Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2019 > 07-28 42 danske mesterskaber afgjort ved årets DM
Fra 100m'eren hvor Frederik Schou-Nielsen vandt i tæt opgør med Festus Asante. Foto: Lone Dybdal. Alle fotos i dette indlæg er af Lone Dybdal.
42 danske mesterskaber afgjort ved årets DM
28. juli 2019 · Christian Jørn
Det danske senior mesterskab har netop været afholdt i weekenden, og det viste sig som forventet at være et yderst spændende mesterskab med nogle forventede mesterskaber, og andre der var meget åbne samt flere overraskelser.
Her er links til diverse informationer, billede, videostreaming m.m. fra årets DM.
ESBJERG AM INVITEREDE TIL DM I ÅRET FOR DERES 100-ÅRS JUBILÆUM
Esbjerg AM inviterede til Esbjerg Stadion i forbindelse med klubbens 100-års jubilæum, og arrangørerne her afholdte et velorganiseret dansk mesterskab.
Forholdene var som man kunne forvente i Esbjerg, og så alligevel ikke. Esbjerg ligge tæt ved vandet, hvorfor kraftige vindforhold var at forvente. Dog var der ustadige forhold, og vinden kom modsat forventningerne mere inde fra landet og på tværs af stadion end langs langsiderne på stadion. Det gjorde forholdene svære, men for de fleste at se betød tider og længder ikke noget men mesterskaberne alt. Der var derfor med forholdene lagt op til flere spændende dyster, og det især i en tid hvor den danske stadionatletik blomstrer med masser af kvalitet.
ÆNDRET DATOPLACERING FOR ÅRETS DM
Dette DM skulle stå sin prøve med en ændret datoplacering lagt i juli måned. Det har forlænget sæsonen for flere, men hvad man typisk ved er, at mange prioriterer de danske mesterskaber og ville stå helt klar når deres discipliner skulle i gang. Det er netop hvad der gør de danske mesterskaber så specielle. Her ved man at man typisk vil kæmpe mod andre atleter der har prioriteret dette stævne.
Programmet til DM lod der være fin plads til at man som tilskuer på stadion kunne formå at se flere forskellige discipliner, samt at det for flere atleter var muligt at dublere på nogle discipliner, og samtidig også prioritere stafetterne, der virkelig er i fremgang i dansk atletik.
For dem der ikke kunne se mesterskabet ved at være på selve stadion var det muligt at livestreame det via Atletik TV.
På startlisten var der 495 atleter, hvoraf 414 af dem valgte at deltage, og af dem fik 396 et resultat.
Der skulle uddeles medaljer i 42 discipliner over de tre dage det danske mesterskab blev afholdt.
42 guldmedaljer, 42 sølvmedaljer og 39 bronzemedaljer blev uddelt.
DE BEDSTE MELLEM- OG LANGDISTANCELØBERE BLEV KÅRET
På mellem- og langdisanceløbediscipliner skulle vi have afgjort 10.000m, 5000m og 3000m forhindring. 3000m Forhindring blev kun afholdt for herrer, da der ikke var nogen til start for kvinder.
JACOB SIMONSEN VANDT OVER VARMEN OG OVER DE ANDRE
På 10.000m så vi Andreas Lommer fra Odense Atletik, der netop er blevet far, løbe i front og sætte et hårdt tempo fra start. Jacob Simonsen, Emil Holm, Christian Okkels og Jesper Faurschou fulgte med. Temperaturerne var op imod de 28 grader denne fredag og flere brugte det opsatte vanddepot på stadion undervejs på de 25 omgange. Andreas Lommer fik undervejs skabt sig et stort hul på ca. 40 meter til efterfølgeren, Jacob Simonsen. Jacob Simonsen gjorde meget ud af i de varme forhold at køle sig ned med vand, hvilket så ud til at gøre ham i stand til at holde kropstemperaturen på et passende niveau. Med ca. fire omgange igen overhaler Jacob Simonsen den førende Andreas Lommer, og kommer ind i mål som første mand og ny dansk mester på 10.000m med 30.39.07 min. Jesper Faurschou fik også hentet Andreas Lommer og kom ind til sølv i 30.58.72 min. Andreas Lommer holdt akkurat til sølv, ca. to sekunder foran Christian Okkels.
