Loading...

SKOLE OL

Skole OL kårer Danmarks Sejeste Idrætslærer

28. januar 2021 · Christian Jørn

I Skole OL er det igen blevet tid til at kåre Danmarks Sejeste Idrætslærer. Skole OL har modtaget over 300 indstillinger, og tre fuldstændig fantastiske idrætslærere er med i opløbet om at blive Danmarks Sejeste Idrætslærer. De er alle tre så engagerede. De brænder for at inspirere og give deres elever gode oplevelser med idræt og bevægelse.

Skole OL kårede i samarbejde med Dansk Skoleidræt, DIF, TrygFonden, Nordea-fonden og Salling Group for første gang i 2019 Danmarks Sejeste Idrætslærer. Det gør man igen. Med prisen hylder man idrætsfaget og de mange fantastiske idrætslæreres indsats. Skole OL ønsker at skabe større anerkendelse af idrætsfaget og sætte fokus på, hvor vigtigt idræt er for børn og unges både fysiske, psykiske og sociale udvikling.

Vi er stolte over at være medafsender på prisen Danmarks Sejeste Idrætslærer, fordi kimen til et livslangt forløb med bevægelse ofte lægges i skoletiden. Og som de fleste af os husker fra egen skoletid, så bliver man bare mest glad for de skolefag, hvor man har dygtige lærere, der er inspirerende og engagerende. Med prisen sætter vi fokus på de idrætslærere, som går et skridt længere for at få alle med. De skal ikke blot inspirere eleverne. De skal også være rollemodeller for andre idrætslærere,” siger Morten Mølholm Hansen, der er direktør i DIF.  

Over 300 indstillinger af fantastiske idrætslærere

I hele efteråret har elever, forældre og lærere kunne indstille idrætslærere til titlen som Danmarks Sejeste Idrætslærer. Det er blevet til lidt over 300 indstillinger af kandidater fordelt i hele landet, og tre kandidater er nu udvalgt til at blive Danmarks Sejeste Idrætslærer. Kåringen af Danmarks Sejeste Idrætslærer finder sted i næste uge. Føtex, Netto og Bilka står bag den flotte præmie, som er 25.000 kr. til brug på nye redskaber eller andet udstyr til idrætsundervisningen samt 5.000 kr. til en skole- eller klassefest. 

Et ekspertpanel med repræsentanter fra Skole OL, DIF, Salling Group og Dansk Skoleidræt har ud fra alle indstillingerne udvalgt de tre nominerede og udvælger også vinderen.

Det er slet ikke noget let valg. Der er så mange dygtige idrætslærere i Danmark, og alle tre nominerede idrætslærere er fuldstændig exceptionelle på hver deres måde”, siger Torben Dan Pedersen, der er Projektchef på Skole OL.

Trine har en helt særlig evne overfor de børn, der er usikre på idræt

Trine Jensen fra Rødding Skole er den første nominerede kandidat. Trine har en helt særlig evne og et særligt fokus på at få de børn, som er usikre på idræt, til at tro på dem selv. Trine er ikke bare en exceptionel god idrætslærer. Hun er også en fremragende kollega, der inspirerer sine kollegaer med at få meningsfuld bevægelse ind i undervisningen.

Trine Jensen Fra Rødding

En kollega skriver i sin indstilling af Trine: ”Trine er Danmarks Sejeste Idrætslærer! Først og fremmest har Trine et helt utroligt engagement, som tydeligt skinner igennem. Det smitter af på eleverne, der engagerer sig i Trines idrætsundervisning. Trine formår at gøre idrætsundervisningen både interessant og lærerig for eleverne. Det viser sig tydeligt, når man ser Trines undervisning; ALLE elever deltager, og der er i den grad brug for et bad, når de er færdige."

Læs mere om Trine Jensen fra Rødding Skole HER

Ældre og erfaren idrætslærer bøjer sig i støvet over Nick

Nick Sønderskov Hansen fra Ikast-Brande er den anden kandidat til prisen. Han formår, om nogen, at bruge idrætten til at skabe bevægelse og fællesskab i en tid med corona, afstand og hjemmeskole. Nick har sat sig for at lave verdens bedste og sjoveste digitale corona-lektion, og han laver virkelig nogle fede aktiviteter med sine elever.

Billede Nick Hansen

Nick har under hjemsendelsen arbejdet med et virtuelt danseforløb med sine elever. Hele forløbet kulminerede med ’Dans sammen på afstand’ på Teams, hvor alle var med – selv enkelte forældre og søskende deltog. ”En ældre idrætslærer gennem mange år som mig (alder 64) må bøje sig i støvet. Sjældent har jeg set så glade elever”, skriver Nicks kollega.

Læs mere om Nick Sønderskov Hansen fra Ejstrupholm Skole HER

Alle elever burde have en Hemmet i skolen

David Hemmet fra Roskilde er den tredje kandidat til prisen. David er den kandidat, der har fået allerflest indstillinger fra både elever, forældre, kollegaer, skoleledere med flere. For David er dannelsesaspekt essentielt for hele hans virke som lærer. Han lærer eleverne om ’teamspirit’, og hvordan man er en gentleman i sport.

David Hemmet 2

David er enhver forældres drøm. ”David er den slags idrætslærer, som alle forældre ønsker, at deres børn skal møde i Folkeskolen. Hans uovertrufne glæde ved idræt smitter af og motiverer på en måde, som aldrig efterlader tvivl om, at han brænder for faget - og allerhelst ser, at eleverne bliver lige så dedikerede som han. David går hele vejen for idræt og er en pokkers dygtig idrætslærer. Alle burde have en Hemmet!,” skriver en forælder i sin indstilling.

Læs mere om David Hemmet fra Klostermarksskolen i Roskilde HER


Kontaktinfo

  • Torben Dan Pedersen, projektchef Skole OL: torben@dansk@atletik.dk eller +45 20 49 64 41
  • Maria Severin, kommunikationsansvarlig Skole OL: maria@skoleol.dk eller +45 21 82 28 20
  • Trine Jensen, idrætslærer og kandidat til Danmarks Sejeste Idrætslærer 2020: +45 42 39 68 74 
  • Nick Sønderskov Hansen, idrætslærer og kandidat til Danmarks Sejeste Idrætslærer: +45 28 76 80 37 
  • David Blom Hemmet, idrætslærer og kandidat til Danmarks Sejeste Idrætslærer: +45 22 89 12 85 

© Copyright Dansk Atletik Forbund