Fra torsdagens åbne træning. (DECA Text&Bild)
Nick & Bube har blikket rettet mod det store Q
28. februar 2019 · Jeppe Weinreich
Den danske indsats ved EM-inde åbner fredag med Nick R. Jensen og Andreas Bube til start. Begge sigter efter det store Q.
GLASGOW - Det var en selvsikker Nick R. Jensen, som torsdag formiddag var inde og prøve banen af i Emirates Arena, hvor det fredag går løs. Selvom seedningen på papiret egentlig ikke levner den 27-årige Sparta-løber store muligheder for at gå videre til finalen, tror han på sin chance i det andet af de i alt tre heat (kl. 13.00 dansk tid). Kun de to første går direkte videre, og det er netop det store Q, som han har blikket rettet mod vel vidende, at Jakob Ingebrigtsen med sikkerhed bør tage den første plads. Det norske fænomen skal løbe 3000 meter bare halvanden time senere, så han er næppe interesseret i et tempoløb, hvilket taler til Nicks fordel.
"Det er planen at overraske, jeg håber det. Men det bliver svært. Oddsene er hårde. Ingebrigtsen tager den ene plads, det er sikkert. Så er der én plads at løbe om. Forhåbentlig bliver det et relativt langsomt heat, men det er svært at sige. Der er nogle gode gutter med i heatet," lyder det fra Nick R. Jensen, der udover Ingebrigtsen er i heat med tjekken Sasínek, der vandt bronze for to år siden.
Tidligt i karrieren havde Andreas Bube ikke den store succes ved indendørs mesterskaber. Det mønster fik han i dén grad brudt med sølvmedaljen på 800 meter for to år siden i Beograd, og Bube er da også det klart bedste danske bud på en finaleplads. Først handler det dog om at overleve det indledende heat, og det er bestemt ikke nogen let sag i heat 1 (kl. 20.48), hvor Bube som den på papiret tredjebedste skal forsøge at klemme sig ind på en af de to første pladser. Her møder han en gammel kending i skikkelse af bosnieren Amel Tuka, der ankommer med det hurtigste sæsonbedste blandt de seks løbere, mens den ungarske mester Balács Vindics (1:47,18 i år) bliver et nyt bekendtskab. Kan Bube levere en medalje igen?
"Jeg mener helt klart, at jeg har potentialet til det, men alt skal ligesom klappe. Indendørs løb er lidt specielt, en kort sæson, hvor man ikke rigtig har tid til at løbe sig varm. Og marginalerne er mindre," vurderer Bube, for hvem Glasgow 2019 biver hans femte optræden ved EM-inde.
(DECA Text&Bild)
EM-inde - Glasgow 1.-3. marts
Startlister/live-resultater