Loading...

Foto: James Yarema

Årsmøde

Invitation til tre virtuelle dialogmøder om Dansk Atletiks udvikling

24. november 2020 · Christian Jørn

Økonomien er presset, kontingentet er foreslået at stige – og samtidig skal vi udvikle vores sport og blive flere. Hvordan finder vi de bedste løsninger? Både her og nu og for den nærmeste fremtid. Dansk Atletiks bestyrelse inviterer til tre virtuelle dialogmøder i de kommende måneder. Mød bestyrelsen og den administrative ledelse, deltag i debatten og vær med til at pege på de indsatser, der skal bringe atletikken videre.

Dansk Atletik har besluttet at udsætte Årsmødet til foråret 2021. Indtil da inviterer vi til tre dialogmøder om nogle af de temaer, vi skulle have drøftet på Årsmødet. Vi har på forhånd udpeget tre vigtige temaer, som vi ønsker at drøfte med klubberne. Mødet indledes med et kort oplæg fra bestyrelsen, hvor det aktuelle tema præsenteres. Herefter er der spørgsmål og debat.

Møderne afholdes online og varer halvanden time. Målgruppen er klubledere og bestyrelsesmedlemmer i klubberne. Ønsker man at deltage, skal man sende en mail til daf@dansk-atletik.dk. Så modtager man en indkaldelse med et link til det program, vi bruger til at afvikle møderne. Alle møder afholdes i tidsrummet fra kl. 19.00 – 20.30. Her er mødedatoer og temaer:

  • Torsdag den 3. december: Hvor skal pengene komme fra?
  • Tirsdag den 26. januar: Vi skal være flere – hvordan lykkes vi med det?
  • Onsdag den 3. marts: Hvordan får vi et attraktivt stævne- og mesterskabsprogram? 

 

Dialogmøde #1: Hvor skal pengene komme fra?

Bestyrelsen har fremsat et helt afgørende forslag om at forhøje klubbernes årlige kontingentbetaling til forbundet. Baggrunden er, at forbundet har en yderst anstrengt økonomi efter et økonomisk belastende VM Cross sidste år samt et 2020, hvor indtægterne fra vores store events er faldet bort på grund af coronaen. Kontingentet til Dansk Atletik har ikke været justeret siden 2011. Men hvad siger klubberne? Hvor meget skal det koste at være medlem af Dansk Atletik? Hvilke andre løsninger er der, så forbundets – og også klubbernes – økonomi bliver styrket?

Dialogmøde #2: Vi skal være flere – hvordan lykkes vi med det?

Der er ca. 40.000 medlemmer i Dansk Atletik. Et tal der har været omtrent det samme de seneste mange år. I samme periode er antallet af danske motionsløbere vokset til ca. 1,8 mio. Vi skal være mange flere, der dyrker atletik, løb og gang. Hvordan lykkes vi med det og hvordan skal vi prioritere de indsatser, der skal skabe vækst og fremgang for atletikken? Hvilken rolle har forbundet og hvilken rolle har klubberne? Ser vi de rigtige muligheder og har vi de rigtige tilbud?

Dialogmøde #3: Hvordan får vi et attraktivt stævne- og mesterskabsprogram?

Vores sport er kendetegnet ved et hav af løb, stævner og events. Og antallet af mesterskabsstævner fylder også kalenderen godt ud. Hvert år er der ledere, trænere og aktive, der stopper med atletikken, fordi stævnebelastningen er for stor. Samtidig er det ofte svært at finde arrangører til de mange mesterskabsstævner.  Gør vi det på den rigtige måde? Er der andre løsninger, der kan reducere udbuddet af aktiviteter, skabe færre, men endnu bedre stævner og mesterskaber?

 

Vi håber rigtig meget at du – og måske flere fra klubbens bestyrelse? – har tid, lyst og lejlighed til at deltage.

 

Med venlig hilsen 

På vegne af Dansk Atletiks bestyrelse

Karsten Munkvad, formand og Bent Jensen, næstformand

© Copyright Dansk Atletik Forbund