Loading...

COVID-19 / CORONA-VIRUS

Professionelle atleter godkendt til stævneaktivitet

08. januar 2021 · Christian Jørn

I den aktuelle Corona-situation er der nu et behov for at præcisere at indendørs trænings- og stævneaktivitet er betinget af en formel forbundsgodkendelse. Præciseringen følger de gældende retningslinjer, som er givet af Kulturministeriet og DIF.

Vores klubber og stævnearrangører skal sikre sig, at atleterne er godkendt som professionelle atleter, hvis de skal have mulighed for at træne og konkurrere indendørs i den kommende periode. Der er ikke ændret i den definition, som Dansk Atletik tager afsæt i:

  • Internationalt eliteniveau:
    • Alle DAF/ TD-indplacerede atleter (se her)
  • Nationalt senior-eliteniveau
    • Elite-træningsgrupper tilknyttet henholdsvis EKC-Ø og EKC-V
    • Medaljepotentiale på DM Senior-niveau

 

Med baggrund i den aktuelle Corona-situation, er det et vilkår for os alle, at den kommende periodes stævneaktivitet kun er tilladt for senior-eliten, d.v.s. de atleter som er godkendt som ’professionelle atleter’. Vi er desværre i en situation, hvor det nu er nødvendigt, at den enkelte atlet og/ eller atletens klub har sikret sig den formelle forbundsgodkendelse er på plads.

 

Formalia ift at blive godkendt som professionel atlet

For at Dansk Atletik kan godkende en given atlet til indendørs træning og/ eller stævneaktivitet, skal atleten selv og/ eller vedkommende klub hurtigst muligt kontakte Elite- og atletikchef Bo B. Overgaard på flg. mail: bbo@dansk-atletik.dk  

Som nævnt er minimumskriteriet for at blive kategoriseret som ’professionel atlet’ at man har medaljepotentiale på DM Senior-niveau. Den konkrete atletikfaglige vurdering foretages i Elitestaben baseret på nogle objektive krav i kombination med den disciplinspecifikke landstrænervurdering.

 

Specifikt ift stævneaktivitet for senior-eliten

Der skal lyde en kraftig opfordring til at klubber og stævnearrangører i den kommende periode tager initiativ til mindre disciplinstævner. Lige nu er det et vilkår, at vi ikke kan arrangere større indendørsstævner, lige så vel som det p.t. er vanskeligt at finde udenlandske indendørs-stævner. Derfor er vi nødt til at agerer lidt anderledes end vi ellers har for vane, og i højere grad tage initiativ til målrettede disciplinstævner.

 

Øvrig stævneaktivitet?

Det skal understreges, at de gældende Corona-restriktioner betyder, at det udelukkende er tilladt at afvikle indendørs stævneaktivitet for godkendte professionelle atleter. D.v.s. det er p.t. ikke tilladt at afvikle ungdomsstævner, klubstævner for såkaldt ’lokal elite’ eller masters-stævner.

© Copyright Dansk Atletik Forbund