Loading...

Abdi Hakin Ulad - her ved DM Lang Cross i 2017 (hvor Peter Glans faktisk vandt). (foto: Lone Dybdal)

DM Cross - Roskilde 9/3

Abdi kan skrive historie i Roskilde

07. marts 2019 · Jeppe Weinreich

Abdi Hakin Ulad kan lørdag i Roskilde vinde Kongepokalen for sjette gang, hvilket ingen anden har gjort. Men han kommer til at kæmpe hårdt for det i år, hvor startfeltet med de tre andre forhåndsudtagne VM-løbere - Hesselbjerg, Nijhuis og Glans - ligner det stærkeste i mange år. Hos kvinderne er Anna Emilie Møller kæmpe favorit til at løbe med Peter Bistrup Pokalen for første gang.

På lørdag skal Kongepokalen for 115. år i træk overrækkes til Danmarks bedste mandlige crossløber. I fjor var det 114. gang, og året før 113; ja, gentagelsen kan sikkert forekomme lidt trættende, sådan er traditioner, men i år er det bare noget helt særligt, eftersom VM Cross afvikles på dansk grund bare tre uger senere - om nogen skulle være i tvivl. Det betyder også, at der i alle klasser står noget særligt på spil. De sidste 17 pladser* i den danske VM-trup skal netop findes her.

- *Dansk Atletik stiller med fuldt hold, hvilket vil sige seks løbere i hver af de fire klasser + ét mixed relay hold, 28 i alt, hvoraf de 11 blev forhåndsudtaget i december.

Lørdagens DM Cross markerer også et skifte, idet der i år og fremover kun vil blive afviklet DM på én distance (som det var modellen de første mange år frem til og med 1949). Og hvem løber så med Kongepokalen, der p.t. egentlig befinder sig i en montre på Dokk1 i Aarhus, men som i dagens anledning "kidnappes" for en dag?

Fire profiler
Abdi Hakin Ulad
(Hvidovre AM) vandt i fjor pokalen for femte gang og bragte sig dermed op på siden af Steen Walter og Niels Kim Hjorth, der i hhv. 00'erne og 80erne fik deres navn indgraveret det samme antal gange. Abdi kan med en sejr således skrive historie ved at blive den første til at vinde den seks gange. Han kommer dog til at kæmpe hårdt for den i år; med er nemlig Ole Hesselbjerg (Sparta), der ved EM Cross i december besejrede ham. Læg dertil Thijs Nijhuis (Viborg AM), som for nylig viste storform i et halvmaratonløb samt vinderen af pokalen i 2017, Peter Glans (HMRC), der er velkendt for at løbe godt på mudret terræn, hvilket det med garanti bliver i Roskilde. Alle fire er forhåndsudtaget, så der er stadig to pladser at kæmpe om for deres konkurrenter. Jonas Gertsen (OA/OGF), Mikkel Dahl-Jessen (AGF) og Jakob Dybdal (1900) er i den sammenhæng oplagte navne. Spændende bliver det i hvert fald, og feltet ligner det stærkeste i mange år.

- Se ruten HER

Anna som kæmpe favorit
Kvindeklassen kom først med i 1967, og først i 2009 fik de deres pendant til Kongepokalen i form af Peter Bistrup Pokalen. Det kunne her have været interessant at se Anna Emilie Møller i dyst mod Maja Alm (AGF), men sidstnævnte er på højdetræningslejr i Kenya sammen med den firedobbelte vinder af pokalen, Simone Glad, og kommer først hjem to dage før VM. Dermed får DM-løbet snarere karakter af en formtest for Anna, der har haft sin uden sammenligning bedste crosssæson nogensinde. Hendes nærmeste konkurrent bliver Sylvia Kiberenge (Sparta), der uden dansk pas kun kan gøre sig gældende i holdløbet. Spændingen ligger snarere i de sekundære pladser. Med tre kvinder forhåndsudtaget - heriblandt Anna Emilie Møller - kan løberne på pladserne 2-4 således gøre sig forhåbning om en VM-plads (jvf. udmeldingen om fuldt hold til VM). Her ligner Helene Svane (Aarhus Fremad), der blev nr. 3 ved den seneste crossrunde i Fredericia, en kandidat. Et andet bud er Maria Ahm (Sparta), der denne sæson har fået et gennembrud med bl.a. udtagelsen til EM Cross (U23).

U20
Med fuldt hold til VM også i U20-klassen bliver der ligeledes ekstra fokus på placeringerne her. Hos drengene er Markus Kirk Kjeldsen (SAK77) en af favoritterne. Han vandt de første tre runder af Cross Nationals, men måtte grundet sygdom melde afbud til den fjerde. Han kan her se frem til god modstand fra adskillige talenter, bl.a. vinderen af fjerde runde Anton Østdal (Bagsværd AC), mens William Devantier (Sparta) og Alexander Tengblad Nikolajsen (Viborg AM) melder sig ind i kampen efter indendørssæsonen.

Hos pigerne er kvartetten fra EM Cross med: Anna Mark Helwigh (Sparta), Laura Velgreen (OA/OGF), Sophie Søefeldt (Sparta) og Kristina Mygind Sørensen (AGF).

Laura
Laura Valgreen vinder sølv ved NM Cross. (DECA Text&Bild)

Europa Cup
Der skal også kåres holdvindere, og her står der ligeledes noget ekstra på spil i de fire klasser, nemlig pladsen til næste års Europa Cup Cross for klubhold.

 

DM Cross - Roskilde d. 9. marts 2019 (5. runde af Cross Nationals)
13.00 14-15 år - 4 km
13.30 16-17 & 18-19 år samt Masters 60+ - 6 km
14.10 Kvinder senior (samt 20-22 & Masters -59 år) - 10 km
15.15 Mænd senior (samt 20-22 & Masters - 59 år) - 10 km


De seneste vindere af Kongepokalen
2018 Abdi Hakin Ulad (Hvidovre AM)
2017 Peter Glans (OA/OGF)
2016 Abdi Hakin Ulad (Hvidovre AM)
2015 Abdi Hakin Ulad (Korsør AM)
2014 Abdi Hakin Ulad (Korsør AM)
2013 Morten Munkholm (Aarhus 1900)
2012 Abdi Hakin Ulad (Korsør AM)
Se alle vindere HER

De seneste vindere af Peter Bistrup Pokalen
2018 Maja Alm (AGF)
2017 Simone Glad (Sparta)
2016 Simone Glad (AGF)
2015 Sara Sig Møller (Sparta)
2014 Simone Glad (Odense Atl.)
2013 Simone Glad (Odense Atl.)
2012 Anna H. Baumeister (VIKING)
Se alle vindere HER

Nostalgi: KIF-løberen Harry Nielsen vandt Kongepokalen en enkelt gang - i Søndermarken i 1918. Her sejrer han i Fortunløbet i Dyrehaven bare to uger før:

© Copyright Dansk Atletik Forbund