Loading...

PARA-ATLETIK

Kæmpe indsats hædret med Helene Elsass Prisen 2020 til parasporten

16. marts 2020 · Christian Jørn

Efter mange års indsats er racerunning godt på vej til at blive paralympisk disciplin i 2024. Det skyldes ikke mindst Parasport Frederiksberg og landstræner Leif Nielsen, der for den ihærdige indsats tildeles Helene Elsass Prisen 2020. Prisen er på 150.000 kroner og uddeles i samarbejde mellem Elsass Fonden og CP Danmark.

Idrætsdisciplinen racerunning giver sportslige udfordringer og store personlige oplevelser for mennesker med cerebral parese (tidligere kendt som spastisk lammelse), der oplever en større livskvalitet, når de dyrker sporten. Uanset om det er på eliteniveau eller som motionist. 

Derfor får racerunning i år en helt speciel hæder ved, at Helene Elsass Prisen 2020 er blevet tildelt Parasport Frederiksberg, der er toneangivende indenfor racerunning, og landstræner Leif Nielsen der har skabt eliteforhold for Danmarks bedste racerunner-atleter. 

Prisen blev overrakt af H.K.H. Prinsesse Benedikte, der er protektor for både Elsass Fonden og CP Danmark, ved et arrangement i Elsass Fonden den 9. marts. 

200309_elsass _58021 2

 

INTERNATIONALT FYRTÅRN

Ud over det daglige klubarbejde afholder Parasport Frederiksberg en årlig, international racerunner-camp, der sidste år samlede 400 atleter og ledere. Det er et helt unikt stævne, der har været en vigtig faktor i udbredelsen på verdensplan. 

Klubben har længe været betragtet som et internationalt fyrtårn indenfor racerunning og har siden 1993 været en stor drivkraft i udviklingen med nye aktiviteter, flere medlemmer og inspirerende samarbejder på tværs af klubber og landegrænser. 

Landstræner Leif Nielsen har taget sin store erfaring fra atletikverdenen med over i racerunning-disciplinen, hvor han har indført elitemetoder, haft særligt fokus på den mentale del og skabt et professionelt træningsmiljø for atleterne. 

200309_elsassprisen __TA_0946

 

HAR SKABT LIVSKVALITET

Ifølge Elsass Fondens formand er det vigtigt at støtte breddeidrætten: 

- “Racerunning er i sandhed breddeidræt, fordi alle i princippet kan deltage, uanset særlige udfordringer. At der nu er skabt mulighed for, at racerunning kan blive en paralympisk disciplin i 2024 i Paris gør, at idrætsgrenen for alvor favner bredt. Stor tak til Leif Nielsen og Parasport Frederiksberg for, at det har kunnet lade sig gøre” siger Elsass Fondens formand, Nick Elsass. 

Han bliver bakket op af CP Danmarks landsformand:

- Racerunning har givet stor livskvalitet i mange af vores medlemmers hverdag. Ved at tildele årets pris til Parasport Frederiksberg og til landstræner Leif Nielsen har vi præmieret to, der virkelig har haft en stor betydning for, at vi er nået så langt med udbredelsen og landsholdsarbejdet, som vi er i dag” understreger Lone Møller. 

200309_elsassprisen __TA_0892-kopi

OM PRISEN

Helene Elsass Prisen tildeles en person, et projekt eller en institution, der har gjort en særlig indsats for mennesker med cerebral parese. Med prisen følger 150.000 kroner. I 2019 blev prisen delt mellem Pauline Sonne-Schmidt og Astrid Siemens Lorenzen. 

 

OM RACERUNNING

Racerunning er opfundet i Danmark og er en idræt for mennesker med handicap, der har en hæmmet balance. En racerunner er en specialbygget 3-hjulet ”løbecykel” uden pedaler, hvor balancen ikke er et problem. Derfor er racerunning oplagt for mennesker med cerebral parese (spastisk lammelse). Racerunning giver atleter, der til dagligt kun kan komme rundt i elektrisk kørestol, manuel kørestol eller gangrollator, mulighed for at bevæge sig rundt ved egen kraft og giver selv mennesker med svære handicap en følelse af frit at kunne bevæge sig og løbe. 

 

OM ELSASS FONDEN

Elsass Fonden er en privat erhvervsdrivende fond, som arbejder for at øge livskvaliteten for mennesker med cerebral parese (CP) og deres pårørende. Det sker over en bred kam – fra forskning, formidling af viden, udvikling af aktivitetstilbud til direkte støtte til institutioner, foreninger og den enkelte. 

 

OM CP DANMARK

CP Danmark er en handicappolitisk interesseorganisation, der arbejder for at forbedre forholdene og livskvaliteten for mennesker med cerebral parese og deres familier. Målet for CP Danmark er klart og enkelt: Mennesker med cerebral parese skal have de samme muligheder, som alle andre, for at leve et aktivt, indholdsrigt og selvstændigt liv. 

© Copyright Dansk Atletik Forbund