Loading...

Andreas Bube i front i EM-finalen. (DECA Text&Bild)

EM-inde - 3. dag

Bube nr. 5 i karrierens femte EM-finale

04. marts 2019 · Jeppe Weinreich

Bube rykkede overraskende tidlgt og førte 800-meter-finalen med to omgange igen, men det tidlige ryk kostede ham for mange kræfter, erkendte han.

GLASGOW - Andreas Bube satsede med et tidligt ryk hele butikken i karrierens femte EM-finale. Det så lovende ud det første stykke med Bube i front ved 400 meter (53,33s), men da spanieren Álvaro de Arriba efterfølgende trådte på speederen, blev feltet splittet og Bube kunne ikke holde positionen. Han var dog med i medaljekampen til det sidste, men endte som nr. 5 i karrierens femte EM-finale i tiden 1:47,67 min. Bronzemedaljen, som han var 0,28s fra, blev snuppet af ireren English i et løb, hvor spanske de Arriba blev en fortjent vinder, mens briten Jamie Webb på sølvpladsen var den store overraskelse. Bookmakernes favorit, svenske Kramer endte på en skuffende sidsteplads.

"Set i bagklogskabens klare lys var mit tidlige ryk nok for dyrt; jeg kunne ikke forsvare min position. Jeg fornemmede, at vi gik ned i fart, og så tænkte jeg: Det er nu eller aldrig. Men det viste sig, at vi faktisk havde rimelig god fart på, og det tog nogle kræfter," erkendte Bube efter løbet. Trods en 5. plads efter at være kommet ind til dette EM seedet som nr. 11, var han ikke udelt tilfreds.

"Jeg er tit gået ind til mesterskaber med en beskeden rangering, men jeg er en udpræget mesterskabsløber og kan som regel overgå min seedning. Det var et fint resultat at komme i finalen, det var godkendt, men jeg ved også, at jeg kunne have taget medalje. Det kunne lige så godt have været mig, der stod på podiet i dag."

Næste stop: Doha, Qatar
Med et udendørs VM i Qatar, som først begynder i slutningen af september, er der knap syv måneder til man - forhåbentlig - ser Bube på den store scene igen. Selvom han fylder 32 år til juli, er OL i Tokyo fremdeles et mål. Om en stor karriere rundes af ved EM i Paris 2020 - som ligger efter de olympiske lege - vil tiden vise. Uanset hvad har Andreas Bube for længst skrevet sig ind i dansk atletikhistorie som en af de største mellemdistanceløbere.

800final

 Split-tider

Bubes fem EM-finaler:
Glasgow (i) 2019: Nr. 5
Berlin 2018: Nr. 6
Beograd 2017 (i): SØLV
Zürich 2014: Nr. 4
Helsinki 2012: SØLV

 

 

 

 

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund