Loading...

Skærmbillede fra den videoreportage Skive AM producerede under et kvalifikationsforsøg på 3000m i Skive hvor hele fem løbere klarede EM Inde kvalifikationskravet. Man kan nede i artiklen gense løbet.

INDENDØRS

Syv danskere klarede lørdag EM kvalifikationskrav

18. januar 2021 · Christian Jørn

Lørdag tog hele syv danske atletikudøvere skridtet mod indendørs EM i marts i Polen. De klarede EM kvalifikationskrav. Fem løbere gjorde det i Skive på 3000m og to på 60m i Randers. Der kan kun komme tre med i hver disciplin.

Med de nuværende restriktioner er det begrænset hvad der er af stævner. Det er kun udøvere klassificeret som ‘professionelle atleter’, der må konkurrere. Den mulighed benyttede mange sig af lørdag den 16. januar 2021. Der var et specifikt 3000m stævne i Skive med kun ét felt, og i Randers var der en hel del sprintere i aktion.

 

ET HISTORISK GODT FELT SAT OP I SKIVE

I Skive havde man sat et felt op hvor målet var klart. Der skulle klares EM kvalifikationskrav. Det er 8.00 min. Der var sat et historisk stærkt felt op, hvor alle var klar over, at man sammen skulle forsøge at løbe rigtig hurtigt. En stor indsats fra Skive AM gjorde feltet muligt, da de stillede faciliteter og arrangørkræfter til rådighed for feltet.

Fem løbere klarede kravet. Kun tre løbere udtages til EM når fristen for kvalifikation er slut den 24. februar 2021. EM Inde er den 5-7. marts. 

Resultater, 3000m EM kvalifikationsstævne, Skive AM:

  • 7.56,53 - Mikael Johnsen, AGF Atletik 
  • 7.56,86 - Jakob Dybdal, Aarhus 1900
  • 7.57,39 - Joel Ibler Lillesø, Bagsværd AC 
  • 7.57,67 - Mikkel Dahl-Jessen, AGF Atletik 
  • 7.59,30 - Axel Vang Christensen, FIF Hillerød 
  • 8.04,75 - Magnus Dewett, Randers Freja Atletik
  • 8.18,85 - Christoffer Boll, Sparta Atletik
  • DNF - Thijs Nijhuis, Viborg AM (pacer)

 

Mikkel Dahl-Jessen klarede kravet i februar sidste år med 7.58,99 min., men måtte nu se for sig, at tre løbere fik en hurtigere tid end ham. Han er sammen med Joel Lillesø tilmeldt en 3000m i et rigtig godt felt i Frankrig den 30. januar, men tiden vil vise om det bliver muligt at løbe der grundet Corona.

DM-ekstra -86

Mikael Johnsen blev den hurtigste mand i Skive. Her til DM Senior 2020. Foto: Christian Jørn.

Det er lidt tid siden, at der har været kamp om pladserne til et EM, simpelthen fordi ikke nok har klaret kravene på de enkelte discipliner. Nu står vi med en god håndfuld på denne ene distance. Det vidner om hvor stærkt mellem/lang miljøet er for tiden i dansk løb. Alt tyder på, at dette vil fortsætte, for det var ikke blot seniorer der klarede kravene. Iblandt løberne var de to ungdommer, Joel Ibler Lillesø og Axel Vang Christensen, der klarede det fænomenalt. De løb hhv. 7.57,39 min. og 7.59,30 min. Joel slog den indendørs danske U20 ungdomsrekord og D18 ungdomsrekord, mens Axel slog U18 dansk ungdomsrekord og D17 dansk ungdomsrekord. De to placerer sig lige nu som nr. 1 og 2 på europaranglisten for U20 på en indendørs 3000m i indeværende sæson. Axel er nr. 1 på U18 listen. Det skal dog siges, at det er begrænset hvor meget der kan konkurreres rundt om i Europa og verden, så det er svært at måle præcist hvor gode deres placeringer er, for mange ude i verden kan ikke konkurrere. Men ser man f.eks. på lignende ranglister for 2019/2020 indendørs sæsonen så er tiderne oppe omkring 8.09 og langsommere, så det er et meget højt niveau af de to.

Nr. 2 i løbet, Jakob Dybdal Abrahamsen, fortæller her om bedriften denne lørdag i Skive.

Der er grøde i M/L og det er for fedt at være en del af. Stor tak til Skive AM fordi de gjorde det muligt for os at komme i konkurrence. Jeg synes jo også at vi deltagere viste, at vi tager det seriøst med hele 6 personlige rekorder. Det er helt vildt at starte sæsonen ud med at hakke 12 sekunder af min personlige rekord. Det var et fantastisk felt at være med i, og stor tak til Thijs for at sætte farten de første 1800 meter, så vi holdt mellemtiderne præcist til sub 8. 

