Loading...

Dødsfald

Preben Mortensen er død

25. oktober 2019 · Henriette Leth Nielsen

Lørdag den 26. oktober bliver Preben Mortensen bisat fra Rønne Kapel, Arsenalvej i Rønne. Det er et farvel til en mand, der har betydet utrolig meget, både for Viking Atletik men også for Masteratletikken.

Preben startede det moderne Viking Atletik tilbage i starten af 70erne, da han selv begyndte at løbe og fik samlet en gruppe mennesker og byggede klubben op - fra helt bar bund. Baneatletikken fik hans store interesse, hvor han forstod at opbygge et træningsmiljø blandt børn og unge, så de med stor succes kunne deltage i DMU. Han indførte triatlon til Bornholm, og han stod også bag den traditionsrige træning til Almindingeløbet. Preben havde næsten 50 års indsats for atletikken, og han var formand for Viking Atletik i tre perioder, i alt i hele 24 år. Han var æresmedlem i IK-Viking.

Ved siden af Viking Atletik, var Preben også gennem mange år medlem af veteranudvalget i Dansk Atletik Forbund, ligesom han var formand for Bornholms Atletikudvalg og medlem af Idrætsrådet. Preben modtog i 1977 Bornholm Tidendes lederpris, ligesom han havde både DAF’s bronzenål, sølvnål og guldnål.

I 2012 var Preben Mortensen en af de to ledere af det danske veteranlandshold, der deltog ved Europamesterskaberne i atletik, som blev afholdt Zittau i Tyskland.

Desværre blev Preben ramt af sygdommen Alzheimer, men han og Grethe nåede i september 2018 at fejre deres diamantbryllup. Vores tanker går til Grethe, som utrætteligt har passet Preben, indtil han til sidst måtte flytte på plejehjem.

Kurt Jochumsen / Aase Friedrichsen/ Knud Høyer

© Copyright Dansk Atletik Forbund