Loading...

Foto: Lars Møller

ROYAL RUN

Royal Run aflyst i 2020. Se dato fastlagt i 2021.

19. maj 2020 · Christian Jørn

På baggrund af corona-situationen aflyses Royal Run 2020. Samtidig er datoen for Royal Run 2021 planlagt til 2. pinsedag, 24. maj, og d. 17. maj i Grønland.

På grund af covid-19 blev dette års Royal Run i første omgang udsat til efter sommer, men nu har en enig styregruppe besluttet at aflyse Royal Run 2020.

Vores vigtigste opgave er at sikre alle deltageres sikkerhed og sundhed, og vi mener ikke, at det er realistisk og forsvarligt at samle så mange mennesker til Royal Run efter sommer. Det er ærgerligt, for vi er mange, der havde håbet på og glædet os til, at det kunne være muligt at mødes til en stor fællesskabsfest i løbeskoene,” siger DIF-direktør Morten Mølholm på vegne af Royal Runs styregruppe.

Kronprinsen udtaler i forbindelse med aflysningen:
"Royal Run har på få år udviklet sig til en dag med fest, farver og frem for alt et fantastisk løbefællesskab på tværs af landet. Tusindvis af mennesker har bakket op, både som deltagere og som tilskuere – det har været en sand folkefest. Men, at samle så mange mennesker i starten af september i år virker ikke længere realistisk. Royal Run vil ganske enkelt ikke kunne afvikles i den ånd, som har kendetegnet løbet – et samlingspunkt for danskerne på tværs af alder, på tværs af kongeriget. Jeg vil i stedet, sammen med min familie, se frem mod pinsen 2021, hvor vi forhåbentligt kan samles igen til et Royal Run, som vi kender det. Indtil da håber jeg, at alle bevarer glæden ved løb og fysisk udfoldelse."

Ser frem til pinsen 2021

Selv om der er en risiko for, at samfundet endnu ikke er blevet corona-frit i maj 2021, planlægger Royal Run-arrangørerne frem imod at kunne samle danskerne til Royal Run.

Royal Run er en folkefest og en motionsbegivenhed, der motiverer mange danskere til at komme ud at røre sig og deltage i fællesskabet. Vi tror og håber, at vi til maj næste år er kommet ud på den anden side og atter kan samles i det store idrætsfællesskab, og vi sætter derfor denne dato,” begrunder Morten Mølholm.

Tilmeldinger overføres

Royal Run 2021 bliver afholdt i de samme byer, som var planlagt til 2020-udgaven, og de godt 70.000, der lige nu er tilmeldt Royal Run 2020, vil automatisk blive overført til 2021. Skulle man være forhindret i at deltage i 2021, kan man til få pengene refunderet indtil d. 8. september.

Tilmeldingen til Royal Run 2021 åbner på et senere tidspunkt.

 

Links for mere information

 

Fakta Royal Run 2021

  • Royal Run bliver afholdt i Nuuk d. 17. maj
  • Royal Run bliver afholdt i Danmark d. 24. maj, 2. pinsedag.
  • De danske byer er Sønderborg, Aalborg, Odense og København/Frederiksberg
  • I Rønne på Bornholm er der også Royal Run 24. maj, dog uden kongelig deltagelse.

© Copyright Dansk Atletik Forbund