Dansker har gjort spring viralt med Jumpers World på Instagram
14. juli 2020 · Christian Jørn
Danske Andreas Trajkovski har siden 2015 gjort spring viralt med Instagram-siden Jumpers World. Her har han samlet over en kvart million følgere der følger med i alle slags spring fra flere forskellige sportsgrene. Hør historien bag Jumpers World her.
Atletik er mange discipliner. Spring er én af dem. Inden for denne disciplin har Andreas Trajkovski gjort sig bemærket som en af Danmarks bedste springere over årene, men nu har han også formået at gøre sin passion til en mulig levevej samtidig med, at han får udbredt sporten til store dele af verden. Han tænkte i 2015 på, at der var et behov for at skabe et nyhedssite for spring da han ikke selv kunne finde ét. Derfor begyndte han selv, og siden da er det gået vildt for sig.
Jumpers World er en Instagramside for spring. Foto: Christian Jørn.
“Det startede tilbage i 2015. Jeg sad på mit værelse på college på mit 1. år af collegiate level. Jeg sad og tænkte på hvor man kan se nyheder med atletikken? Er der nogle… der var ikke nogle nyheder med spring. Det var mere sprint og langdistance som blev highlightet på de forskellige nyhedsbureauer. Jeg følte lidt, at det var lidt trist, at der ikke kom den form for attention og opmærksomhed til springere, fordi jeg føler lidt, at springere burde få lige så meget opmærksomhed som sprinterne gør. Jeg sad på mit værelse og tænkte, at FloTrack bare var langdistance, RunnersSpace også langdistance. Hvor er der noget hvor man kan se springene henne? Jeg sad så på mit værelse og tænkte, at jeg sku laver mit eget.”
Han oprettede dengang Instagram-siden Jumpers World, og oplevede hurtigt interesse for spring.
Andreas Trajkovski på Østerbro Stadion hvor vi mødte ham til et interview. Foto: Christian Jørn.
Siden den dag i 2015 er det kun gået én vej med visionen, der altså startede som en hobby og nu er et registreret firma i både USA og Danmark.
“Jeg kan huske, at min første video var med Christian Taylor - ham der vandt OL i London og i Rio i trespring - hvor jeg lagde en video ud af ham. Han startede med at like videoen og kommentere den. Lige siden der er det bare eksploderet med nye følgere, og det er bare gået fremad, og det er gået helt vildt fantastisk.
Det tog rigtig fart efter to måneder da jeg havde siden. Jeg startede med at lægge 1-3 videoer ud dagligt med tidligere aktive - med folk som Carl Lewis, Powell osv. Jeg vidste på det tidspunkt ikke hvad jeg skulle gøre med det, for det var jo bare en hobby. Det endte efter tre måneder med, at jeg fik 10.000 nye følgere, og det begyndte bare at stige, stige og stige. Flere store springere begyndte at følge min side, og flere skrev til mig og spurgte om jeg kunne dele deres video. Så tænkte jeg, at det måske godt kunne blive til noget i fremtiden hvis jeg fokuserede på atletikkens spring. Det gjorde jeg så. Det gik hurtigt siden da.”
ALLE SLAGS SPRING VISES
I starten var det primært trespring, længdespring og højdespring, men sidenhen vises der alt muligt med spring.
“Grunden til at jeg gik over til andre sportsgrene er fordi, at jeg synes det er fantastisk at se talenter rundt omkring i verden der kan hoppe, f.eks. basketballspillere der dunker, og folk der lave stående vertikale spring. Det er gået fra at være kun atletik til basketball til volleyball og til alt, der har noget at gøre med spring.
Jumpers World er dog stadig atletikfokuseret. Mit mål er selvfølgelig at udvide det til, at det bliver de forskellige sportsgrene rundt omkring i verden inden for spring.”
Foto: Christian Jørn.
Efter Jumpers World fik mere end 200.000 følgere har han mærket en meget øget interesse fra andre.
