Foto fra da Anna Emilie Møller vandt EM U23 guld på 5000 i juli måned, hvor hun samtidig slog 5000m dansk rekord med 15.07,70 min. Her med træner, Kersti Jakobsen. Kersti holder oplæg om Annas træning den 5. december hvor også Nicolai Hartlings træner, Michael Jørgensen, vil holde et oplæg. Foto: DECA Text&Bild.
Invitation: kom til oplæg med Kersti Jakobsen og Michael Jørgensen
02. december 2019 · Christian Jørn
Den 5. december kan du blive klogere på træningen bag nogle af de danske rekordholdere i atletik. To trænere bag danske rekordholdere afholder foredrag i København som der hermed inviteres til. Det er Anna Emilie Møllers træner, Kersti Jakobsen samt Nicolai Hartlings træner, Michael Jørgensen.
Anna Emilie Møller har i løbet af 2019 sæsonen løbet dansk rekord flere gange og er nu indehaver af de danske rekorder på 5000m, 3000m Forhindring og 5 km, som alle er rekorder hun har forbedret markant i år.
Nicolai Hartling har i år forbedret sin egen danske rekord på 400m Hæk.
Oplægget er en del af et initiativ taget af landstræner, Carsten Bomme, der af flere gange har inviteret til lignende oplæg med trænerne bag nogle af de mange atleter der over 2019 sæsonen har slået danske rekorder. Nu er det så Kersti Jakobsen og Michael Jørgensen der fortæller. Ideen er at udveksle viden mellem trænere, men andre inviteres også.
Michael Jørgensen (t.h.) under træningen i Sparta. Mød ham den 5. december. Foto: Carsten Bomme.
HVOR OG HVORNÅR?
Oplægget med de to trænere er torsdag den 5. december kl. 19.30 ved Gunnar Nu Hansens Plads i Spartas klublokale. Det forventes at slutte kl. 22.
TILMELDING OG KONTAKT
Kontakt og tilmelding skal ske til Carsten Bomme via mail til cb@dansk-atletik.dk. Der er mulighed for tilkøb af sandwich ved hurtig tilmelding. Hør om dette ved tilmeldingen. Der er et begrænset antal pladser til oplægget. Oplægget er mest tiltænkt til andre trænere, så der kan vidensdeles men alle er velkomne.
Hør her et par ord fra Anna Emilie Møller om værdien af at have Kersti Jakobsen som træner.