Celina Julin til højre. Foto: privatfoto
Celina Julin sæsondebuterer med ny dansk rekord i hammerkast
21. maj 2020 · Christian Jørn
2019 var et år med mange nye danske rekorder i atletikken. 2020 udendørs sæsonen har ladet vente på sig pga. Corona-virussens hærgen, men nu er der så småt begyndt at blive åbnet op for mindre stævner igen. Ved et af disse stævner skulle vi få den første danske rekord i 2020. Det var hammerkaster, Celina Julin fra Sparta Atletik, der med et kast på 64,60 meter forbedrede sin egen danske rekord fra 2018 på 63,49 meter.
Celina har været ude i meget af 2019 med en skade men er nu stærkt tilbage. Det var også planen, at hun skulle have deltaget ved European Throwing Cup i Portugal i slutningen af marts, men det blev aflyst pga. Corona-virussen.
I flere af atletikkens discipliner skal man typisk lige konkurrere sig igang i starten af sæsonen førend man ser markante forbedringer resultatmæssigt, men ifølge landstræner i kast, Carsten Bomme, er det ikke tilfældet for flere kastediscipliner. Her kan man ofte se mange kastere præstere rigtig flot ved deres først konkurrencekast på sæsonen, hvorfor det ikke vil overraske ham hvis vi over det kommende stykke tid ser flere kastere præstere rigtig flot her i deres sæsondebuter.
Ved stævnet kastede tidligere dansk rekordholder i diskoskast, Kathrine Bebe, 57,09 meter.
NY ÅRGANGSREKORD FOR D21
Casper Jørgensen kastede ved stævnet ny årgangsrekord for D21 med et kast på 54,78 meter. Hans egen PR er 56,58 meter fra 2019, men her tilhørte han årgangen D20.