Jeg holdt mig bag Joel og Mikkel de følgende omgange, men med  350m igen følte jeg mig flyvende, så jeg rykkede og gik op i front. Bagfra kom Mikael blæsende forbi i det sidste sving og vandt løbet på sin flotte spurt. Jeg er meget tilfreds med 2. pladsen og min tid efter min lange skadespause. Jeg håber den rækker til en udtagelse til EM i Polen.” 

 

Se her en videoreportage fra løbet. Det fulde løb vises.

 

TO SPRINTERE KLAREDE EM KRAV I RANDERS

I Randers var der til stævnet ‘Vinterstævne’ lagt op til en hel del sæsondebutter på sprintdistanerne. Fremtrædende var Kojo Musah fra Aarhus 1900 Atletik & Løb og Astrid Glenner-Frandsen fra Sparta Atletik, der begge klarede EM Inde kvalifikationskravet på 60m.

De klarede faktisk begge kravene to gange, da de løb hurtigt nok i både den indledende runde og i finalen. 

For herrer er kravet 6,77 sek. Kojo løb 6,70 sek. i indledende runde og 6,68 sek. i finalen. For kvinder er kravet 7.40 sek. Det placerer i øvrigt pt. Kojo som nr. 9 på verdensranglisten på distancen. På en europarangliste er han nu nr. 3

Lørdag 2 Del 57

Kojo Musah til DM Senior 2020 i København. Foto: Christian Jørn.

Astrid løb i indledende runde 7,40 sek. og i finalen 7,38 sek. Det placerer hende som nr. 10 på europaranglisten.

Astrid

Astrid Glenner-Frandsen til DM Senior 2020 i København. Foto: Christian Jørn.

Hos kvinderne, og lige efter Astrid, kom Marie Høgh Larsen fra Sparta Atletik, lynhurtigt på 60m’eren med 7,50 sek. i indledende og 7,47 sek. i finalen. Det er ny P18 dansk ungdomsrekord og U20 og U23 dansk ungdomsrekord.

Screenshot 2021-01-18 At 23.29.37

Marie Høgh Larsen til DMU i Aalborg i 2020. Foto: Christian Jørn

 

MÅSKE FÅR VI MERE END EN KVINDE MED PÅ 60M TIL EM?

Der er et højt niveau i dansk sprint, som dette stævnes resultater også vidner om. Og dette var endda blot sæsondebutten for flere, så det tegner meget lovende. Sidst ved EM Inde i 2019 i Glasgow var der blot én kvinde med. Det var Mathilde U. Kramer fra Frederiksberg IF. Nu er der - efter weekendens resultater at dømme - flere der kan være mulige kandidater til en EM-plads når de kvalifikationskravet. Udover Astrid og Marie løb Emma Beiter Bomme fra Sparta Atletik også stærkt på den korte sprint. Hun løb samme tider som Marie med 7,50 sek. og 7,47 sek. De er nu begge blot 7/100-dele fra EM-kravet. Mon vi får mere end én kvinde med på den korte sprint til dette EM Inde?

Emma Beiter Bomme imponerede også på 200m'eren. Her løb hun sig ind i Top 3 på alletiders liste over bedste kvindelige resultater på 200m. Hun løb 23,99 sek., der er en massiv PR med næsten et sekund. Hun slog her Sara Slott der løb 24,25 sek.

 

LOBO VEDEL OG NISSEN LØB HURTIGT PÅ 600M

I Randers var der flere interessante præstationer ud over de to EM kvalificerede atleter. På 600m så vi to all-time best tider på en indendørs 600m. Benjamin Lobo Vedel fra Aalborg Atletik & Motion løb 1.17,80 på distancen. Det er den hurtigste tid nogensinde indendørs af en dansker. Udendørs har kun én dansker løbet en hurtigere tid. Det er Andreas Bube, der i 2014 løb 1.16,15 min.

Lobo Aalborg7

Benjamin Lobo Vedel fra DM Hold i 2020 i Aarhus. Foto: Christian Jørn.

Lobo Vedel løb i december en indendørs 800m. Det var på 1.49,93 min. der er en klar personlig rekord. Kravet til EM Inde på 800m er 1.49 min. Med de 1.49,93 min. er Benjamin i skrivende nr. 7 på europaranglisten for den indeværende sæson. 

Annemarie Nissen fra Sparta Atletik løb 1.31,65 min. på 600m’eren. Det er den hurtigste tid indendørs nogensinde af en dansk kvinde, og det er også hurtigere end den hidtil bedste tid udendørs.

EM_Hold _Kroatien _20190810-121 (1)

Annemarie Nissen fra EM Hold i Kroatien i 2019. Foto: Christian Jørn.

 

 

FLERE SPÆNDENDE ELITE-STÆVNER AT SE FREM TIL

Det forlyder, at der i det næste stykke tid er flere spændende stævner at se frem til. Det er dog vel og mærke kun for eliten, da de er de eneste der må konkurrere. Vi opdaterer løbende på denne side med de informationer vi er orienteret om.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund