Loading...

Nick R. Jensen kunne fredag formiddag flashe en hanekam i skotske farver. (DECA Text&Bild)

EM-inde - 1. dag

Nick slutter på samlet 10. plads

01. marts 2019 · Jeppe Weinreich

Overraskelsen udeblev i fredagens indledende 1500-meter-heat, hvor Nick R. Jensen trods den 6. hurtigste tid af alle måtte se sig slået ud.

GLASGOW - På den færdige resultatliste var han med en samlet 10. plads og den 6. hurtigste tid af alle egentlig ikke langt fra en sensationel finaleplads på 1500 meter, men tallene lyver lidt. Nick R. Jensens heat skulle nemlig vise sig som det hurtigste af de tre, og her kom han i mål på en 7. plads i 3:46,40 min. efter at have ligget på en af de bagerste pladser det meste af løbet. Efter en diskvalifiktion blev han rykket op som nr. 6, og var her faktisk kun 0,7s fra den sidste finaleplads, som tyskeren Bebendorf snuppede foran ham. 

Placeringen i det hurtigste heat var lige nøjagtig ikke det, som den spurtstærke dansker havde håbet på, men han erkendte også, at hans præstation ikke var optimal.

"Jeg havde ikke fortjent at gå videre i dag. Jeg havde bare ikke benene. Tempoet frem til 800 (ca. 2:01) og 1000 meter var ikke højere, end at det stadig skulle være nemt, men det kostede åbenbart for meget at gå forbi et par gange undervejs," vurderede den farverige løber, som på dagen kunne afsløre en hanekam i skotske farver.

Nu ser han frem til udendørssæsonen, hvor de skrappe VM-krav ikke er målet.

"Jeg skal ikke ud og jagte nogen krav. Jeg kører samme opskrift som sidste år og skal bare finde nogle gode stævner. Målet er en tid under 3:40,00. Det vil være tilfredsstillende," fortæller Nick, der i juni-juli vil træne fem uger i St. Moritz sammen med Ole Hesselbjerg.

 

1500 (1)

 Hele resultatlisten

 

 

 

 

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund