Loading...

Foto fra EM i Berlin 2018, hvor stafetholdet satte en dansk rekord de sidenhen har slået i 2019 til World Relay i Yokohama. Successen og satsningen for stafetholdet udvides nu på både herre- og kvindesiden. Læs om mulighederne nedenfor. Fra venstre: Mathilde Kramer, Ida Karstoft, Louise Østergård og Mette Graversgaard. (Foto: ROSTER ATHLETICS)

SPRINT

Dansk sprint udvider stafetsatsningen for både kvinder og herrer

14. juni 2019 · Christian Jørn

Der er ikke tvivl om at dansk sprint er inde i en historisk god tid, og det er der en grund til ifølge landstræner for sprint/hæk, Mikkel Larsen. Læs her med hvorfor, og læs hvilken retning landstræneren ser at dansk sprint tager det næste kommende stykke tid samt hvad der er af muligheder for sprintere der gerne vil blive en del af stafetprojekterne på kort og lang sigt.

Dansk sprint er inde i en historisk god tid. Med nyligt sat ny dansk rekord på 100m for kvinder på 11.39 sek. af Astrid Glenner-Frandsen, en ny dansk rekord på 100m Hæk på 13.39 sek. sidste år af Mette Graversgaard, en indendørs ny dansk rekord af Mathilde U. Kramer på 60 meter på 7.34 sek. sat i februar i år, Ida Karstofts historisk hurtige tid på 200m på 23.57 sek. i år der placerer hende som nr. 2 over alletiders hurtigste danske kvinder gennem tiderne, en ny dansk 4x200m kvindelig dansk rekord indendørs sat af Århus 1900 i februar i år, samt det imponerende 4x100m kvindelige stafethold der præsterer gang på gang og ved World Relays i år sikrede sig VM billet til Doha senere på året med 43.90 sek. og en placering som nr. 8, samt slog deres egen danske rekord fra EM sidste år, så taler resultaterne for sig selv.

Det er blot nogle få aktuelle resultater ud af de mange ting der foregår i dansk sprint for tiden.

 

STAFET ER VEJEN FREM, BÅDE SAMMEN OG INDIVIDUELT

Ifølge landstræneren er satsningen på kort og lang sigt at bygge noget op omkring stafet i dansk sprintmiljø, ligesom det er sket med 4x100m kvindeholdet over de sidste par år. De er et studie i hvor godt det kan lade sig gøre at præstere sammen og samtidig også gøre det godt individuelt.

Stafet har tit indgået i atletikken på den måde at det er noget man putter ovenpå til et stævne, efter man selv har præsteret individuelt. Mikkel Larsen ser at vi er på vej mod en anden kultur omkring stafetten, og at stafetprojektet kan være bærende for sprinten igennem lang tid. Der er spændende muligheder her, og muligheder der ikke nødvendigvis ville være ved individuelle satsninger.

 

Her landstræner, Mikkel Larsen, der netop for omkring én måned siden så stafetsatsningen kulminere foreløbigt med en finaleplads til World Relays samt kvalifikation til VM i atletik i Doha 2019.

 

DET KRÆVER SAMARBEJDE

Stafet kræver en anden tilgang fra atleter og trænere, ifølge Mikkel Larsen. Man skal være villig til at ofre et individuelt fokus i satsningen for sammen med andre at præstere mere end man måske havde gjort individuelt. På trods af den satsning så har kvindernes 4x100m stafethold med deres individuelle flotte resultater vist at det også kan lade sig gøre at præstere individuelt på et meget højt niveau. At kunne sammensætte et konkurrencedygtigt stafethold på kort og lang sigt kræver selvsagt en trup der er bred nok til at kunne bære det. Kvindernes hold har været båret af fem kvinder, Astrid Glenner-Frandsen, Mathilde U. Kramer, Louise Østergård, Ida Karstoft og Mette Graversgaard.

En satsning kræver at alle individualister satser på det, for uden de bedste vil det ikke være relevant på samme måde. Det kræver ifølge Mikkel Larsen en anderledes planlægning af sæsonen, for i det tilfælde man går efter mesterskabskvalifikationer vil kvalifikationsmetoden typisk være at et dansk landshold på stafet kvalificerer sig på baggrund af en ranglisteplacering mod andre nationer, hvor hvert hold placeres efter summen af deres to bedste landsholdskonkurrencer. Kvinderne skulle bruge fem-seks forsøg på at få en kvalificerende ranglisteplacering til kvalifikation til 2018’s EM. Derfor vil det have en klar betydning for planlægningen af ens sæson. 

Hør her et interview fra stafetpigerne fra et af de allerede flertallige højdepunkter i stafetsatsningen. Fra EM i Berlin 2018 efter de satte dansk rekord, som de nu siden hen selv har slået.