Hos kvinderne var der et fire kvinder stort felt, hvor favoritten Helene Svane vandt i 36.29.43 min.
Det var førstedagens eneste discipliner til DM.
NICK ROSTGAARD JENSEN SEJRER PÅ 1500M I TAKTISK LØB
På andendagen skulle der løbes 1500m finaler hos kvinderne og herrerne. Det var direkte finaler i begge discipliner.
Herrernes 1500m var en meget imødeset disciplin for flere der følger interesseret med i mellemdistanceløb i Danmark. Det blev et taktisk løb styret af Nick Rostgaard Jensen fra start af. Nick Jensen har flere gang vist sig med en farlig afslutning, og med to omgange igen gestikulerede han til publikum med nogle armbevægelser, at det gik lige som han ønskede det skulle gå, nemlig langsomt. Mod slutningen forsøgte Jacob Stengaard at sætte tempo på, hvor Mikkel Dahl-Jessen, Andreas Lindgreen og Nick Rostgaard Jensen fulgte med. Nick Jensen endte med at vinde i 3.55.54 min. foran Mikkel Dahl-Jessens 3.55.86 min. Andreas Lindgreen tog bronze i 3.56.46 min.
Hos kvinderne vandt favoritten, Anna Emilie Møller, sikkert i 4.18.76 min., med Dagmar Fæster Olsen og Josefine Rytter i en tæt spurt om podiets resterende placeringer, hvor Dagmar Fæster Olsen vandt det spurtopgør til sølv i 4.32.61 min. og Josefine Rytter med bronze i 4.32.93 min.
MIKKEL DAHL-JESSEN TOG REVANCHE PÅ 5000M’EREN
Mikkel Dahl-Jessen skulle vise sig at tage revanche på den efterfølgende dags 5000m, som han vandt i ny PR i et meget tæt opgør med 14.26.35 min., over sølvmedaljetageren, Andreas Lommer, med 14.26.90, der lige akkurat fik spurtbesejret Thijs Nijhuis der løb sig ind i 14.27.79 min. På netop 5000m’eren var der ikke forventet et taktisk langsomt løb, fordi Omar Hassan (der ikke er dansk statsborger og derfor ikke kan deltage i DM) på forhånd havde meldt ud at han ville løbe hurtigt mod en tid på de 14 min. Det blev dog ikke tilfældet, og omgangene lød mere på 69 sek. end de 67-68 sekunder. Omar Hassan sørgede dog for at udgangstempoet blev højere end hvis han nok ikke havde været med, og alle medaljetagerne fik en sæsonbedste med hjem.
ANNA EMILIE MØLLER OG MAJA ALM I SAMARBEJDE PÅ 5000M
På kvindernes 5000m var det forventet Anna Emilie Møller, der vandt 5000m’eren. Det gjorde hun i ny stadion- og mesterskabsrekord med 15.34.04 min.
Hvad mere spændende var, var hvordan et aftalt forsøg på VM kvalifikationskrav ville gå. Anna Emilie Møller der er kvalificeret på 5000m havde aftalt at hjælpe Maja Alm mod kravet på de 15.22 min. Få sekunder inden løbets start åbnede himlen sig som forventet, og det blev silende regn som kvinderne på 5000m’eren endte med at løbe rundt i. Ikke helt optimale forhold mod et kvalifikationskrav. Omgangen skulle være 73 sek. pr. omgang, men undervejs hed det mere 75 sek. pr. omgang ret tidligt. Det var også optimistisk at forsøge sig på vindblæste Esbjerg Stadion og kun to løbere til at sætte et tempo. De havde aftalt at skifte med at pace, og det gik således inden Anna Emilie Møller til sidst trak fra. Maja Alm kom ind i 16.03.16 min. Bronzetageren på 5000m til EM U20, Laura Valgreen Petersen, endte også her med at tage bronze i 16.24.86 min.
3000m forhindring for herrer var med forventet sejr til Jakob Dybdal i 9.11.99 min. Her stillede den tidligere danske mester, Ole Hesselbjerg, ikke op pga. nyligt konstateret brok.
