Loading...

Foto: Viking Atletik

Historie

Stor hæder til afdød atletikmand

23. november 2020 · Christian Jørn

Stifter af Viking Atletik, Preben Mortensen, døde i oktober 2019. Nu hædres hans store arbejde for lokalsamfundet og atletikken gennem at få omdøbt et stykke vej på Bornholm.

/Nedenstående er forfattet af Aase Friedrichsen.

Viking Atletik har anmodet kommunen om at omdøbe et lille stykke vej mellem Torneværksvej og Rønne Stadion Nord efter Preben Mortensen, der døde i oktober 2019. Klubben er en af landets største atletikklubber, og derfor ønsker klubben at hylde grundlæggeren af Viking Atletik.

Preben var formand for Viking Atletik i flere perioder, sammenlagt i hele 24 år.

Den administrative behandling af sagen er fuldført og godkendt, fortæller klubbens formand, Claus Clausen. Vejskiltet er ikke rejst endnu, da der skal gå nogle uger, mens diverse databaser opdateres.

Preben startede det moderne Viking Atletik tilbage i starten af 70'erne, efter at atletikken på Bornholm ikke havde eksisteret i mange år. Langsomt fik han bygget klubben op fra helt bar bund, og især blev baneatletikken hans hjertens barn, og rigtig mange børn og unge har startet atletikken med Preben som deres første træner. Fra 1998 blev Preben også en del af veteranudvalget, sammen med Arne Hansen og Carl Friedrichsen, hvor han var med til at udvikle veteranatletikken internationalt i forhold til europa- og verdensmesterskaberne. Således var han f.eks. teamleder for det danske hold i Potsdam, ligesom han var jury ved de danske mesterskaber for veteraner.

Preben har også modtaget guldnålen fra Dansk Atletik Forbund.

Preben var et meget socialt menneske, som kunne snakke med alle. Han var klubbens ”far,” men han opnåede også at være formand for Bornholms Atletikudvalg, ligesom han sad i Idrætsrådet. De sidste år led Preben desværre af demens, hvor hans kone var hans trofaste hjælper og støtte. Det sidste halve år boede Preben på Snorrebakkens plejecenter i Rønne, som han også oplevede som et godt sted.

Preben Mortensens Alle er en tak for Prebens næsten 50 års indsats for atletikken, og vi er mange, der glæder os over, at hans kone Grethe nu skal opleve denne hædring af hendes afdøde mand.

© Copyright Dansk Atletik Forbund