(arkivfoto: DECA Text&Bild)
Anna sætter dansk rekord i Monaco
17. februar 2019 · Jeppe Weinreich
En flot 3. plads i 5-km-løbet Monaco Run var Anna Emilie Møller søndag formiddag god for. Med 15:36 min. forbedrede hun den danske landevejsrekord med et lille minut.
Med endnu en stor international præstation formåede Anna Emilie Møller søndag formiddag at flytte fokus en smule fra DM-inde. I et superstærkt felt i Monaco løb Blovstrød-atleten sig nemlig ind på en 3. plads i det 5 km lange Monaco Run i ny dansk rekord 15:36 min. Helt fremme satte Sifan Hassan (NED) verdensrekord med 14:44 min., mens den dobbelte EM-bronzevinder på 1500 meter, briten Laura Weightman, kom ind på 2. pladsen i 15:29 min.
Læs også: IAAF: Wander and Hassan set World Records
Annas tid sættes i relief af, at hun de sidste 4 km løb alene. Hassan og Weightman stak nemlig af fra start, mens Anna den første km forblev i hovedgruppen, inden hun også rykkede af sted.
Rekorder på 5 km landevej er først for nylig blevet officielle, så den gældende, to år gamle danske rekord trængte til et tryk - og det fik den så med eftertrykkelige 56 sekunder. Som grundregel går det hurtigere på bane, så mon ikke der til sommer venter en forbedring af Annas bedste bane-tid, de 15:44,95 min. fra TRACKS i Ballerup i maj?
VM-kravet lyder 15:22,00 min., og mens Anna fremdeles satser på 3000 meter forhindringsløb, er kravet på 5000 meter netop ét, som Maja Alm målrettet sigter efter at klare til sommer.
Loa Olafssons banerekord på 15:08,8 min. har stået siden 1978.