Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2019 > 02-27 VM Cross udstilling
Fra den 40. udgave af VM Cross, som blev afholdt i Bydgoszcz 2013. (DECA Text&Bild)
Wilson Kipketer og Sara Slott skyder VM Cross i gang - med historisk udstilling
27. februar 2019 · Pressemeddelelse
Torsdag 28. februar kl. 15.00 åbner IAAF's udstilling om Cross Countrys historie. Udstillingen er startskuddet til VM Cross 2019 og kan ses på Dokk1 indtil lørdag 30. marts.
En god måned inden historiens første VM Cross på dansk jord sætter IAAF sit allerførste cross-aftryk i værtsbyen Aarhus. Torsdag 28. februar kl. 15.00 åbner IAAF en særudstilling om de første 100 år med Cross Country (XC) - eller terrænløb som verdens ældste løbedisciplin også kaldes på dansk.
Udstillingen på Dokk1 er bygget op omkring en tidsrejse fra XCs spæde start til etablering af sporten i Storbritannien i 1830'erne, via bl.a. etablering af International Cross Country Union (ICCU) i 1903 og medlemsskab af IAAF i 1973. På rejsen kommer publikum også med på de 42 udgaver af IAAF World Cross Country Championships, der har fundet sted siden disciplinens begyndelse.
OL-sølvvinder og europamester i 400 m hæk, Sara Slott samt tredobbelt verdensmester og tidligere verdensrekordholder på 800 meter, Wilson Kipketer vil være til stede ved udstillingsåbningen. Det samme gælder sportens rådmand i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad, direktør i Dansk Atletik, Jakob Larsen og repræsentanter fra IAAF m.fl.
De danske VM Cross-arrangører og partnere glæder sig over at indlede verdensmesterskaberne med en international udstilling.
Fremtidens bud på VM
"Vores værtskab for VM Cross har som ambition at vise et fremtidens bud på dette VM; kampen om at være verdens bedste løber. Vi agter at afholde VM på en tidssvarende måde med inddragelse af hidtil usete elementer. Men samtidig er det for os vigtigt at gøre opmærksom på, at cross som aktivitet har en historie, der rækker længere bagud end stort set al anden nutidig idræt. Vores værtskab markerer 200 året for det første crossløb, og med udstillingen forsøger vi at skabe et bindeled mellem denne historie og vores VM, som den 30. marts vil forsøge at anvise et bud på fremtidens cross," udtaler direktør i Dansk Atletik, Jakob Larsen.
"VM Cross bliver en enestående oplevelse for både løbere og tilskuere. Jeg er glad for, at vi på Dokk1 kan varme op til begivenheden med en udstilling, der viser sportens historie og stolte tradition. Det er den historie, vi i Aarhus nu skriver det næste kapitel til, " siger rådmand for kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Rabih azad-Ahmad, der selv er med til at åbne udstillingen.
Bliv frivillig til VM Cross - tilmelding på DOKK1 28. februar
Til VM Cross er der brug for mange frivillige hjælpere i perioden 25.-31. marts. Alle der brænder for at møde verdens bedste løbere og blive en del af et kæmpestort VM-arrangement med opmærksomhed i hele verden, er velkomne til at melde sig som frivllig hjælper. Tilmelding sker enten via linket HER eller til åbning af udstillingen torsdag 28. februar i Dokk1, hvor VM Cross' frivilligkoordinator vil være klar til at registrere frivillige.