Loading...

LANDEVEJSLØB

Thijs er optimistisk forud for Valencia Maraton

05. december 2020 · Christian Jørn

Søndag den 6. december løber OL-kvalificerede Thijs Nijhuis fra Viborg Atletik & Motion sit 5. maraton. Det sker ved Valencia Maraton. Det er et løb for ham der har været planlagt siden marts før Coronaen. Thijs forhåbninger er en ny PR og så at få mere erfaring på maratondistancen inden OL i 2021.

/ Løbet starter kl. 8.30 for herrerne. Se mere på AKTUELT-siden her.

I februar måned løb Thijs Nijhuis Sevilla Maraton på 2.10.57, der kvalificerede ham til OL og gjorde ham til den næsthurtigste dansker nogensinde. Kort efter kom morgendagens Valencia Maraton på planen. Dengang havde Thijs blot Valencia Maraton planlagt med ideen om, at det skulle være løbet han skulle løbe efter et OL i august og bryllup i september. Begge ting blev udskudt, og nu er Valencia Maraton så blevet til det maraton der skal hjælpe Thijs i OL-forberedelsen.

Vi tog en samtale om maratonet med Thijs få dage før afrejsen til Valencia Maraton. Hør den her.

 

HÅBER PÅ NY PR

Thijs håber på en ny PR bliver han spurgt om hvad han gerne vil opnå til Valencia Maraton.

Jeg håber at sætte PR. Det er første mål. Når man så begynder at være dernede mod PR og derunder, så kommer sub 2.10 hurtigt frem. Når jeg har løbet 2.10 vil sub 2.10 jo være det helt naturlige. Man kan sige, at derfra er der ikke langt til dansk rekord. Det kan jo være marginalerne der afgør det. Løber jeg under 2.11 igen, så er jeg meget meget tilfreds. Det er jeg sådan set også hvis jeg løber 2.12 eller 2.11.

MOTIVERET EFTER VM HALVMARATON

Thijs var ikke så tilfreds med sin præstation ved VM Halvmaraton, der trods alt var hans næstbedste resultat på den distancen nogensinde. Siden da har han haft mere ro på, og træningen går godt.

VM Halvmaraton var nok lidt et gok i nøden. Jeg tror, at jeg lavede lidt en fejl at træne lidt for hårdt op til, og havde meget tunge ben hele den sidste uge op til. Nogle gange ryger man lige over de magiske 100 procent, og så får man et halvdårligt resultat. Det er dog stadigvæk mit næstbedste halvmaraton nogensinde. Det gav blod på tanden og motivation efter jeg lige havde sundet mig en 3-4 dage. 

De sidste seks uger er kørt utroligt fornuftigt. Mange af de pas jeg lavede før Sevilla har jeg lavet igen nu, og det ser bedre ud nu. Det giver i hvert fald selvtillid.”

SKÆRPET ADGANG TIL VALENCIA

Valencia Maraton er et af de få maratonløb, der er åbnet op for igen efter Coronaen ramte. Derfor har det været meget efterspurgt at komme til start der. Thijs fortæller om løbere der løber 2.0x-tider der er blevet afvist, og han nævner da også, at han er meget glad for, at han tilbage i marts fik en fast aftale på hans start. Flere andre danskere har forsøgt at komme til start, men de er blevet afvist.

Valencia Maraton er derudover også et af de første maratons hvor folk kan løbe og igen kvalificere sig til OL efter kvalifikationsperioden blev suspenderet for en periode. Derfor er der mange, der vil forsøge at løbe omkring kravet på de 2.11.30 og måske en anelse hurtigere. Dem håber Thijs at kunne hænge på. 

 

ET GRATIS FORSØG PÅ VEJEN TIL OL

Med kvalifikationen og udtagelsen til OL sikret kan Thijs bruge Valencia Maraton til at få endnu mere erfaring, fortæller han: 

For mange bliver det jo til at være et kvalifikationsmoment her i Valencia. Der er det jo dejligt, at jeg er udtaget, og behøves i hvert fald ikke at tænke på, at hvis der nu skulle gå et eller andet galt, eller hvis jeg har et dårligt løb, så kan det i hvert fald ikke ændre min OL-status. Det er et gratis forsøg, selvom det er det jo aldrig helt når man er ambitiøs. Det værste pres på ens skuldre er i hvert fald taget af, og man kan sige, at uanset udfaldet i søndagens løb, så har jeg helt sikkert fået lagt en god periode med træning. Uanset hvad lærer jeg noget af det. Går det godt ved jeg, at de ting jeg gør spiller. Og hvis det ikke går godt må jeg tage nogle af de ting med til efterretning. Det er et fint lille læringsmoment inden OL.”

 

Starten går kl. 8.30 søndag. Vi mener, at have opfanget, at Eurosport livestreamer det på eurosportplayer.com (mod abonnement), og https://www.direktesport.no/ streamer det også.

 

Thijs’ tidligere maraton resultater:

  • 2.10.57 Sevilla Maraton, februar 2020
  • 2.18.10 VM, Doha, oktober 2019
  • 2.14.18 Düsseldorf Maraton, april 2019
  • 2.19.42 HCA marathon, September 2018

© Copyright Dansk Atletik Forbund