800M MED FORVENTET SEJR TIL ANDREAS BUBE I LANGSOMME TAKTISKE LØB
800m blev med en forventet sejr hos herrerne til Andreas Bube, men dog i et lidt særegent forløb, hvor han undervejs fik sin næstlangsomste tid. Bube har flere gange løbet rigtig hurtigt i sololøb til de danske mesterskaber, senest ved de danske indendørs mesterskaber, men det skulle ikke være tilfældet ved dette års udendørs DM.
I indledende heats var Bube placeret i det første heat af to heats. To bedst placerede (Q) i hvert heat gik direkte videre, og fire på tværs af heatene gik videre på hurtigste tider (q). Det første heat gik meget langsomt hvor Bube førte an. På trods af det meget langsomme udgangstempo med ca. 65 sek. på første omgang var der ingen andre der ville føre, og løberen i heat nr. 2 kunne derfor se frem til en foræring fra løberen i første heat. Nu skulle de ikke engang løbe særligt hurtigt for at gå videre på tid, da første heat blev vundet i 2.02.83 min. hvor Andreas Bube og William Devantier gik videre.
Næsten alle i 2. heat gik videre, undtagen én. Christoffer Frost Johansen og Christian Clausen gik videre på placeringer, og tre ud af de resterende fire gik videre på tid.
I finalen var det også taktisk langsomt. Her stillede Christian Clausen ikke op pga. nogle småskader han mærkede i indledende heats. Derfor var favoritterne på 1. og 2. pladsen de to klubkammerater, Andreas Bube og Christoffer Frost Johansen. Bube vandt i 2.01.37 min., Christoffer tog sølv i 2.01.82 min. og William Devantier bronze i 2.02.01 min.
MATHILDE DIEKEMA JENSEN OVERRASKER MED NY PR PÅ 800M
Hos kvinderne så vi på 800m’eren en kæmpe overraskelse. Det var ikke en overraskelse at favoritten, Mathilde Diekema Jensen, ville gå derfra med sejren, men den måde og med den tid hun gjorde det på var seværdigt. Hun løb som forventet fra front, og på vindblæste Esbjerg Stadion løb hun i hvad der så meget kontrolleret ud rundt i en sejr og ny PR på 2.05.32 min. Det er hendes femte PR på distancen i år, hvor hun er løbet fra 2.09.8 min. til nu 2.05.32 min.
De efterfølgende tre andre placeringer skulle afgøres inden for ét sekund, hvor Louise Jørgensen fik sølv i 2.13.09 min., og Dagmar Fæster Olsen fik bronze i 2.13.36 min.
DANMARKS HURTIGSTE LØBERE BLEV FUNDET
Danmarks hurtigste løbere/sprintere, skulle også findes til disse mesterskaber.
Der var her flere distancer med flere favoritter, men også et par medaljer der ikke nødvendigvis var afjort.
ASTRID GLENNER-FRANDSEN SEJRER PÅ BÅDE 100M OG 200M
For kvinderne var de korte sprinter som forventet med Astrid Glenner-Frandsen som dansk mester på begge distancerne, i hhv. 11.83 (-2.3) sek., og 24.06 (-0.1) sek. Hun fik på 100m følgeskab af Louise Østergård der tog sølv med 12.06 sek. og Mette Graversgaard der tog bronze med 12.28 sek.
På 200m skulle Emma Beiter Bomme tage sølv i 24.62 sek. og Louise Malmqvist tog bronze i ny PR med 25.03 min.
FREDERIK SCHOU-NIELSEN VINDER 100M IGEN I TÆT OPGØR MED FESTUS ASANTE
På herrerne genvandt Frederik Schou-Nielsen det danske mesterskab på 100m med 11.00 (-2.7) sek., kun afgjort på små marginer med tusindedele, hvor Festus Asante fik sølv i samme tid. Albert Ranning tog bronze med 11.09 sek. Vinden gjorde som på flere af de andre korte sprinter, at tiderne var meget langsomme.
På 200m så vi et comeback fra Simon Hansen, der blev dansk mester på distancen for anden gang, og gjorde det med 21.50 (-0.6) sek. foran Kojo Musah der løb ind i ny sæsonbedste med 21.65 sek. Bronze tog Tobias Larsen med 21.84 sek.
På de lange sprinter skulle vi på 400m se et opgør mellem Gustav Lundholm Nielsen og Nick Ekeland-Arenander. Her trak Nick Ekelund-Arenander sig sejrsrigt ud med 47.70 sek. mod Gustavs 47.89 sek., der samtidig er ny PR til Gustav. 400m løbene blev ikke påvirket så meget af vinden som de korte sprinter gjorde. Kasper Olsen tog bronze i 48.47 sek.
