En af driver-krafterne bag renoveringen af Marselisborg Hallen, Lars Nielsen, er her i gang med at fremvise den nye hal under indvielsen. Foto: Lone Dybdal.
Nye rammer skaber nye muligheder ved Aarhus Atletik- og Løbeakademi
14. januar 2020 · Christian Jørn
Flere årelange historier omkring atletikkens muligheder i Aarhus har for nyligt nået nogle ret markante milepæle. Det er nogle historier hvor andre klubber i det danske land muligvis kan nikke genkendende til noget lignende. Det, der før hed Marselisborg Hallen, er nu blevet udbygget, moderniseret og indviet og hedder nu Aarhus Atletik- og Løbeakademi. Derudover har planerne om nye udendørs faciliteter i Aarhus også nået en milepæl med et historisk pressemøde. Læs her hvad der er op og ned.
Aarhus er centrum for mange hvad angår atletik. Her faciliteres mange forskellige aktiviteter på nationalt og internationalt niveau, og det foregår i flere forskellige faciliteter. Nogle af disse har været faciliteter, hvor behovet for renovering er blevet større og større med årene, og med en ihærdig indsats fra lokalmiljøet er der nu nået markante milepæle i historien. En af ildsjælene bag er Lars Nielsen fra Aarhus 1900, der her kan berette lidt af facetterne i historierne bag de faciliteter som nutidens unge som senior som gamle kommer til rende rundt og benytte sig af.
AARHUS ATLETIK- OG LØBEAKADEMI INDVIET
Det er ikke mange dage siden et årelangt projekt nåede sin foreløbige slutning. Aarhus Atletik- og Løbeakademi blev indviet efter længere tids modernisering og udbygning. Det er Marselisborg Hallen, der har fået et markant løft i både udtryk og ekstra omfang.
Se Lone Dybdals billeder af indvielsen her.
> SE OGSÅ: Billeder fra indvielsen af Aarhus Atletik- og Løbeakademi af Lone Dybdal
Mange var mødt op til indvielsen. I baggrunden ses en ny tilføjelse til hallen. Det er en balkon, der gør det meget nemmere og mere muligt for tilskuere at iagttage konkurrencer end hidtil. Foto: Lone Dybdal.
I 2014 BLEV DE FØRSTE SPADESTIK TAGET
Historien strækker sig over flere år. Vi starter tilbage i 2011. Her overtog Aarhus 1900 A/M driften af Marselisborg Hallen. Førend det var der mange overvejelser, blandt andet om store multihaller og atletikhaller på forskellige lokaliteter, men efter finanskrisen i 2008 var mulighederne nogle andre og langt mere begrænsede, og i 2011 da Aarhus 1900 A/M så på hvad fremtiden kunne bringe, valgte man at slå til og overtage driften af hallen.
I 2014 blev den første del-renovering lavet. Her udbedrede man isolering, ventilation/opvarmning og lysforhold.
Sideløbende med dette, blev der med hjælp fra medlemmer og en stor driver-kraft i Lars Nielsen og en række gode folk omkring ham, arbejdet på at samle yderligere midler til en modernisering og udvidelse. I arbejdet lå dels at udarbejde et prospekt og en fortælling der kunne tiltrække fonde og dernæst at søge fondsmidler, hvor Salling Fondene hele to gange slog til med en donation på 10 mio. kroner, henholdsvis 3 mio. kroner.
Formand, Ulla Kolding, under indvielsen. Foto: Lone Dybdal.
Dette blev fulgt op med at invitere og mødes med samtlige politiske partier i byrådet, og på den måde samle politisk opbakning til at støtte projektet, der udmøntede sig i 8,3 mio. kroner.
Dernæst at planlægge udbudsmateriale, udbud og entrepriseplanlægning, for blot at nævne lidt af det der blev gjort samtidig med den daglige drift i Aarhus 1900 A/M skulle fortsætte.
Ultimo 2018 og henover 2019 er den anden del, en større modernisering og udvidelse af hallen blevet gennemført.
Indvielsen var velbesøgt. Foto: Lone Dybdal.
DET SUMMER AF NYE MULIGHEDER I DE NYE RAMMER
Det er en modernisering og udbygning som man tydeligt mærker når man træder ind i den nyligt indviede hal. Det ser nyt ud, det dufter nyt og det summer af folk der vil tænke nyt. Derfor har man med indvielsen også valgt at døbe stedet til Aarhus Atletik- og Løbeakademi, der skal stå for en ny fremtid med større inddragelse af lokalmiljøet og andre idrætsmiljøer i Aarhus.
