Loading...

TRACKFIT

100 nye medlemmer med TrackFit

11. november 2020 · Christian Jørn

I Fredensborg har de på lidt over et år fået 100 medlemmer ved at starte TrackFit. Det er så stor en succes at de også lige har startet et hold op i Kokkedal. Jeres klub kan også få succes med TrackFit. Vi kommer gerne ud og hjælper jer!

I Fredensborg har de bevist, at atletikken rummer et meget stort uudnyttet potentiale. Den måde vi træner på i atletikken, er kolossalt alsidig og spændende. I Fredensborg har de med TrackFit flyttet fokus fra konkurrencen og gjort atletikkens grundtræning til det produkt, som de sælger.

I denne video fortæller træneren Gorm og nogle af medlemmerne, hvorfor TrackFit er fedt.

 

HVAD ER TRACKFIT?

Til alle jer der kender atletikken, så kan TrackFit på en meget kort måde beskrives som vores alsidige og hårde vintertræning. Så ved alle hvad det handler om.

Til dem der ikke kommer fra atletikken, kan TrackFit beskrives således.
TrackFit er atletikkens effektive grundtræning. Det er sjov og motiverende udendørs funktionel træning. Træningen gør dig sundere, stærkere, hurtigere, smidigere og mere udholdende. Fokus er på fællesskabet frem for konkurrence. Du bestemmer selv hvor hårdt det skal være, og du træner i et fællesskab, hvor alle kan være med. Du kan deltage uanset dine færdigheder og fysiske form. Kom og vær med!

DANMARKS STØRSTE OG FEDESTE UDENDØRS TRÆNINGCENTER

TrackFit trænes på atletikstadion. Det betyder, at du er udenfor hele året rundt og får en masse frisk luft, mens du træner.  Et atletikstadion er en helt unik ramme, og mulighederne er uanede for at lave alsidig træning.

TRACKFIT BLIVER ALDRIG ENSFORMIGT. IKKE TO GANGE ER ENS!

Træningen består blandt andet af cirkeltræning, kast med f.eks. medicinbolde og kugler, styrketræning med og uden vægte, sjipning, trappe- og bakkeløb, stafetter og ikke mindst forskellige løbelege og intervalløb på banen. Træningen er en kombination af individuelle-, par- og holdøvelser.

Potentialet for TrackFit understøttes af udviklingen i danskernes idrætsvaner, hvor fitness er den idræt, der har klart den største fremgang i antal medlemmer. TrackFit kan sagtens sættes i samme kategori med fitness. Træningscenteret er bare skiftet ud med atletikstadion og suppleret med foreningslivets fællesskab. Ligesom fitness kræver TrackFit ingen færdigheder for at komme i gang.   

TrackFit er nu også ved at blive startet op i forskellige andre foreninger rundt omkring i Danmark. Udover i Fredensborg er de startet i Slagelse og i Sæby. En række andre foreninger har meldt at de også er interesseret i at starte op.

Maria Severin fra Dansk Atletik og Jesper Mølgaard fra DGI kommer også gerne ud på besøg hos jeres forening og evt. laver en TrackFit-træning med jer og holder et kort møde, hvor vi kan drøfte mulighederne for TrackFit i jeres forening.

Vi vil så gerne høre fra jer!

Se mere om TrackFit på www.TrackFit.dk

© Copyright Dansk Atletik Forbund