DM 10 km aflyst i sidste øjeblik grundet COVID-19
18. september 2020 · Christian Jørn
Det "nye" DM 10 km skulle have været afholdt nu på søndag ved Flakkebjerg men aflyses nu grundet COVID-19 udviklingen.
Claus Hechmann tog sammen med HMRC Racing teten på at få genskabt det ellers aflyst DM 10 km der tidligere i år blev aflyst da Royal Run 2020 blev aflyst pga. COVID-19.
Claus Hechmann ved Senior DM i august inden 10.000m. Foto: Christian Jørn.
Mesterskabet skulle have været afholdt nu på søndag den 20. september, men er aflyst grundet de skærpede COVID-19 restriktioner der netop er meldt ud fra regeringen.
Beskeden fra arrangøren HMRC Racing og Claus Hechmann er følgende:
"Efter regeringens udmelding om skærpede COVID-19 regler ser vi os desværre nødsaget til at aflyse søndagens DM10. Det gælder samtlige felter. Vi beklager naturligvis meget, og HMRC har truffet beslutningen i samråd med DAF.
Alle deltagere vil modtage en mail med info om evt. tilbagebetaling af startgebyr."
Tidligere i år skabte netop Claus Hechmann et meget omtalt løb på den nu næsten ikoniske Flakkebjerg-rute. Det var et 5 km landevejsløb hvor han gjorde meget ud af at få det hele til at gå op. Han aftalte næsten med løberne hvilken formation de skulle løbe i for at komme hurtigt rundt om sving osv. Det kom der flotte tider og en dansk rekord på 5 km ud af. DM 10 km skulle have været samme sted. Løbemiljøet havde glædet sig. Men desværre er det nu aflyst.