Loading...

APRILSNARE

Så du atletikkens aprilsnare? Se dem her

03. april 2020 · Christian Jørn

Med 1. april netop overstået kigger vi tilbage på få af atletikkens aprilsnare. Listen her har aprilsnare fra sprinteren Mathilde Kramer, DGI, trail- og bjergløbslandsholdet samt fra det danske kvindelige stafethold på 4x100m.

TIP OS: Tip os om flere andre aprilsnare fra i år. Skriv til Christian Jørn på christian@dansk-atletik.dk, så tilføjer vi dem listen nedenfor.

 

1) 4X100M SATSER MED 4X400M MÅLSÆTNING PÅ DOBBELTSTAFET TIL EM

Nu hvor OL er blevet udskudt et år, og vi med næsten 100% sikkerhed allerede har kvalificeret os på 4x100m til EM, så er vi i fællesskab med miklar.dk (landstræner Mikkel Larsen, red.) blevet enige om, at vi går all in på en dobbelt! Vi satser nu også på 4x400m til EM i Paris!

Sådan lyder det på stafetholdets Instagramside the_danish_relayteam.

Relay

De fik senere i en kommentar afmystificeret hele missæren og bekræftede, at der var tale om en aprilsnar. Så hvor godt 4x100m stafetholdet ville have klaret sig på en 4x400m må stå hen i det uvisse foreløbigt. 

> LINK: Gå til aprilsnaren fra stafetholdet her

 

2) DGI APRILSNAR: “Ny app finder genveje til dovne motionister”

Med ”Smutvej" kan du nemt skære 50% eller mere af din hurtigste tid på dine populære ruter….”. Sådan starter hvad der utvivlsomt er en aprilsnar fra DGI på siden vorespuls.dk.

Screenshot 2020-04-03 18.37.18

Skærmbillede fra artiklen her

Aprilsnaren fortsætter således:

Har du svært ved at komme under en time på din løbetur på 10 kilometer? Er du træt af al den tid, det tager at cykle 60 km på racercyklen? Eller er din daglige gåtur lidt langtrukken?

Så kan du nu få hjælp af app'en ”Smutvej”.

”Det er super simpelt. Vi har samlet alle smutveje i hele Danmark, og når du taster din sædvanlige løberute på 10 km ind, så går vores algoritme ind og med det samme finder en hurtigere rute,” fortæller Tom Gang, der fik ideen under en hård Trim-dag med sin søn.

”På den her måde er du hurtigere hjemme på chaiselongen med en omgang kartoffelchips og et afsnit af Horton-sagaen på Smart TV'et – hvem har ikke lyst til det?" spørger Tom Gang retorisk.

GPS-tracking af ræve

Det har ikke været nogen nem opgave at lokalisere samtlige smutveje i Danmark, men man blev tidligt klar over, at ræven er et af verdens bedste pattedyr til at finde smutveje.

”Ræve er dyrenes ninja. De kender samtlige smutveje, og det var derfor hurtigt den metode, vi gik med,” fortæller Ruth E. Plan, som er ansvarlig for kortlægningen. Hun uddyber:

”Vi indfangede ganske enkelt næsten hele Danmarks besætning af ræve og skød en chip ind i nakken på dem, så vi kunne tracke dem.”

Men det var naturligvis ikke uden udfordringer, og især de fynske ræve viste sig snedigere end forventet.

”Det lykkedes os kun at fange en gammel hanræv på Vestfyn. De fynske ræve er bare snedigere end eksempelvis de københavnske, som nærmest kom hen i favnen på os. Derfor ser I også en stor koncentration af smutveje i København og omegn – og knap så mange på fyn,” fortæller Ruth E. Plan.

Gudrun skar 54 minutter af sin tid

"Smutvej" har ikke været på markedet i lang tid, men allerede nu mærker almindelige danskere effekten af den.

Danmarksrekorden for den hurtigste fem-kilometer er for længst slået. Gudrun på 74 år formåede forleden, blot ved at træde uden for sin dør, at skære hele 54 minutter af sin hidtidige hurtigste fem-kilometer-tur på 55 minutter.

”Grundlæggende forstår jeg det ikke. Men jeg er lykkelig over, at det lykkedes mig at blive så hurtig," fortæller hun.

Mangler at kortlægge havets smutveje

I øjeblikket arbejdes der på at udvide appen. Der er bl.a. kommet mange henvendelser fra kajakroer og andre sejlsport-mennesker, der ikke kan bruge appen på havet.

