Loading...

Af Mikkel Dahl-Jessen og Mikael Johnsen ved Kamstrup nytårscuppen 4. runde i Aarhus den 31. december 2019. Foto: Lone Dybdal.

NYTÅR / LANDEVEJSLØB

Mikkel Dahl-Jessen slog den danske rekord på 5 km landevej

02. januar 2020 · Christian Jørn

Traditionen tro var der mange deltagende ved årets forskellige løb nytårsaftensdag rundt i Danmark. Af eliten gjorde især Mikkel Dahl-Jessen sig bemærket ved at løbe hurtigere end den danske rekord på landevejen med 14.18 min. på 5 km. Han slog den danske rekord, men pga. manglende dopingkontrol kan rekorden ikke verificeres.

Ved Kamstrup Nytårscuppen 4. runde i Aarhus løb Mikkel Dahl-Jessen imponerende 14.18 min. på 5 km. Der har været enkelte skriverier på diverse sociale medier omkring rutens opmåling, og indtil andet er bekræftet antages det, at ruten var 5 km. 

Mikkel Dahl-Jessen slog altså dermed den danske rekord på distancen på 14.34 min. sat af Abdi Ulad tilbage i Valencia i marts 2018. Rekorden er dog ikke blevet verificeret, da der ikke blev foretaget en dopingtest ifm. resultatet. Ifølge Mikkel selv er det ikke noget problem og ikke noget han er synderligt ærgerlig over, da han planlægger at vise sin gode form på samme distance snart. Det er planen, at Mikkel skal løbe Monaco Run Herculis 5 km i Monaco den 16. februar. Det er samme sted som Anna Emilie Møller i februar 2019 slog dansk rekord med en tid på 15.36 min. En tid hun på banens 5000m siden har forbedret til 15.07,70 min. 

Inden da løber Mikkel et par indendørs løb. Han planlægger at løbe 1500m til Pallasspelan i Sverige, 3000m i Skive den 2. februar, DM Inde den 22-23. februar, og så håber han også på udtagelse til Nordisk Indelandskamp den 9. februar 2020.

Flere andre løb også godt. Ved det traditionelle Nytårsløbet i Odense leverede Andreas Lommer også en flot præstation, da han satte ny løbsrekord på de 10 kilometer. Den 28-årige Odense-løber kom i mål i 29.31 min., hvilket var en rekordforbedring af Thijs Nijhuis’ ét år gamle rekord med 5 sekunder. Tiden kan idog ikke anerkendes officielt som et resultat på landevej, da en del af strækningen er på grusstier, men ruten er 100% korrekt opmålt til 10 km, ifølge Henrik Lund Jensen fra Odense Atletik.

Se flere af resultaterne fra årets forskellige nytårsløb.

© Copyright Dansk Atletik Forbund