Randers var et af de steder, der i weekenden skete spændende ting og sager i den danske atletik. Billedet her er fra inden Coronaen ramte. Det er fra DM Mangekamp Inde 2020 i Randers. Foto: Christian Jørn.
En begivenhedsrig weekend bød på mange flotte præstationer
08. februar 2021 · Christian Jørn
Weekenden havde meget at byde på set med danske atletikøjne. Mette Graversgaard tangerede sin egen danske rekord på 60m hæk samtidig med, at hun desværre fik en forstrækning i baglåret. Emil Mader Kjær kvalificerede sig til EM på 60m efter to hektiske år med skader. Tazana Kamanga-Dyrbak løb World Lead på 200m udendørs. Og så var tre danskere meget tæt på 800m EM Inde kravet.
Ovenstående er blot nogle af de få overskrifter weekenden bød på. Selvom ikke alle må konkurrere, så får de der må virkelig gjort brug af muligheden. Udover at tilbagekig på den forgangne weekend, så har vi nu to interessante weekender at se frem til. Se mere om det nederst i artiklen her.
Resultater fra de fleste af weekendens stævner kan ses samlet her.
METTE GRAVERSGAARD TANGEREDE DANSK REKORD MEN FIK FORSTRÆKNING
Graversgaard fra Aarhus 1900 Atletik & Løb slog for nyligt dansk rekord på 60m Hæk ved at løbe 8,23 sek. Denne flotte tid tangerede hun i Randers da hun lørdag ved stævnet Randers Indoor løb igen. Desværre medførte løbet også, at hun fik en forstrækning i baglåret. Vi har efter løbet været i kontakt med Graversgaard der endnu ikke ved hvor slemt det er. Det vil de kommende dages undersøgelser vise.
Graversgaard til DM Inde 2020. Foto: Christian Jørn.
Graversgaard var bestemt ikke den eneste der imponerede på hækken i denne weekend. Den næste i rækken på hækken, Mathilde Heltbech fra Frederiksberg IF, imponerede også i Randers ved at forbedre sin tid på hækken til nu 8,42 sekunder. Det placerer hende som den 3. hurtigste på hækken gennem alle tider.
I København var der også et stævne. Her imponerede unge Annika Baun Haldbo fra Sparta Atletik ved at forbedre sin egen netop satte ungdomsrekord for 18-årige til 8,62 sekunder.
KRAMER MED NY PR PÅ 200M
På den flade korte sprint, dvs. uden hække, løb Mathilde U. Kramer. Hun løb flotte 7,38 sekunder. Hendes sæsonbedste er 7,37 sekunder. Hun er allerede kvalificeret til EM Inde. Mathilde løb også 200m, hvor hun slog ny personlig rekord med 24,17 sekunder. Hendes tidligere personlige rekord var 24,44 sekunder.
Mathilde Kramer med sin klub, Frederiksberg IF, efter at have slået dansk klubrekord på 4x100m til DM Hold 2020. Foto: Christian Jørn.
På herresiden havde vi også en typisk landsholdsløber i aktion på hækken. Det var Andreas Martinsen fra Aarhus 1900 Atletik & Løb, der fik tiden 8,03 sekunder.
EMIL MADER KJÆR VAR DØMT UDE AF SIN LÆGE. NU SLÅR HAN EM KRAV.
I Randers var der også fart på når det gjaldt den korte sprint for herrer. Meget overraskende var unge Emil Mader Kjær fra Skive Atletik, der gjorde noget af et comeback. Emil kom først ind i atletikken i 2017, hvor han havde en kanon start. Men et par år efter løb det unge talent ind i skader. Emil har nu ikke haft en start siden september 2019 pga. skader. Nu løb han så sit første løb igen, og med 6,79 sekunder i indledende runde og 6,77 sekunder i finalen sikrede han sig EM Inde kravet på 6,77 sekunder.
Emil Mader Kjær fra tilbage i 2019 på vej til EM U23. Et EM hvor han pga. skader ikke endte med at kunne deltage. Skader har præget hans tid lige siden, lige indtil denne weekend. Foto: Christian Jørn.
Resultatet overrasker Emil. "Det går bedre end forventet, men da jeg kun har trænet på 100 % i 3 ugers tid, så overraskede det mig bestemt. Jeg har ikke været i aktion siden september 2019 pga. et hav af skader” fortæller Emil.
Han har blot været i gang i atletikken siden 2017, og reflekterer nu over hvad han har lært de seneste par år med skaderne: "Jeg tror bare både min træner og jeg er blevet en anelse klogere på, hvad min krop egentlig kan holde til. Førhen lyttede jeg stort set ikke til min krop. Og træningsmængden var måske også en anelse for meget ift. hvor ung jeg er i “gamet”. Min egen læge havde nævnt at det ikke var sikkert jeg kom til at løbe igen, men både min træner, Erik, og jeg troede på at jeg nok skulle ramme et højt niveau igen”.
Nu er Emil altså en del af en trio af danske herrer, der har klaret EM krav. Det er Kojo Musah, Kristoffer Hari (som ikke planlægger at deltage til EM) og så Emil.
