(foto: Lone Dybdal)
Abdi og Anna viser VM-form i Roskilde
09. marts 2019 · Jeppe Weinreich
Abdi Hakin Ulad kunne lørdag i Roskilde vinde Kongepokalen for sjette gang på otte år, mens Anna Emilie Møller hos kvinderne var i en klasse for sig.
Selvom han havde prøvet det fem gange før, så lignede det nærmest den første gang. Så stor og synlig var Abdi Hakin Ulads glæde og forløsning, da han faldt på knæ i græsset efter at have sejret ved DM Cross i Roskilde. Det var den sjette sejr på otte år, og ingen har fået deres navn på Kongepokalen flere gange end Hvidovre-løberen.
"At det lykkes i dag at vinde den for sjette gang, ja det er bare fantastisk. Jeg ankom for 24 timer siden fra træningslejren i Kenya, havde en lang rejse i benene. Bare i denne uge har jeg trænet 175 km. Det var en satsning at stille op, men det lykkedes," lød det efter løbet fra Ulad, som vandt med en solid margin på 12 sekunder.
Selvom VM Cross bare er tre uger væk, er fokus rettet på næste søndag, hvor han løber halvmaraton i Lissabon. Målet her er en personlig rekord, og så er man heller ikke langt fra en dansk rekord.
Løbet tegnede på forhånd åbent. Ingen kendte rigtig Abdis form, men allerede efter den første af de fem runder var det kun Ole Hesselbjerg (Sparta), som turde hænge på. Han måtte dog kort efter også slippe, og ikke lang tid efter nåede Mikkel Dahl-Jessen (AGF) og Peter Glans (HMRC) op til ham. Sidstnævnte kunne dog ikke holde tempoet, og herefter var det Dahl-Jessen og Hesselbjerg, som kæmpede om medaljerne. Førstnævnte var dagens positive overraskelse, og han afsluttede stærkest for at vinde sølv fem sekunder foran Hesselbjerg. En anden AGF'er, nemlig Jacob Simonsen, gjorde det også godt med en 6. plads. Han er vokset op i Beder få km fra Moesgaard og kan nu måske komme i spil til en af de sidste pladser på VM-holdet. Sammen med den tredje AGF'er Jens Søndergaard Jensen sikrede Aarhus-klubben sig holdtitlen og dermed pladsen til næste års Europa Cup.
Grundet tekniske problemer var live-streamingen på Atletik TV aflyst. I stedet blev der produceret flere indslag (se flere på Facebook):
Magtdemonstration af Anna
Hos kvinderne leverede Anna Emilie Møller en magtdemonstration og viste igen, at hun ved VM Cross vil være det danske holds stærkeste navn. Allerede efter to omgange havde hun skabt sig et forspring på over et halvt minut ned til Sylvia Kiberenge. Et forspring, som hun i mål havde udbygget til knap to minutter.
"Det var en super hård rute i dag, mere udfordrende end man lige skulle regne med. Jeg frygtede virkelig det mudrede sving," sagde hun med henvisning til rutens sværeste punkt, hvor alle måtte kæmpe for ikke at falde i svinget.
"Men træningen kører bare, som den skal. Det bliver rart nu med et par ugers træning. Jeg ligger stadig med en høj træningsmængde og har ikke rigtig trappet ned endnu," fortæller Anna, der med bopæl i London ikke rigtig får mulighed for at træne på VM-ruten.
Nyt navn vinder sølv
Det har dagens overraskende sølvvinder, Line Brandt Pedersen (SAK77), der til daglig arbejder som projektleder for Arla i Aarhus til gengæld. Flere gange har hun prøvet VM-terrænet og ikke mindst museumstaget, som hun betegner som "vanvittig stejlt". Med sølvmedaljen kandiderer hun nu stærkt til en plads på VM-holdet, som vil blive offentliggjort tirsdag. Det relativt ukendte navn vandt som wingback for Skovbakken bronze i Elitedivisionen i 2017, inden hun skiftede fodbold ud med triatlon, hvor målet er senere på året at kvalificere sig til VM Ironman på Hawaii.
Line kæmpede længe med Maria Ahm (Sparta) om sølvet, inden hun på sidste omgang skabte sig et forspring på 13 sekunder.
Valgreen og Østdal løb fra alt og alle
Begge løb i U20-klassen gav overraskende suveræne sejre. Hos pigerne viste Laura Valgreen (OA/OGF) stor styrke, da hun med et lille forspring ned til Sophie Søfeldt (Sparta) før sidste omgang formåede at udbygge sin sejrsmargin til hele 25 sekunder. Anna Mark Helwigh vandt bronze, og sammen med Marie Falkebo sikrede de Sparta holdguldet.
Anton Østdal (Bagsværd AC) var hos drengene tilsvarende suveræn. En større gruppe fulgtes ad den første omgang, men så sagde Østdal farvel. I mål vandt han med 21 sekunder ned til sin helt unge klubkammerat, Joel Ibler Lillesø.
"Det var planen at rykke, men jeg kom faktisk lidt i tvivl, om det var for optimistisk. Men træningen har bare fungeret rigtig godt over vinteren. Nu håber jeg så jeg bare at blive udtaget til VM," lyder det fra Østdal, der først fylder 18 til december. Trods dobbeltsejren til Bagsværd AC måtte de i holdkampen se sig slået af Sparta med bare seks sekunder.
Alle foto: Lone Dybdal. Se flere af hendes billeder HER
DM Cross - Roskilde 9/3
Mænd - 10 km
1. Abdi Hakin Ulad, Hvidovre AM 30:54 min.
2. Mikkel Dahl-Jessen, AGF 31:06
3. Ole Hesselbjerg, Sparta 31:11
Hold
1. AGF 1:35,28 time
(Dahl-Jessen - Jacob Simonsen - Jens Søndergaard Jensen)
2. Sparta 1:36,20
3. HMRC 1:36,28
Kvinder - 10 km
1. Anna Emilie Møller, Blovstrød 34:55 min.
2. Line Brandt Pedersen, SAK77 37:12
3. Maria Ahm, Sparta 37:25
Hold
1. Blovstrød Løverne 1:52,33
(Møller - Marie Holst Mørch - Katrine Svane)
2. Sparta 1:53,55
3. Aarhus 1900 1:56,16
M U20 - 6 km
1. Anton Østdal, Bagsværd AC 19:04
2. Joel Ibler Lillesø, Bagsværd AC 19:25 - GULD 16-17 år
3. Ebbe Møller, AGF 19:25
4. Markus Kirk Kjeldsen, SAK77 19:40
5. Jeppe Risvig, Skive AM 19:42
6. William Devantier, Sparta 19:49
Hold
1. Sparta
K U20 - 6 km
1. Laura Valgreen, Odense Atl.
2. Sophie Søefeldt, Sparta
3. Anna Mark Helwigh, Sparta
4. Kristine Mygind Sørensen, AGF - GULD 16-17 år
5. Augusta Grgønborg Christensen, Blovstrød
6. Mie Gam, Viborg AM
Hold
1. Sparta
14-15 år - 4 km
Drenge
1. Gustav Holmberg, Blovstrød 13:43
Piger
1. Emma Kiplagat Kondrup, Kolding KFUM 14:19
Alle resultater