“Efter jeg fik 200.000 følgere, så kunne jeg godt mærke, at det begyndte at kunne blive en stor forretning. Jeg har registreret et firma i USA som LLC. og nu har jeg et registreret ApS i Danmark. Så nu har jeg jo et registreret firma, samt fået patent på mit logo og navn. Det er blevet til et firma hvor vi genererer mange millioner visninger om måneden. Vi genererer lige nu 30 millioner visninger om måneden bare på Instagram.”
FRA HOBBY TIL NOGET MERE
Hobbyen er med successen gået over til at være nært et fuldtidsarbejde. Andreas bruger omkring 6-8 timer hver dag på sin telefon for at finde frem til de mest interessante videoer med spring som han kan dele.
“Det er blevet mere et fuldtidsarbejde nu end tidligere. Jeg har mulighed for at arbejde sammen med andre firmaer hvor de betaler mig for en vis reklame fordi siden er blevet så stor og genererer så mange visninger, så vil de gerne bruge min platform for at reklamere deres produkt. Det har vi gjort lidt af.”
Efterspørgslen efter at komme på siden bliver større og større.
“Jeg får omkring 300 såkaldte DM’s (personlige indbakke-beskeder, red.) om dagen på Instagram. Det er nogle videoer som folk sender mig. Det kan være mange videoer. Jeg synes det fedt for når jeg lægger nogle videoer ud af folk så bliver de glade. De deler den med deres venner og skriver, at “se, Jumpers World har delt en video med mig!”. Det gør mig glad.”
Andreas har dog stadig benene på jorden selvom det går rigtig godt.
“Jeg prøver at være så ydmyg som overhovedet muligt. Jeg ved, at rigtig mange mennesker har prøvet at gøre det her som jeg har, og som ikke har nået det de gerne ville. Det kræver hårdt arbejde og mange timer.”
Jumpers World har fået en stor følgerskare hvoraf nogle af dem endda får tatoveringer af Jumpers World logoet. Foto: Christian Jørn.
Foto: Jumpers World
SOCIALE MEDIER GØR DET MULIGT AT FØLGE MED
Sociale medier betyder en stor del i dag, ifølge Andreas. Det gør det ifølge ham mere muligt at følge folk andet end blot at se deres resultat.
"Det at have sociale medier og gå op i sig selv kan betyde, at man på længere sigt har mulighed for at opdatere sine følgere eller sine fans på længere basis. Du vil jo gerne vide hvordan det går med en atlets træning hvis han f.eks. løber 45,50 sek. på 400m. Normalt så skriver folk bare en email eller ringer til dem. I dag kan du følge op bare på deres status på Twitter, Instagram, Facebook m.m. Det har ændret sig meget siden dengang vi var yngre i 90’erne. Helt klart.”
Foto: Christian Jørn
MÅLENE ER HELT STORE FOR JUMPERS WORLD
Målene er mange for Andreas efter han har set lidt af hvad det forhåbentlig kan drives til.
“Et af målene er at samarbejde med mange store forbund som f.eks. Dansk Atletik, det franske forbund, det engelsk britiske forbund som jeg er i kontakt med lige nu, da vi gerne skal se på hvad vi kan gøre for at udbrede atletik. Det kunne jeg godt tænkte mig at gøre en dag. Samt hjælpe med at brande deres stævner og få mere opmærksomhed og ansigter rettet mod atletikken. Vi mangler opmærksomhed. Der er ikke så meget hype i forhold til andre sportsgrene.
Udover det vil jeg også gerne, at Jumpers World bliver en form for Grand Prix tour med forskellige stævner rundt omkring i forskellige lande. Det er mit største mål inden for Jumpers World.”
Andreas Trajkovski bruger 6-8 timer om dagen på Jumpers World. Foto: Christian Jørn.
Følg ihærdigt med hos både Jumpers World her på Instagram samt på Andreas Trajkovskis egen profil her. Vil man se hans meritter i atletikken kan man se det på statletik.eu her.