Loading...

Arne Jensen. Foto: Vejle Amts Folkeblad.

Mindeord

Arne Jensen, Vejle IF

27. oktober 2021 · Dansk Atletik

Vi har modtaget følgende mindeord fra Vejle IF. Vores tanker går til familie og klub. Æret være Arne Jensens minde.

Mandag, den 27. september blev en trist dag, hvor vi erfarede, at vores klubkammerat Arne Jensen var død i en alder af 84 år.

Arne Jensen har haft stor betydning som medlem af Vejle IF både sportsligt, men også ledelsesmæssigt, hvor han var formand i bestyrelsen fra 1989 til 1991. Desuden har Arne været en trofast leder af klubbens masters hold, hvor han var med til at vinde DM guld i Vejle i 1995, sølv i Ballerup i 2005 og sølv i Haderslev i 2011. Vi gik aldrig forgæves, når vi spurgte om hjælp. Alle opgaver blev løst frivilligt lige fra oprydning til organisatoriske opgaver.

Udenfor Vejle IF blev der også lagt en større indsats som frivillig i form af flere år som formand for Jysk Fynsk Atletikforbund. I samme periode var Arne med i Dansk Atletik Forbunds bestyrelse. Det var en periode med meget store ændringer i de regionale forbund, og det krævede en stor vilje og frivillig indsats at være med.

Arne Jensen har en fortid som eliteaktiv og blev i 1960 dansk mester på 800m for Århus Fremad. DM på 800m blev vundet med en spurtsejr over Jørgen Dam, Viborg i tiden 153,5. Tiden er god, for på daværende tidspunkt havde man ikke kunststof på løbebanerne men i stedet cinders. Senere i elitekarrieren blev det i 1962 til dansk rekord i 4 x 400m med tiden 3.20,3. Desuden dansk rekord i 1968 i 4 x 1500m med tiden 15.48,8. Deltagelse i landskampe blev også en del af elite tiden. Som mange andre elite aktive valgt Arne på et tidspunkt at stoppe med atletikken. Men heldigvis valgte han at starte igen og meldte sig ind i Vejle IF. Her vandt han således guld på 400m med tiden 53,9 ved det første masters DM i 1974. Dette mesterskab blev begyndelsen til en lang årrække med flere guldmedaljer især i løbene fra 100m til 800m. Det meget høje niveau på sprint og mellem distancerne er blevet synlig i klubbens statistik med indtil flere klubrekorder i masters. Der har dog også over tid været pæne resultater i de tekniske øvelser, især højde og længde. Flere af de bedste resultater er blevet til danske masters rekorder. Det gælder eksempelvis 72,12, rekorden for aldersgruppen M75 på 400m, sat den 15/9 2012. Rekorden i 200m for aldersgruppen M80 er sat den 25/6 2017, og er flotte 35,50.

I sine yngre år læste Arne Jensen HD i organisation og ledelse. Denne teoretiske baggrund gav sammen med de personlige talenter mulighed for at arbejde netop med organisation og ledelse først hos Esbjerg Kommune og senest hos Vejle Kommune.

Som privat person var Arne festlig og glad. Et besøg i sommerhuset ved Slagballe Banke var en oplevelse for sig. Kirsten og Arne havde købt et sommerhus med mindst 100m afstand til nærmeste nabo. Omgivelserne var i væsentlig grad en uberørt natur, hvor kun Arnes indsats for at skaffe vej til huset havde medført en fældning af nogle buske og træer. Savning af brænde var således en gevinst i form af fysisk arbejde, der helt bevidst blev benyttet som styrketræning. Sommerhuset var langt fra storbyens mange aktiviteter og et godt eksempel på, at vores klubkammerat havde et ønske om at opleve samt nyde livet på en alternativ måde. En anden god livsoplevelse var korsang, som var noget Arne glædede sig til, hver gang han skulle afsted. Det at opleve og skabe noget sammen med andre var en udpræget egenskab og personlig værdi. Heldigvis har han derfor indtil for nyligt, på trods af nogle heldbredmæssige udfordringer, periodisk kunnet være med sammen med den gruppe, der flere dage træner om formiddagen.

Når man var sammen med Arne faldt snakken ofte på familien. Ægtefællen Kirsten og børnene Sune, Jesper og Nanna samt børnebørn blev omtalt med stolthed. De har alle mistet et kærligt familiemedlem.

I Vejle IF har vi har mistet en god ven og klubkammerat, som gav sit fulde bidrag til fællesskabet.

Æret være Arne Jensens minde.

Ove Lausten

Formand, Vejle IF

© Copyright Dansk Atletik Forbund