Hos kvinderne vandt Annemarie Nissen som forventet med 56.59 sek. i ny PR, foran Mathilde Skou der også løb ny PR med 57.18 sek. Louise Jørgensen tog bronze med 57.71 sek.
HÆKKELØBENE BLEV AFGJORT MED FORVENTEDE SEJRE OG EN OVERRASKELSE
På hækkeløbene så vi flere forventede sejre. Andreas Martinsen vandt på 110m Hæk med 14.06 (0.6) sek., med sølv til Oliver Chabert i 14.81 sek. og bronze til Sebastian Frandsen i 15.22 sek.
Sara Slott Petersen vandt som forventet på 400m hæk med 56.99 sek., og ligeså gjorde Nicolai Hartling på herrernes 400m hæk med 50.02 sek.
På kvindernes 100m hæk skulle opgøret om sejren stå mellem Thea Haahr og Mette Graversgaard. Her styrtede Mette Graversgaard desværre cirka halvvejs på en af hækkene da hendes svingben ramte hækken på vej over. Stabile Thea Haahr vandt i 13.73 (-2.6) sek., foran Mathilde Steenberg Heltbechs 14.17 sek. og Sandra Bölls 15.18 sek.
STAFETTERNE AFGJORT - TÆT PÅ NY DANSK 4x100M REKORD TIL ET KLUB-DM
Stafetterne skulle også afgøres til dette DM. Det var 4x100m og 4x400m der skulle findes nye danske mestre til. På 4x100m vandt Aarhus 1900 i en sensation af en tid på 40.48 sek., der kun var seks hundrededele fra en ny dansk rekord, der lyder på 40.42 fra 1989. Og det endda til et DM hvor stafetterne er opdelt i klubhold, så det tyder på noget spændende hvis herresatsningen også vokser sig lige så meget frem som kvindernes stafetsatsning har gjort det på 4x100m. Tiden blev endda opnået i et løb hvor sidstemanden på vinderholdet, Kojo Musah, så ud til at ville kunne hive lidt hundrededele ud af at løbe helt til stregen, hvor det så ud som han han slappede lidt af de sidste par meter da sejren var sikkert hjemme mod Sparta der tog sølv. På holdet var Steffen Knudsen, Andreas Martinsen, Simon Hansen og Kojo Musah.
Hos kvinderne tog Sparta guldet med 46.80 sek.
På 4x400m stafetterne tog Sparta guld hos både herrerne og kvinderne, i tider på hhv. 3.51.64 min. og 3.12.57 min. hvor sidstnævnte er ny mesterskabsrekord.
DE TEKNISK BEDSTE I DANMARK BLEV FUNDET
Til DM var der 12 atleter der kom hjem med to medaljer. Her var fem af dem fra de tekniske discipliner, hvor flere dublerede.
DYSTEN OM DET DANSKE MESTERSKAB SKULLE NU AFGØRES FOR KVINDERNE I DISKOSKAST
En af de mere imødesette meget spændende discipliner var kvindernes diskoskast, hvor dysten mellem klubkammeraterne, Lisa Brix Pedersen og Kathrine Bebe, skulle ske til dette DM. De har kørt et kapløb de sidst par år mod den danske rekord som Kathrine Bebe tidligere i år kastede sig til. Nu skulle de kæmpe om det danske mesterskab.
De har flere gange i år konkurreret i samme konkurrencer.
Kathrine Bebe vandt med et kast på 54.09 meter, Lisa Brix Pedersen tog sølv med 53.29 meter og Annesofie Hartmann, der netop har været til EM U20, tog bronze med 47.87 meter.
Kathrine Bebe fortalte efterfølgende, at vindforholdene ikke kunne bruges til noget som helst. Normalt vil du gerne have modvind i diskoskast, men her var vinden mere på tværs, og det gjorde de helt lange kast svære.
I herrernes diskoskast vandt Emil Mikkelsen ved tidligt at afgøre det med et kast på 55.36 meter. Casper Jørgensen tager sølv med 55.17 meter, og Andreas Ellegaard tager bronze med 55.17 meter.