Men en løsning er undervejs, da Rut E. Plan allerede er gået i gang med at chippe samtlige ål i det danske farvand.

”Ålen er havets ræv, det ved enhver. Ikke nok med de er snedige – de er også slibrige,” konstaterer Ruth E. Plan. Udvidelsen af ”Smutvej” forventes engang i 2025.

> LINK: Gå til aprilsnaren fra DGI her

 

3) THIJS NIJHUIS SKIFTER TIL BJERG- OG TRAILLØB

92010567_634919060632135_5076747710053220352_n

Foto: Privatfoto.

Facebooksiden for Dansk Atletiks trail- og bjergløbslandshold forsøgte man 1. april at overbevise følgerskaren om, at maratonløberen og OL-kvalificerede Thijs Nijhuis var skiftet til trail- og bjergløb. Landstræneren, Søren Rasmussen, berettede således om ændringen af disciplin i aprilsnaren:

Så er det ganske vist! Dansk Atletikss trail- og bjergløbslandshold har netop sikret sig sin største rekruttering til dato.

Thijs Nijhuis, der, som alle ved, oprindeligt havde kvalificeret sig til årets – nu udsatte - OL marathon, har i skuffelse herover gemt sig bort i et vestjysk sommerhus gennem flere uger.

Alene og afsondret har han henlagt sine daglige træningsture til omkringliggende skove og strandens klitområder. Her har han brændt frustrationer af og funderet over karrieren.

Og terrænet har sneget sig ind på ham. Han har kunnet li’ de ekstra udfordringer, det har givet, fundet motivationen igen og mærket ny længsel efter længere, vildere, mere.

Hjemme ved kaminen har videoer med Kilian, Walmsley og Nørfelt fanget interessen, og som traillandsholdets udtagelsesansvarlige har undertegnede haft ham i røret hver anden dag. ”Hvad tænker du om et evt. step-up i karrieren med fokus på trail og de aller højeste bjerge? Er jeg klar? Ville jeg kunne? Tør jeg? Og hvor stærk er egentlig ham Peter Bech?”

Jeg har ikke været i tvivl. Alle ved jo, at Thijs er født hollænder, og at bjergene på hans families oprindelige hjemstavn er dobbelt så høje som her i Danmark. Den slags nedarver sig i genetikken gennem generationer. Forudsætningerne ligger lige for.

Og nu står det fast. De hidsiggrønne Vaporfly med carbonplader skiftes ud med mudderfarvede trailsutter, bakkeintervallerne i klitterne sættes i system, og træningen intensiveres fremadrettet med løbeture mindst hver anden dag.

Når de første sejre kommer, sættes lægestudiet på stand-by. Thijs er ikke typen, der gør noget halvt. Og som han selv siger, efter undertegnede har indgydet ham den tilstrækkelige tro på projektet: ”Ja, men hvor svært kan det også være? Kilometertiderne er over 4.00, og mindst halvdelen går jo ned ad bakke.”

Målet er VM bjergløb på Lanzarote til november, og med en nylig FKT hen over 3 broer i Århus er en udtagelse allerede garanteret.

Som eneste dansker forventes det, at Thijs stiller til start både på den korte og lange distance, samt i alle evt. åbne løb, når han alligevel er der.

Velkommen på holdet, min ven!

>LINK: Gå til aprilsnaren om Thijs Nijhuis her

 

4) MATHILDE KRAMER SKIFTER TIL 100M HÆK

I disse tider hvor corona-situationen giver én ekstra meget tid til at tænke, har jeg indset at det er tid til ændringer. Nu er det all-in på 100m hæk frem mod OL 2021!

Sådan lyder det på sprinteren Mathilde Kramers Instagram profil.

Mathilde

Hun bekræftede senere, at der var tale om en aprilsnar.

Aprilsnar - som de fleste også har gættet, men tak for støtten til de der troede det var sandt.”, skriver hun i en kommentar. 

Det kunne måske være realistisk for nogle at tro. Til DM Inde tidligere i år var hun tilmeldt 60m Hæk, men meldte fra pga. sygdom. Hun har også tidligere gjort det rigtig godt på netop 100m Hæk. 

> LINK: Gå til aprilsnaren fra Mathilde Kramer her

 

Tip os om flere andre aprilsnare fra i år. Skriv til Christian Jørn på christian@dansk-atletik.dk, så tilføjer vi dem listen nedenfor.

© Copyright Dansk Atletik Forbund