Den her indvielse skete blot to dage efter en anden væsentlig milepæl i planerne for at renovere hele det udendørs område ved atletikkens centrum i Aarhus ved CERES Park & Arena. Det var altså få dage der udgjorde kulminationen på hvad der i Aarhus ses som fremtiden i området for atletikkens, men også idrættens centrum.
HVAD SKAL DER SKE MED STADION?
Mandagen før indvielsen havde borgmesteren indkaldt til pressemøde omkring en anden af de centrale faciliteter for atletikken i Aarhus. Det var selve stadion og området omkring stadion, der her skulle fortælles om.
I en længere årrække har dette været et grundigt debateret emne, hvor nogle myter er opstået og andre rygter har forløbet sig. Hvad med løbebanen om fodboldbanen? Er alle helt vilde med den? Vil nogle af med den? Hvem skulle vinde slaget om faciliteterne for enden af Stadion Alle ?
Hvad der dog er sandt, ifølge Lars Nielsen, er, at der har været rigtig mange parter involveret. Parter, der ikke altid har været enige, men som det nu via en målrettet indsats er lykkedes at få samlet om bordet og igennem de seneste 13-15 måneder i fællesskab har fundet en løsning som både er visionær og som alle er tilfredse med. Det er dette fællesskab og dermed ro og enighed der har været nøglen til at såvel politikerne og på det seneste også borgmesteren har kastet sig ind i projektet, ligesom det også er en del af fundamentet der har gjort, at andre vil bakke op om projektet.
På pressemødet præsenterede borgmester, Jacob Bundsgaard (S), en plan for området omkring Stadion, Væddeløbsbanen og Mindeparken, samt de private investorer, der er klar med en donation der kan medvirke til finansiere visionen, ‘Kongelunden'.
Lind Invest og Salling Fondene lover at donere 500 millioner kroner i projektet, hvis der leves op til en række kriterier, som tager højde for driften fremadrettet. Kriterierne drejer sig om forhold som, at det skal være en helhedsløsning, der skal være hensigtsmæssig infrastruktur og driften skal sikres.
Alle lader til at være tilfredse med hvor det er nået til nu, selvom vejen dertil har været lang. Naboerne er glade, fordi de grønne områder bevares. Idrætsaktørerne er glade fordi alle bliver.
I 2020 bliver stadion 100 år. Også i 2020 går man så i gang med at lave en plan for arbejdet og for hvordan det skal planlægges og hvad der skal ske.
Det kommer til at tage tid. Det sagde Borgmester, Jacob Bundsgaard, til pressemødet. "Vi kommer ikke helt til at bruge et kvart århundrede, som de gjorde i starten af sidste århundrede, men det kommer til at tage noget tid", lød det til TV2 Østjylland.
SARA SLOTT: "UDEN LARS HAVDE VI IKKE EN SKID"
Både ved den renoverede Marselisborg Hal og ved samlingen af fællesskabet omkring stadionombygningen har Lars Nielsen leveret en afgørende indsats. En indsats som Sara Slott ved indvielsen af førstnævnte nævnte ved at sige, at “uden Lars havde vi ikke en skid”.
Sara Slott under en tale ved indvielsen. Foto: Lone Dybdal.
Lars beskriver det da også som en lettelse, da indvielsen var overstået. Det var 8-10 års intensivt arbejde, der her kulminerede. Der har været arbejdsuger på op til 60-70 timer. Lars har ydet en ekstraordinær indsats, lyder det fra flere omkring ham. Han har brugt sin erfaring, sit store netværk, sin tålmodighed, sin vedholdenhed og sin iver for at skaber gode rammer for andre. Det er alt sammen blevet til noget som Aarhus Atletik- og Løbeakademi kan være stolte af, og man fornemmer stoltheden når man snakker med enkelte medlemmer.
Det var en stolt Lars Nielsen, der viste rundt i de nye faciliteter ved indvielsen. Foto: Lone Dybdal.
KIG FORBI
Tag forbi og kig ind i de nye faciliteter ved stadion. Det er rammer, der nu er sat i sten og er et bevis på den indsats der er lagt. Andre rammer, dem ved stadion, vil følge, men det vil være længere ude i fremtiden.
RELEVANTE LINKS