Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2021 > 06-04 Giganten Munkvad takker af
Karsten Munkvad ved sit sommerhus på den jyske vestkyst, hvor der er blevet tænkt mange tanker mod atletikken. Foto: Christian Jørn.
Giganten Munkvad takker af
04. juni 2021 · Dansk Atletik
Han er høj og bred, og han har fyldt meget i dansk atletik. Men alting har som bekendt en ende, og nu stopper Karsten Munkvad som formand i Dansk Atletik.
Det sker per 1. juli 2021, og formandens farvel til atletikforbundet markeres ved en reception lørdag den 26. juni under DM-senior i Odense.
Det er ikke underdrevet, at det er en atletikgigant, der stopper ved den lejlighed. 36 år som eliteansvarlig, sportschef, næstformand og senest formand er det blevet til, og mens mange er kommet og gået i forbundet, har Karsten Munkvad været den konstante faktor.
”Jeg har siddet i atletikforbundets bestyrelse under fem formænd, og jeg sluttede selv med otte år som formand. Det har været fantastisk, og jeg er stolt over, hvortil vi er nået med atletikforbundet i dag,” siger Karsten Munkvad.
Sammenlagt har Karsten Munkvad siddet i Dansk Atletiks bestyrelse i 20 år, og hans karriere i forbundet begyndte som eliteansvarlig helt tilbage i 1985. I 1986 blev han første gang indvalgt i bestyrelsen – dengang under Niels Nygaard (DIF’s mangeårige formand). Siden fulgte travle år som eliteansvarlig og bindeled til Team Danmark, og Munkvad blev Dansk Atletiks første sportschef i årene 1999 til 2003.
Siden fulgte en årrække som næstformand, og i 2012 blev Karsten Munkvad valgt til formand for Dansk Atletik. Udgangspunktet var ikke let: Forbundets økonomi var i rødt, og bestyrelsen var præget af hyppige udskiftninger. Med Munkvad som formand kom der ro og kontinuitet i bestyrelsesarbejdet, og sammen med daværende direktør Jakob Larsen lagde han bunden til den strategiske udvikling, der har gjort forbundet kendt i ind- og udland for stort anlagte events som fx Royal Run og VM i halvmaraton.
Karsten Munkvad har gennem årene repræsenteret Dansk Atletik ved OL, VM, EM, kongresser, seminarer og årsmøder. Formandsposten har krævet kolossalt mange arbejdstimer og dage hjemmefra, men trods rejser og møder har den 66-årige formand aldrig forsømt en chance for at komme ud og se et helt almindeligt atletikstævne.
”Det er ude i klubberne, at vores forbunds styrke ligger - i arbejdet med børnene, de unge, senior og masters, og med stævner, motionsløb og gang. Jeg er på forbundets vegne imponeret over at se, hvordan ledere og trænere i hele landet udvikler og bærer atletikken videre, og jeg er sikker på, at atletikken har en fantastisk fremtid foran sig,” siger Karsten Munkvad.
Karsten Munkvad overdrager formelt formandsposten til næstformand Bent Jensen den 1. juli. Ved samme lejlighed konstitueres bestyrelsesmedlem Louise Brasen som ny næstformand.
RECEPTION
Receptionen afvikles i forbindelse med DM-senior i Odense den 26. juni kl. 10-12, hvor lørdagens konkurrencer åbner kl. 12.00. Tilmelding senest tirsdag den 22. juni på daf@dansk-atletik.dk.
Receptionen afvikles efter de på det tidspunkt gældende COVID-19-restriktioner, og tilmeldinger behandles efter ”først-til-mølle”-princippet.