Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2022 > 09-06 Ny Elitechef er Mikkel Larsen
Ny Elitechef er Mikkel Larsen
06. september 2022 · Christian Jørn
Det er med stor glæde, at Dansk Atletik Forbund kan meddele, at forbundet har fundet sin nye Elitechef. Det er et kendt ansigt i forbundet, som per 1. oktober tager over på eliteområdet, da det er nuværende landstræner i sprint/hæk/stafet, Mikkel Larsen, som er ny Elitechef.
Mikkel har været tilknyttet forbundet i forskellige sportslige roller siden 2004, og de seneste år altså landstræner med fokus på bl.a. opbygningen af hele stafetsatsningen.
Mikkel kommer med en unik indsigt i hele eliteområdet national som international. Med ansættelsen som Elitechef, så er det dermed også et farvel til trænergerningen, og der vil den kommende tid være fokus på at skabe overblik og stabilitet på elitearbejdet, så Dansk Atletik kan fastholde det internationale momentum der pt. er på området.
Dansk Atletiks formand, Christina Schnohr, om beslutningen:
”I en tid hvor Dansk Atletik har alle bolde i luften i udformningen af vejen fremadrettet er det yderst glædeligt at den vigtige stilling som elitechef vil blive varetaget af Mikkel. Mikkel har både fagligt og personligt kendskab til Dansk Atletik, hvilket gør at han vil kunne indgå som sparring i udviklingen af DAF’s fremtidige strategi fra dag 1”
Mikkel selv udtaler:
”Det er med stor stolthed, at jeg påtager mig rollen at stå i spidsen for elitesatsningen i Dansk Atletik. Vi er inde i en tid, hvor der sker en masse positive ting på eliteområdet til trods for generelt turbulent tid for Dansk Atletik ovenpå Covid-19 nedlukning, økonomiske udfordringer osv. Jeg tror på, at vi går en særdeles lys fremtid i møde, og vil glæde mig til, at kæmpe benhårdt for at skabe de bedst mulige betingelser for atleter, trænere og klubber. Jeg ved hvor hårdt der skal arbejdes hver eneste dag for eliteatleter og trænere for at lykkes på øverste hylde i atletikken – verdens mest globale idræt, og det er med stor respekt for netop dette arbejde, at jeg vil trække i arbejdstøjet for hele Dansk Atletik.”