Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2019 > 05-12 World relays dag 2
4x100 meter holdet slutter som nummer 8
12. maj 2019 · JAL
Efter gårsdagens sensationelle præstation i indledende heat blev dagens finale knap så vellykket
For et år siden ville dagens finaleresultat 45,32 sekunder have været dansk atletiks næst hurtigste 4x100 meter nogensinde for kvinder.
Siden er der sket så utroligt meget. Havde man i maj 2018 sagt, at den danske kvartet et år senere ville stå i en 4x100 meter finale ved World Relays, ville man sandsynligvis blive anset for ikke at være ved sine fulde fem.
Men faktum er, at vi nu står med et hold, som i et løb præget af flere tekniske fejl samt køligt og blæsende vejr viser, at gårsdagens rekord 43,90 sekunder meget vel kan vise sig som meget mere end et højdepunkt, og snarere er et tegn på, hvad der venter i de kommende år.
Grundet ømhed efter indledende heat var det nødvendigt at erstatte Ida Karstoft med Louise Østergaard. På papiret måske ikke den store forskel, men det medførte en nødvendig omrokering af fordelingen af strækninger til en konstellation, som ikke var blandt de, man fra holdets side havde brugt mest tid i træningen på.
Måske var det derfor, at den tekniske udførsel af skifterne ikke var på sammen niveau som i går. Eller måske var det den kendsgerning, at holdet stod i sin første store finale, eller måske var det blot vejret, som spillede alle holdene et puds. For et faktum var det i hvert fald, at finalen samlet set ikke stod resultatmæssigt mål med indledende heat; hverken for det danske hold eller modstanderne.
Ikke uventet blev det USA, som trak det længste strå med vindertiden 43,27 sekunder; en overraskende langsom vindertid, og samtlige hold i finalen løb faktisk væsentligt langsommere end i lørdagens indledende heat.
IAAF World Relays er nu et afsluttet kapitel, og den næste store internationale 4x100 meter stafet for kvinder bliver ved VM i Doha. Her løbes der indledende heats 4. oktober - og for første gang i 6 år bliver det med dansk deltagelse!