Loading...

Janne Nielsen fra stævnet i Lyon den 14. juni 2019, hvor hun satte det længste trespring i 22 år med 13.74 meter.

TRESPRING

Janne Nielsen med længste trespring i 22 år og tæt på dansk rekord

14. juni 2019 · Christian Jørn

JANNE NIELSEN springer 13.74 meter (1.6 m/s) i trespring i Lyon som er det næstbedste kvindelige trespring gennem tiderne, kun overgået af Dorthe Jensens danmarksrekord på 13.84 meter fra 1997. Det er det længste trespring af en dansk kvinde i 22 år, og Janne Nielsen overtager 2. pladsen på listen over alletiders bedste trespring, som hun tager fra Renata P. Nielsen der tilbage i 1993 sprang 13.71 meter.

Nu har dansk atletik i de sidste par uger fået en række historiske resultater. Dette inden for kast med Kathrine Bebes 55.84 meter i diskoskast der var det længste kast i 23 år, inden for langdistanceløb på forhindring som var gårdsdagens U23 europarekord af Anna Emilie Møller på 3000m Forhindring på 9.24.21 min., i sprint med Astrid Glenner-Frandsen og Kristoffer Haris nyligt satte nye danske rekorder på 100m, hvorfor der nu stod tilbage at disciplingruppen, spring, blot manglede at komme på denne liste over historiske resultater inden for de klassiske disciplingrupper i atletik. Det skulle vise sig at ske i aften den 14. juni i Lyon til stævnet ENVOL TROPHEE i Pierre-Bénite i Lyon, Frankrig. 

Årets fjerde trespring for Janne Nielsen skulle vise sig at blive et historisk spring, da Janne Nielsen (Aarhus 1900) med en flot serie og et resultat på 13.74 meter springer det næstlængste trespring i historien. Hun bliver nr. 2 til stævnet, kun overgået af 1. pladsens 13.94 meter.

Janne Nielsen sprang også 13.83 meter men med for meget medvind på 2.9 m/s.

Janne Resultat 14. Juni

Resultater fra stævnet i Lyon.

 

DANSK REKORD ER INDEN FOR RÆKKEVIDDE

Janne Nielsen og træner, Lars Nielsen, har øjnene sigtet mod den bedste tid i danmarkshistorien, nemlig Dorthe Jensens danske rekord på 13.84 meter, som kommer mere og mere inden for rækkevidde. En rekord som Janne Nielsen har haft øjnene rettet mod i 2018 også.

Trespring Rangliste DK Kvinder

Rangliste over alletiders bedste resultater i trespring for danske kvinder, hvor Janne Nielsen nye flotte resultat endnu ikke er på. Fra Statletik.dk.

 

Træner, Lars Nielsen, beretter følgende fra aftenens historiske resultat.

Det var en god konkurrence for Janne. En rigtig flot serie og en masse brugbart at arbejde videre med. Det at bryde grænser træner man bedst ved denne type konkurrencer. Det er ikke muligt at arbejde med så intensiv timing i den daglige træning, så det her er guld værd i det videre forløb.

 

TRÆNER, LARS NIELSEN, HAR TRÆNET HELE TOPPEN AF RANGLISTEN, OVER EN PERIODE PÅ MERE END 26 ÅR

Lars Nielsen har trænet både Janne Nielsen, Renata P. Nielsen og Dorthe Jensen, så statistikken beretter med sit tydelige sprog om Lars Nielsens rigtig gode kompetencer som træner i spring. Det har han gjort på en periode over 26 år.

Udover Janne Nielsens meget imponerende resultat, så er denne trænergerning Lars Nielsen indtil videre har bedrevet også helt historisk.

 

 

JANNE NIELSEN SPRINGER ALLEREDE IGEN I MORGEN I GENEVE (SUI)

Janne Nielsen springer allerede igen i morgen aften i Geneve i Schweiz ved Athletica Geneve.

 

SE JANNE NIELSEN TIL COPENHAGEN ATHLETIC GAMES DEN KOMMENDE TIRSDAG

Janne Nielsen vil med andre danske hovednavne deltage i den kommende tirsdags European Athletics Permit stævne, Copenhagen Athletics Games, der kan ses på Østerbro Stadion og som Atletik TV streamer online.

 

RELEVANTE LINKS

Resultatliste fra stævnet i Lyon

Stævnehjemmeside for Lyon stævnet

Alletiders rangliste for danske kvinder i trespring (Statletik.dk)

© Copyright Dansk Atletik Forbund