 

STAFET GIVER ANDRE MULIGHEDER END INDIVIDUEL DELTAGELSE

Ifølge Mikkel Larsen åbner stafetten også op for anderledes og større muligheder til mesterskaber, hvorfor det ubetinget første mål er at kæmpe sig til startstregen. Står man først der så kan alt ske på 4x100m stafet, og man kan, som Mikkel Larsen nævner, nemmere “springe” listen. Hvor du typisk på især de korte sprintdistancer vil have det næsten givet hvordan placeringerne bliver til mesterskaberne ved blot at kigge på sprinternes sæsonbedste, så er det i langt mindre grad givet hvordan udfaldet af mesterskabsløbene bliver på stafetterne. Her kan der ske så meget på de 4x100m, og man skal kunne stille hele fire personer der alle præsterer højt på selve dagen, således at der hurtigt kan ske ændringer i de forventede placeringer. Det åbner op for helt andre muligheder.

Det kan ses ved kvindernes eget udsagn, da det på deres samlede Intagram kaldet @the_danish_relayteam skriver, at "Vi havde lige akkurat kvalificeret os til World Relays sidste år gennem EM i Berlin, hvor vi blev nummer 11 med dansk rekord. Vi var seedet sidst på papiret, og vi er derfor ekstemt stolte over, at vi ender som samlet nr. 8/23 med en ny dansk rekord og et kvalificeret stafethold til VM i Doha!!!" (red.: til World Relays i Yokohama i år).

 

THE DANISH RELAYTEAM IG

 

KVINDELIG TRUP PÅ 4X100M METER UDVIDES

Som følge af at opbygge en stærk bæredygtig trup omkring stafetten, og med hensigten at delagtiggøre andre i den udvikling et sådanne stafetprojekt har, så udvides den kvindelige satsning på 4x100m til seks-otte løbere efter Copenhagen Athletics Games tirsdag den 18. juni. Det vil være en større gruppe frem mod oktober måneds VM i Doha, hvor kvinderne med deres placering til World Relays i Yokohama tidligere i år sikrede en plads. Der vil være træningssamlinger med en bredere trup på seks-otte personer, planlægges det, ifølge landstræner Mikkel Larsen. Den endelige bruttotrup til VM Doha 2019 på seks personer udtages efter DM 2019 i juli.

Interesserede i at være med omkring truppen bedes henvende sig til Mikkel Larsen med det samme via mail ml@dansk-atletik.dk.

 

HERREPROJEKT FOR STAFET ER SØSAT OG STØRRE SATSNING ER PÅ VEJ

Satsningen på kort og lang sigt er ifølge Mikkel Larsen også at have et fokus på et herre stafethold på 4x100m, som der faktisk allerede er søsat så småt. På sigt er målet for herreholdet at få et hold med til EM 2020 i Paris. Det kommer til at kræve et fokus allerede nu, og at potentielle atleter og trænere er i dialog med Mikkel Larsen om at opbygge et sådanne hold. Det kræver som angivet ovenfor at man som atlet er villig til at sætte sit eget individuelle fokus lidt på standby og satse på summen af samarbejdet. Der har allerede været et par løb for herrernes 4x100m i år, som var et godt startskud på satsningen, hvor flere af de relevante herrer - både dem der var med til stævnerne og dem der var forhindret - gav hinanden håndslag på, at de er klar til at satse på en stafet og arbejde frem mod en konsolidering af en satsning for herrer på stafet også.

Det er hensigten at have en dybde på 7-10 herreatleter omkring bruttotruppen. Allerede i år laves der en satsning på 4x100m stafet for herrer, da det planlægges at Danmark har et hold med til EM U23 i Gävle i Sverige den 11.-14. juli 2019. Alle de potentielle sprintere på et sådanne EM U23 hold vil være relevante ift. en EM 2020 satsning.

Udover U23 EM så er det også hensigten af bruge EM Hold i Kroatien den 10-11. august som et stævne hvor man kan begynde at samle tider mod en kvalifikation til EM 2020.

 

 

KONTAKT OMKRING SPRINT STAFET SATSNINGEN

Al kontakt omkring sprint/hæk og stafethold skal rettes til landstræner Mikkel Larsen på ml@dansk-atletik.dk.

Hør her et interview fra februar 2019, hvor det blev offentliggjort at den succesrige træner for flere danske sprintere og hækkeløbere, Mikkel Larsen, tiltrådte i en fuldtidsstilling i Dansk Atletik som landstræner for sprint/hæk. Allerede her forudsagde Mikkel at en af satsningerne ville være stafet.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund