Loading...

UNGDOM

Nyt format genskabte pludseligt aflyst holdkamp for de unge

05. oktober 2020 · Christian Jørn

En aflyst traditionel holdkamp førte til et nyt initiativ kaldet ‘September Games’ til stor glæde for de unge. Det var en virtuel holdkamp afholdt af initiativrige kræfter og klubber i øst som erstatning for de ellers aflyste uofficielle Østdanske Holdmesterskaber.

Trongårdens IF skulle have afholdt de uofficielle Østdanske Holdmesterskaber den 9. september, men arrangementet blev aflyst pga. nye Corona-restriktioner, hvor man kun kunne være 50 på inderkredsen samtidig. Det så derfor ud til, at der ikke ville blive en holdkamp for de helt unge. Det skulle initativrige Søren Speich Sørensen få ændret til stor glæde for de unge rundt om i klubberne. Konceptet ‘September Games’ gjorde det muligt at etablere en slags virtuel holdkamp. Efter kort dialog med flere klubber bakkede nok op om det så det blev aktuelt.

Se her invitationen til arrangementet.

 

FLOT OPBAKNING

Halvdelen af klubberne valgte at deltage i konkurrencen i løbet af september, hvilket jeg synes er meget flot med tanke på, at det er et nyt koncept og klubberne blev spurgt med meget kort varsel”, siger initiativtager Søren Speich Sørensen.

Mange ungdomsledere tager godt imod nytænkning og mange syntes at idéen var god og så var det bare om at køre på og skabe noget for de unge atleter” fortsætter Søren.

Heldigvis førte dialogen med klubberne også til, at den oprindelige Øst holdkamp 12-13 år blev afviklet i 3 versioner, Mix-holdkampen hos Helsingør, Pige-holdkampen hos Amager AC og Drenge-holdkampen på Østerbro afholdt i fællesskab af Sparta og KIF. Så September Games har været en kombination af resultater fra de traditionelle holdkampe og andre stævner undervejs bl.a. Afslutningsstævnet i Greve, men også de lokale klubstævner, som enkelte klubber har arrangeret undervejs. 

Alle resultaterne blev samlet i Roster Athletics app’en, hvor deltagerne løbende kunne følge med i stillingen.

Formand I Roar Atletik, Jesper Breum Eriksen, synes rigtig godt om arrangementet.

Grunden til at Roar Atletik deltog i 'September Games' er fordi vi synes, at stævnekonceptet er helt fantastisk og nytænkende. Vores klub er ikke så stor, men har rigtig mange helt nye medlemmer der aldrig har været med til et ”rigtigt” atletikstævne og som synes det godt kan være lidt skræmmende at skulle ud et fremmed sted med mange andre atleter, der måske er meget mere erfarne end en selv. Ved at vi selv kan afholde et mini-stævne en almindelig træningsaften på vores eget stadion gør, at de fleste af disse atleter får prøvet de forskellige øvelser af, men samtidig er under lidt positivt konkurrencepres, da der jo bliver målt og taget tid som til et rigtig stævne. Flere forældre er også tidspresset i weekenderne, så ved at vi kan afholde øvelserne til en almindelig træning hjælper vi også forældrene i en travl hverdag, særligt i starten af de unges atletikkarriere, hvor de er usikre på om de vil fortsætte og deltage i almindelige stævner. I øvrigt er det jo også sjovt at kunne følge med på Roster Athletics app’en og derved sammenligne sine resultater med de andre klubbers.

Også de unge synes om ideen. Sofie fra Fredensborg Atletik Klub fortæller følgende om 'September Games': “Jeg synes det var en rigtig god oplevelse. Man fik rigtig meget ud af det, og det var sjovt især at lave stafetten.” Anna også fra Fredensborg Atletik Klub siger, at “man fik oplevet nogle nye ting man ikke har prøvet før. Og så fik man også hygget sig lidt med de andre også. “

Initiativtager Søren Speich Sørensen siger følgende om 'September Games'.

Vi har forsøgt at lave konceptet så enkelt som muligt. De deltagende klubber har sendt en deltagerliste med discipliner ind, som så oprettes i stævnesystemet Roster Athletics. Alle atleter oprettes under alle discipliner og hvis en klub f.eks. beslutter sig for at springe længdespring til en træningsaften, så vælger man klubnavn og længdespring i Roster Athletics app’en. Træneren eller en hjælpende forælder kan så taste resultaterne direkte ind. Resultaterne er så indgået i den samlede pointscore i løbet af september, ligesom resultaterne automatisk lander på Statletik som fra ethvert andet stævne. Det skal være så enkelt for klubberne at deltage som muligt. Spørgsmål er blevet besvaret løbende under en decideret FAQ og på en Facebook-side hvor stillingen også løbende er blevet opdateret."

Global Sport Danmark satte 3 gavekort på højkant til nr. 1 (1.000 kr.), nr. 2 (750 kr.) og nr. 3 (500 kr.) i hhv. pige og drengeklassen. Pigernes klasse blev vundet af 1) Sparta, 2) Ballerup og 3) FIF og hos drengene vandt 1) Sparta, 2) Ballerup og 3) Herlev. I alt deltog 12 pigehold og 10 drengehold.

Søren Speich Sørensen gør sig samtidig tanker om, at dette format kan være en back-up såfremt sporten fortsat er underlagt Corona-restriktioner når vi når til indendørs sæsonen.

Hvis Corona-restriktionerne fortsat er til stede vinteren igennem som umuliggør de sædvanlige indendørs stævner, så kigger vi nærmere på om konceptet kan udbredes til flere årgange og hele landet. Interesserede må meget gerne kontakte mig (sorenspeich@yahoo.com)."

Søren er selv aktiv i Sparta og KIF’s stævneudvalg og hjælper disse to klubber med at afvikle stævner på Østerbro Stadion. 

© Copyright Dansk Atletik Forbund