Vinterturneringens program for 2021/2022 sæsonen er nu klar
14. oktober 2021 · Christian Jørn
Vinterturneringen har siden 2020/2021 sæsonen stået på egne ben, og på trods af Corona-begrænsninger i den første sæson blev det nye format med nye torvholdere iværksat til stor glæde for alle. Nu er gruppen bag Vinterturneringen sammen med deres samarbejdende arrangørklubber klar med deres første sæson uden restriktioner. DM Cross er også en del af denne sæson.
Christian Friis og Kersti Jakobsen står i samarbejde med flere arrangørklubber klar med programmet for Vinterturnering 2021. Der er tre crossløb, ét parkløb og to landevejsløb.
“Vi genbesøger Tusindårsskoven, Korsør Golfbane, og Esbjerg - ruterne er ikke helt de samme (de var anderledes sidste år grundet Corona), men tanken er at vi får etableret nogle tider på forskellige cross runder, således at man kan se om man har forbedret sig”, siger Christian Friis.
Christian Friis der er den ene af de to torvholdere bag Vinterturnering. Foto: Christian Jørn.
Program Vinterturnering sæson 2021/2022
Tilmeldingen er også åben her. Første afdeling er om ni dage i Odense i Tusindårsskoven. Her løbes der distancer fra 5-8 km. Underlaget vil hovedsaligt være græs med en god stigning, der skal passeres flere gange undervejs.
DM Cross en del af Vinterturnering
DM Cross er nu også lagt fast, og det bliver en del af 2. runde til Vinterturnering. Det er den 27. november 2021. DM Cross er ét af to resterende danske mesterskaber i 2021. Der resterer også DM Kort Trail den 11. december i Silkeborg.
Udtagelsesløb til NM Cross og EM Cross
I år er NM Cross og EM Cross hhv. den 7. november 2021 i Sverige og den 12. december 2021 i Irland. Med i grundlaget for udtagelser til de to mesterskaber vil være løbet i Odense til Vinterturneringen her den 23. oktober fsva. NM Cross, og så løbet til Vinterturneringen den 27. november 2021 fsva. EM Cross.