Mathilde U. Kramer i snak med elitechef Bo Overgaard under torsdagens træning. (DECA Text&Bild)
Danmarks hurtigste kvinde klar til sin egentlige ilddåb
28. februar 2019 · Jeppe Weinreich
Lørdag kl. 12.45 dansk tid står sprinter Mathilde U. Kramer klar i det indledende heat 5 på 60 meter ved EM-inde.
GLASGOW - Selvom hun ved VM-inde sidste år satte dansk rekord på 60 meter, anser Mathilde U. Kramer lørdagens start ved EM-inde som sin rigtige internationale debut. VM-deltagelsen kom nemlig kun i hus via et wildcard. I år har hun selv kvalificeret sig - endda været under kravet i de fleste af sæsonens stævner. Nåja, og så var der også lige sommerens EM, hvor hun løb 4x100 meter-teamet hjem i dansk rekord, men en individuel debut så...
Atletik TV satte Danmarks hurtigste kvinde stævne på Hotel Jurys Inn i centrum af Glasgow, hvor den danske trup har base. Til en lille snak om lørdagens debut, OL-drømmene og træneren Poul Beck, som altid har været der.
Heat 5
Lodtrækningen har placeret hende i det femte af seks heat, hvor hun bl.a. møder bronzevinderen fra VM-inde i 2018, Mujinga Kambundji. Schweizeren er dog ikke det mest interessante set med danske øjne, dertil er hun med 7,08 sek. i år for suveræn. Fokus er mere på israeleren Vaisman, der ligesom Kramer har sænket nationsrekorden denne sæson til 7,34 sek. De to kæmper på papiret om en 4. plads, som meget vel kan være nok til semifinalen via tid. De tre bedste går direkte videre, og selvom tjekken Seidlová og franske Zahi med hhv. 7,26 og 7,24 i år virker til at være to og tre i den sammenhæng, så synes en formstærk Kramer ikke uden chance for at blande sig i den kamp.
To debutanter samt en finalist fra 2017
Inden Mathildes start skal de to debutanter Kojo Musah og Festus Asante i aktion hos mændene. Kojo er havnet på bane 6 i heat 3, hvor han bl.a. møder den tyske mester, 3. seedede Kevin Krantz, mens Festus skal løbe i det sidste heat, hvor han træffer på Nordens bedste, Henrik Larsson (SWE), som har imponeret i år med 6,60 sek. Begge danske sprintere skal overgå deres seedning med flere pladser for at klemme sig videre til de tre semifinaler samme aften. Det vil i sagens natur nok hedde et nyt sæsonbedste, som for begges vedkommende også er lig med den personlige rekord. De tre første i hvert heat + seks bedste tider avancerer.
Med to semifinaler går kun de 16 bedste med til semifinalerne på 60 meter hæk. Det gør selvsagt oddsene for avancement (3 bedste i hvert heat + 4 bedste tider) til Andreas Martinsen noget højere. Finalisten fra 2017 løber i det fjerde og sidste heat, hvor han møder den regerende europamester udendørs, Pascal Martinot-Legarde (FRA). Martinsens har endnu ikke nået niveauet fra Beograd 2017, men han plejer at kunne løfte sig, når det virkelig gælder.
Andreas Martinsen ved EM 2016 i kamp med Elmo Lakka. Lørdag møder Martinsen igen finnen, der med 7,67 sek. er hurtigst i Norden denne sæson. (Lone Dybdal)
Det danske program lørdag d. 2. marts11.41 Kojo Musah - 60 meter indl. heat 3/6
12.05 Festus Asante - 60 meter indl. heat 6/6
12.45 Mathilde U. Kramer - 60 meter indl. heat 5/6
13.26 Andreas Martinsen - 60 meter hæk indl. 4/4
19.25 Andreas Bube - 800 meter semifinale 1/2
19.50 evt. 60 meter K semifinale (Kramer)
20.20 evt. 60 meter M semifinale (Musah & Asante)
(dansk tid)