LIGE VED OG NÆSTEN PÅ 800M’EREN
I Randers var der også en spændende 800m. Der skulle Mikkel Dahl-Jessen pace en trio bestående af Andreas Bube fra Bagsværd AC, Benjamin Lobo Vedel fra Aarhus 1900 Atletik & Løb og Christoffer Frost-Jensen Johansen fra Bagsværd AC. Målet var at komme under EM Inde krav på 1.49,00. Andreas Bube klarede kravet i inde-sæsonen 2020, men var ude for at vise stabilitet. Det var hans første løb i indeværende sæson. Benjamin Lobo Vedel løb 1.49,93 min. i december, så den tid skulle han gerne barbere minimum 93 100-dele af. Og Christoffer Frost-Jensen Johansen viste for nyligt med en hurtig 1500m personlig rekord, at han er i rigtig god form, så målet for ham var også at komme under EM Inde krav.
Andreas Bube og Christoffer Frost-Jensen Johansen, der tog guld og sølv til DM Inde tilbage i 2020. Foto: Christian Jørn.
Det kom næsten så tæt på som det kunne for de tre. Bube løb 1.49,01, Lobo Vedel løb 1.49,08 og Frost-Jensen Johansen løb 1.49,94. Lobo Vedel får muligvis chancen på en 800m i Gent den kommende weekend. Der står han på en 400m, men skifter muligvis distance til 800m’eren. Og så er der også DM Inde den 21-22. februar, hvor disse tre muligvis kan hjælpe hinanden igen hvis de kan se sig udover det taktiske og DM medaljer. Det vil tiden vise. Fristen for at kvalificere sig til EM Inde er den 24. februar 2021, så DM Inde vurderes at være den sidste chance.
TAZANA KAMANGA-DYRBAK MED WORLD LEAD PÅ 200M
Danske Tazana Kamanga-Dyrbak fra Sparta Atletik & Løb opholder sig i Kenya i Afrika når han ikke er i Danmark. Her er vejrforholdende noget meget andet end de pt. danske kolde forhold, så her løber man udendørs. Tazana løb en 100m og 200m til et Kenya Athletics stævne. Det blev til flotte 20,71 sekunder på 200m’eren med 1,3 i vind og på 100m’eren blev det til 10,41 sekunder men dog med for meget vind. 200m resultatet er World Lead på distancen, som inden Tazanas løb var på 20,77 sekunder. Tazanas personlige rekord på den distance er 20,61 sekunder fra sommeren 2020.
Tazana Kamanga-Dyrbak fra EM Hold 2019. Foto: Christian Jørn.
PEDERSEN SPRINGER LÆNGERE END NOGENSINDE FØR
Danmarksmesteren i længdespring, Sebastian Pedersen fra Sparta Atletik & Løb, er i god form for tiden. Det bekræftede han til et springstævne i Aarhus hvor han sprang ny personlig rekord med et spring på 7,83 meter. Det er også over hans udendørs personlige rekord på 7,74 meter.
Sebastian Pedersen til DM i sommeren 2020. Foto: Christian Jørn.
FORVIRRING I TYSKLAND
I Tyskland skulle to danskere være stillet til start på 1500m. Det var Mikael Johnsen fra AGF Atletik og Kristian Uldjerg Hansen fra Randers Freja Atletik. Dog endte det kun med at være Mikael der stillede til start. Han løb 3.46,31 min. Hans PR er 3.43,2h. Løbet kan ses her. Mikael endte med at føre en gruppe til mål efter de blev skilt fra fronten.
Kristian Uldbjerg Hansen og Mikael Johnsen. Foto: Christian Jørn.
For Kristian Uldbjerg Hansen var det noget af en hektisk weekend. Han skiftede over 2020 sæsonen distance, så han nu mere havde fokus på 1500m. Det har også været hans fokus her indendørs indtil videre, og det er det han træner frem mod. Han har tidligere løbet mest 800m. Da han var ankommet til Tyskland fandt han ud af, at han ved en fejl var blevet tilmeldt 800m og ikke den 1500m han havde planlagt. Corona-restriktioner gjorde det umuligt at skifte distance, så han blev tvunget til at løbe 800m'eren eller slet ikke at løbe. Med træning primært rettet mod 1500m'eren var det noget af et chok. Men han stillede til start i et stærkt 800m felt og prøvede at få det bedste ud af det. Men en hektisk weekend med hovedet fokuseret på alt andet end løb gjorde det svært. Han brugte rigtig meget energi på at prøve at skifte distance til den for ham planlagte 1500m som han havde set meget frem til, men lige lidt hjalp det. Han endte med at udgå på sidste omgang af 800m'eren. Næste weekend løber han 1500m i Gent i Belgien, så der håber vi på, at han kan få revanche for en frustrerende oplevelse i Dortmund.
DEN KOMMENDE WEEKEND BYDER PÅ MASSIV DANSK DELTAGELSE
Den kommende weekend byder på meget. Her er lidt udvalgte aktiviteter. Følg altid med på denne side hvor vi opdaterer.
13. februar 2021
DM Mangekamp / Randers (13-14. februar)
IFAM Indoor / Gent, Belgien
CMCM Indoor Meeting / Luxembourg
Wexio Indoor Games
14. februar 2021
MONACO RUN / Monaco
Marathon Bern Belp / Schweiz