Loading...

Lidt forsmag af det nye Statletik, som forventes lanceret snart.

Statistikker og resultater

Status på det nye Statletik

25. januar 2020 · Katja Salivaara

Mens vi gør klar til at lancere det nye Statletik, følger her en opdatering af, hvad man har arbejdet med indtil videre, og af, hvor vi er i processen.

Efter at det blev besluttet at erstatte den gamle Statletik med en ny version, skulle man først og fremmest sikre, at oplysningerne i den gamle version blev overført til den nye database. Ud over dataoverførsel har man siden efteråret arbejdet på layoutet, på de forskellige funktioner, der skal bruges i fremtiden, på diverse definitioner som fx alle klubnavne, navne på stævner, officielle øvelser for forskellige aldersklasser og på kvalifikationsreglerne til DMU. Og efter at resultater- mailen ved årsskiftet blev overtaget af Tilastopaja, kunne man endelig også komme i gang med de vigtigste: resultaterne.

Det nye Statletik kommer til at bygge på automatiseret indhentning af resultater, hvilket indebærer direkte adgang fra resultatprogram til statistikker. En automatiseret overførsel skulle gerne gøre håndtering af statistikker hurtigere og mere præcis, hvilket fx har stor betydning, når resultater skal bruges som dokumentation for kvalificering til internationale mesterskaber. Og forbindelsen går begge veje; direkte interface muliggør også indhentning af data fra statistikker til et stævneprogram. Fremover er en stævnearrangør således ikke længere afhængig af, at atleter og klubber husker at angive deres PB/SB ved tilmelding, eller at man ’manuelt’ sammenligner startlister med ranglisterne.

Men automatiserede løsninger kræver en høj grad af standardisering og udvikling af diverse platforme. Interface skal etableres separat med hver type af stævnesoftware, og indtil videre fungerer den automatiserede overførsel kun med Roster, mens det ikke har været muligt at teste, hvorvidt forbindelsen mellem iMars og Statletik fungerer. På non-stadia-området venter bl.a. Sportstiming og Ultimate på, at det bliver deres tur.

Udviklingen gælder dog ikke kun Danmark. Vores nye statistikker bygges op parallelt med de svenske, hvilket kommer til at være en stor fordel for alle danske atleter, som konkurrerer på den anden side af Øresund. Netop nu er der stor fokus på at få resultater ind fra stævner i begge lande, for bl.a. at kunne sammensætte en kvalifikationsliste til DMU. Denne liste forventes offentliggjort i næste uge, mens lanceringen ellers vil ske i faser, hvor rettelser og tilføjelser laves undervejs.

© Copyright Dansk Atletik Forbund