DOBBELTSEJR TIL ESBJERG AM I HERRERNES HAMMERKAST
Hos herrernes hammerkast skulle dysten stå mellem Esbjerg AM’s to kastere, Brian Nielsen og Hans Barett, der gjorde konkurrencen meget spændende. Hans kastede først 61.25 meter, og i tredje kast kastede Brian Lindberg så blot én centimeter kortere med 61.24 meter. Dog stadfæstede Hans Barett sejren med 62.66 meter i fjerde kast, som Brian Nielsen ikke kom i nærheden af. Bronze tog Rasmus Jensen med 53.59 meter.
Kvindernes hammerkast blev vundet af den succesrige Lise Lotte Jepsen, der netop har deltaget ved EM U20 i Borås i Sverige, hvor hun gjorde det meget flot. Hun vandt med et kast på 59.88 meter, foran den danske rekordholder, Celina Julin, der kastede 58.19 meter og tog sølv. Bronze tog Kathrine Jacobsen med ny PR med 55.00 meter.
JANNE NIELSEN VANDT SIT SYVENDE MESTERSKAB
I trespring vandt Janne Nielsen sit syvende danske mesterskab i træk, ved at springe 13.58 meter, der dog var i for meget vind med 3.2 vind, så det ikke kunne tælle som ny mesterskabsrekord, men det betød intet for konkurrencen om medaljer. Sølv tog Katrine Winther med 12.38 meter, og bronze fik Jessie Ipsen med 11.70.
Janne Nielsen skulle dagen efter hun havde sprunget trespring vinde længdespring også, dette med et spring på 6.08 meter. Her tog Josephine Koch Jacobsen sølv med 5.75 meter, og Stella Jørgensen bronze med 5.67 meter.
I herrernes spring skulle guldet i længdespring afgøres mellem Sebastian Pedersen og Benjamin Gabrielsen. Benjamin Gabrielsen der netop har været til Universiaden og Sebastian Pedersen der var til EM U23. Sebastian Pedersen holdt sig i front i hele konkurrencen, og vandt med 7.51 meter (1.0). Benjamin Gabrielsen tog sølv med 7.43 meter og Kasper Larsen tog bronze med 7.34 meter.
I trespring tog Jannick Bagge guldet med 15.45 meter, foran Dennis Mägis 15.28 meter. Det var først i 5. runde, at Janick Bagge fik sprunget sit sejrsspring og tog guldet.
Massin Bouziad tog bronze med 14.98 meter.
STANGSPRING UNDER SVÆRE FORHOLD
Stangspring havde svære forhold, hvor den voldsomme vind kontinuerligt blæste stangen ned, og man måtte vente på stille forhold før der kunne springes.
Hos kvinderne vandt Caroline Bonde Holm med 4.05 meter, foran sine to klubkammerater, Caroline Ranners’ 3.95 meter og Line R Jensens 3.75 meter, der tog hhv. sølv og bronze.
Herrenes stangspring fik Toke Staub Jørgensen som ny dansk mester med ny PR i 4.75 meter. Også sølvvinderen, Nikolaj Graves, sprang til ny PR med 4.65 meter. Aske Petersen tog bronze med SB på 4.55 meter.
Mændenes kuglestød blev vundet af Kristoffer Thomsen overlegent med 17.20 meter foran Thor Sørensens 15.69 meter, og Kenneth Mertz’s 15.30 meter, der tog hhv. sølv og bronze. Hos kvinderne vandt Maria Sløk Hansen med 15.10 meter, og Anna Sofia Mikkelsen tog sølv med 14.65 meter, og bronze fik Thea Jensen med 14.11 meter.
I spydkast skulle Arthur W Petersen vinde med 65.81 meter. Hos kvinderne vandt Marie Vestergaard med 50.22 meter.
I herrenes højdespring var der to til start. Janick Klausen vandt med 2.20 og Andreas Asklund tog sølv med 1.80 meter.
I kvindernes højdespring vandt Rikke Andersen med 1.72 meter.
I kapgang tog Andreas W. Nielsen forventet guld med 23.44.52 min. på de 5000m. I et to-mand stort felt tog Asbjørn Birkelund sølv med 26.43.48 min.
Her er links til diverse informationer, billede, videostreaming m.m. fra årets DM.