaber, men er nu favorit til at vinde for sjette gang. Hans klubkammerat Jonas Kløjgård klarede egentlig EM-kravet med 2.26 meter i maj i netop Skive, men er p.t. ikke helt i samme form, selvom han med 2.15 i Skive i januar og 2.12 ved landskampen bestemt ikke kan afskrives chancer. Det er første gang, at de begge er med, og resultatet på sølvpladsen vil med stor sandsynlighed blive det bedste, man har set i Skive. Klausen satte den gældende arena-rekord med 2.20 tilbage i 2011, og den otte år gamle rekord kan måske blive slået. Om Klausen rammer dagen, kan det måske endda blive til forsøg på EM-kvalhøjden 2.26 meter. Med den tredje 1900-springer Mads Moos Larsen samt Spartas Kenneth Pedersen til start, er der udsigt til, at bronze for første gang i otte år vil gå på et spring over 2.00 meter.
Hos kvinderne har den forsvarende mester Mathilde Diekema siden sidst skiftet til 800 meter. Med inde-PR på 1.75 i landskampen søndag er Rikke Andersen (Sparta) i det lile felt klar favorit til at vinde sin første indendørs titel.
Rikke Andersen kan vinde sin første titel indendørs.
LængdespringSidste års sølv- og bronzevindere er her ude med skader, og det åbner op for en helt åben duel mellem den forsvarende mester Sebastian Pedersen og den anden Sparta-atlet Andreas Trajkovski. Sidstnævnte vandt deres første to opgør i år, mens Sebastian ved landskampen var bedst - omend på samme længde - 7.39m som Trajkovski.
Med Janne Nielsen til start ved de franske mesterskaber afgiver hun på forhånd sin titel. Sidste års sølv- og bronzevindere er heller ikke med. Det er til gengæld Martha Traoré (Sparta), som efter to års pause er tilbage igen. Da hun vandt titlen i 2014, var det med den gældende arena-rekord på 6.20 meter. Dér er hun ikke endnu, og Isabell Paprotny (Esbjerg AM) har derfor også god mulighed for at blande sig.
Andreas Trajkovski topper årets rangliste i længdespring og er desuden favorit på 200 meter.
Stangspring
Den danske rekordholder Caroline Bonde Holm (Sparta) vandt titlen for to år siden. I mellemtiden er hun blevet mor, men er nu godt i gang med et comeback. Hun har mødt den forsvarende mester Line Renée Jensen (Sparta) to gange denne sæson. Ved begge lejligheder sprang de lige højt.
Hos mændene står et stort felt på ti mand klar. Rasmus W. Jørgensen (Sparta) har ikke sprunget i år, men forsøger alligevel at hente sin ottende titel siden 2009. Det kunne have været den niende, men i 2016 rev han tre gange på begyndelseshøjden. Nærmeste konkurrent er sidste års bronzevinder Oliver Chabert (Sparta), der en enkelt gang i karrieren har været over 5.00 meter.
(alle foto fra Nordenkampen 2019 / DECA Text&Bild)