Loading...

Abdi Ulad indgik i præsentationen af B.T. GULD prisen ved SPORT 2019.

TILBAGEBLIK

Gense atletikkens indslag ved SPORT 2019 hyldestshow

10. januar 2020 · Christian Jørn

DR's SPORT 2019 show og gallafest blev vist den 4. januar 2020. Her indgik flere atleter fra atletikken. Læs et kort resumé her og gense hele showet.

2019 er overstået, og vi er så småt gået i gang med 2020. Ved denne overgang har det været naturligt at se tilbage på og hylde nogle af de sportslige bedrifter der har været i det forgangne år. Det gjorde DR ved årets SPORT 2019 show, der den 4. januar blev vist på DR’s kanaler. Atletikken var her også en del af flere elementer. 

SPORT 2019 showet havde også et skær af atletik over sig. Der blev flere gange refereret til atleter eller andre personligheder eller elementer inden for atletikken. Få et kort resumé af det her eller se SPORT 2019 showet via DR’s streamingkanal her.

Para-atlet, DANIEL WAGNER, indgik flere gange. Først (5:10) pga. hans præstationer ved årets VM, hvor han vandt sølv i længdespring og guld på 100m. Under aftenen blev flere danske sportslige præstationer og resultater løbende nævnt. Her blev Andrea Stokholm Overgaard også nævnt for hendes bronzemedalje ved VM i para-atletik. 

 

ABDI ULAD MED TIL AT PRÆSENTERE B.T. GULD PRISEN

Da B.T. GULD prisen blev uddelt (24:30) var maratonløber, Abdi Ulad, med til at præsentere prisen. B.T. GULD er en pris, hvor 40 danske topatleter har afgivet deres stemmer for at hædre årets største danske sportspræstation. Den kaldes også udøvernes egen pris. Prisen er blevet uddelt siden 1930.

Abdi præsenterede prisen sammen med bordtennisspiller, Peter Rosenmeier, og cykelrytter, Amalie Dideriksen.

Abdi fortalte: “Jeg har stemt på håndboldherrerne for at vinde VM på hjemmebane, men også for at give en fantastisk og medrivende oplevelse foran fjernsynet. Da det til tider blev for spændende havde undertegnede en hvilepuls på 142 og popcornene blev vendt hurtigt i maskineriet. Med deres stærke kollektive arbejde og de store sportslige resultater er håndboldherrerne med til at motivere og engagere mange sportselsker, inklusive jeg. Derfor synes jeg, at de skal vinde B.T. GULD 2019 prisen”.

Vinderen blev Håndboldherrerne. “Det var historisk tæt, da håndboldherrerne kun vandt med to point ned til nummer to, den danske verdensmester i landevejscykling, Mads Pedersen.”, skriver B.T. her.

Se her hvem de 40 danske atleter gav 3, 2 og 1 point til. Abdi Ulad havde givet 3 point til Håndboldherrerne, 2 point til Mads Pedersen (cykling) og 1 point til Amalie Dideriksen og Julie Leth (cykling). Flere andre danske atletikudøvere havde også stemt. Maja Alm havde givet 3 point til Mads Pedersen (cykling), 2 point til Anne-Marie Rindom (sejlsport) og 1 point til Amalie Dideriksen og Julie Leth (cykling). Sara Slott havde givet 3 point til Anne-Marie Rindom (sejlsport), 2 point til Mads Pedersen (cykling) og 1 point til Bjørn Bitsch og Ashli Williamson (dans). Anna Møller havde givet 3 point til Daniel Wagner (atletik), 2 point til Mads Brandt Pedersen (kajakroer) og 1 point til Anne-Marie Rindom (sejlsport).

 

SIMON HANSEN NOMINERET TIL ÅRETS DETALJE

DANSKE SPILS ÅRETS DETALJE (42:25) var navnet på en pris, der skulle hylde en lille særlig detalje, der har skabt begejstring. Her var Simon Hansens lidt uventede højdespringssucces ved European Games i Minsk nomineret som det. “Superreserven”, blev han her kaldt. 

Da det danske landshold, pga. konkurrencevilkårene i det nye format som European Games var, manglende en højdespringer, så trådte sprinteren, Simon Hansen, til. Han var med som sprinter, men endte med at slå verdensmesteren i højdespring i direkte duel. Atleterne berettede, at de synes dette nye DNA (Dynamic New Athletics) format skulle ses som et supplement til den klassiske atletik.

Prisen blev vundet af cykelrytter, Jakob Fuglsang.  

> SE OGSÅ: DR indslag om Simon Hansens bedrift ved European Games

> SE OGSÅ: Simon Hansen tror også på de danske forhold og bliver hjemme fra planlagt ophold i USA

 

SATIRISK SKETCH MED SARA SLOTT OG DONALD TRUMP

Under årets show var der flere satiriske indslag. Der indgik også et hvor Donald Trump blev påstået at have opkøbt det danske herrehåndboldlandshold (1:04:00). Her indgik Sara Slott slutteligt i indslaget. Se sammenhængen for dig selv ved at streame showet her.

 

DANIEL WAGNER PRÆSENTEREDE VINDEREN AF TEAM DANMARK & SALLING GROUPS TRÆNERPRIS

Daniel Wagner præsenterede (1:35:25) vinderen af TEAM DANMARK & SALLING GROUPS TRÆNERPRIS. Hans præsentation var således:

Vi atleter får ufatteligt tit al opmærksomheden når vi laver de her fantastiske præstationer, men uden et stærkt team i ryggen så ville vi ikke få ret mange medaljer eller store toppræstationer, så derfor er det en kæmpe stor ære for mig at få lov til at overrække denne her pris. Jeg er helt sikker på, at de her kandidater stiller op i tykt og tyndt og får et hold eller atleter til at lykkes. Vinderen er… Casper Jørgensen.”. Sådan lød ordene, da Daniel Wagner overrakte prisen til træner i cykelforbundet, Casper Jørgensen.

 

RELEVANTE LINKS

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund