Vedel & Hartling på banen igen
22. marts 2019 · Jeppe Weinreich
Den amerikanske udendørssæson er allerede i fuld gang. Fredag byder på interessante starter, når Benjamin Lobo Vedel og Nicolai Hartling åbner en ny sæson.
Bare to uger fik Benjamin Lobo Vedel lov at hvile på laurbærrene ovenpå Florida Gators' sejr i NCAA-finalen. Nu gælder det udendørssæsonen, hvor det danske sprinthåb allerede kommer i aktion fredag nat ved FSU Relays i Tallahassee, Florida. Her gør han en interessant start på 200 meter. En distance, hvor han for få uger siden som første dansker pressede sig under 21,00 sek. indendørs. Udendørs lyder hans bedste på 21,09 sek. - sat ved netop FSU Relays i fjor. Vedel har fået bane 5 i det andet af i alt fire finaleheat.
Ved "Fearless Champion Open" i Lubbock, Texas får Nicolai Hartling lørdag sin amerikanske debut udendørs, og det sker på favoritdistancen 400 meter hæk, hvor han som bekendt har siddet på den danske rekord siden 2015. For Hartling er det også kun to uger siden, at han sluttede af indendørs med at løbe 4x400 meter for West Texas A&M.
"Ja, det er lidt specielt at prøve første gang. Det er nærmest én lang sæson; højest en enkelt uge, hvor man mærker en lille ændring i træningen, og så kører de ellers bare på. Det bliver en meget lang sæson," lyder det fra Hartling med henvisning til den danske/europæiske sæson, som han forventer at tage del i, når han i juni vender tilbage på sommerferie.
Flere andre danske college-atleter tog allerede sidste weekend hul på den nye sæson, bl.a. blev Kristoffer Thomsen noteret for 18.30 meter i kuglestød. (resultater fra USA kan ses her)
FSU Relays - Tallahassee FL
Startliste/resultater
Fearless Champion open - Lubock TX
Link