Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2021 > 02-25 GIK Atletik har startet TrackFit op for de unge
GIK Atletik har startet TrackFit op for de unge
25. februar 2021 · Christian Jørn
I Fredensborg har de startet TrackFit op med stor succes. Mange andre atletikforeninger melder, at de er klar til at tilbyde TrackFit, så snart foråret kommer og Corona-restriktionerne forhåbentlig tillader det.
GIK Atletik nåede lige at starte TrackFit op inden Danmark lukkede ned igen. De startede TrackFit op til deres 12-15 års træning lige efter efterårsferien, hvor tilbuddet blev taget godt imod hos deres eksisterende medlemmer, men de fik også helt nye unge med.
GIK Atletik i Gentofte har ligesom de fleste andre foreninger fokus på at skabe et klubmiljø, der fastholder de unge i klubben og deres aktive livsstil. Det tror de i Gentofte på, at TrackFit kan bidrage til. Med TrackFit flyttes fokus fra konkurrencen og at slå sine personlige rekorder, til at dyrke atletik på grund af den fantastiske alsidige træning og det fede fællesskab.
”I en tid hvor ALT handler om at præstere – så er dette et tilbud til unge, hvor de bliver en del af et mega fedt atletikfællesskab og hvor de kommer i god form, men hvor der ikke er fokus på konkurrence og resultater” siger Christian Tolstrup Wester, der er træner på TrackFit-holdet i Gentofte.
I GIK Atletik nåede de at få bekræftet, at TrackFit har et stort potentiale for at ramme bredere og fastholde/samt rekruttere medlemmer. De glæder sig til at fortsætte med TrackFit igen, når det bliver muligt.
Sådan startede de TrackFit op i GIK Atletik
”Vi startede med at lave et par TrackFit-træninger med vores nuværende atleter. Reaktionen var meget positiv. Til en træning valgte alle atleter faktisk TrackFit. De syntes det var sjovt, og de var glade for at tid og resultater ikke var i fokus. Herefter begyndte vi at gøre klar, så vi kunne starte et hold i uge 43. Vi har valgt at integrere TrackFit i klubbens eksisterende 12-15 års træning. Til træningen om mandagen kan de unge selv vælge om de f.eks. vil lave højde, sprint eller TrackFit. For at skabe fællesskab og bevare det gode træningsmiljø på tværs, så starter og slutter vi altid sammen” siger cheftræner i GIK Atletik Mikkel Hansen.
Fik nye unge med via Motivu
GIK Atletik var allerede i gang med at bruge Motivu, da de startede TrackFit op. Motivu hjælper med målrettet Facebook-annoncering af foreningers nye eller eksisterende hold, hvor folk direkte kan booke en prøvetræning. GIK Atletik udvidede samarbejdet med Dansk Atletik og brugte også Motivu til at markedsføre opstarten af TrackFit-holdet. De nåede desværre kun 2 uger med annoncering, før det blev sat på pause på grund restriktioner, men allerede på disse to uger fik de 7 nye unge med til træning.
Se videoen GIK bruger i Motivu kampagnen her.
Planen er også at tilbyde TrackFit til andre målgrupper
I GIK er de overbeviste om, at TrackFit giver en god mulighed for rekruttering til atletikken i en senere alder og samtidig også en god fastholdelsesmulighed. Men i GIK tror de også på, at der er mange andre muligheder i TrackFit.
”Vi kigger på alle de muligheder, der passer til vores klub og lokalmiljø, og vi stopper ikke her. Vi er klar til, at tænke TrackFit meget længere, når vi må være lidt flere samlet igen”, sig Mikkel Hansen.
Fakta om TrackFit
TrackFit tager udgangspunkt i atletikkens effektive og alsidige grundtræning. TrackFit er for alle. Fokus er på fællesskabet frem for konkurrence. Det foregår på atletikstadions. Du bestemmer selv hvor hårdt det skal være, og du træner i et fællesskab, hvor alle kan være med. Du kan deltage uanset dine færdigheder og fysiske form. Der er forskellige TrackFit-hold. De er målrettet følgende grupper:
Se mere på trackfit.dk