Loading...

JOBOPSLAG

Jobopslag: Er du Dansk Atletiks nye atletikkonsulent?

15. december 2022 · Dansk Atletik

Brænder du for atletik og har lyst til at bringe Dansk Atletik videre? Er du stærk inden for idræt og børn og unges liv og udvikling? Og har du viden om foreningsarbejde og ledelse af frivillige, der kan styrke klubber og foreninger i Dansk Atletik? Så er jobbet som atletikkonsulent måske noget for dig.

Vi skal være flere i Dansk Atletik, vores klubber skal blive stærkere, og vi skal levere bedre aktiviteter og stævner til børn og unge i Danmark. Kan du se dig selv i den ambition, så er du måske vores nye kollega og atletikkonsulent?

Hvert år deltager ca. 30.000 børn i Skole OL. Du vil sammen med dine kollegaer få ansvar for at udnytte potentialet i Skole OL i samarbejde med klubber, trænere og ledere. Vi skal hjælpe klubberne med at få flere og bedre trænere, og vi skal sammen med klubberne udvikle atraktive stævner og aktiviteter for børn og unge.

Jobbet som atletikkonsulent indeholder blandt andet:

  • koordinering og afvikling af træneruddannelser i Dansk Atletik
  • planlægning og afvikling af camps for børn og unge
  • opsøgende arbejde over for klubber i Dansk Atletik
  • ledelse og facilitering af udviklingsforløb for klubberne

Hvem er du?

Som atletikkonsulent har du mange opgaver, der spænder over forskellige fagområder, og derfor kan din faglige baggrund kan være forskellig. Du kan både være lærer, pædagog, universitetsuddannet med baggrund i idræt eller pædagogik eller noget helt femte. Det er dog vigtigt for os, at du:

  • har baggrund i atletik
  • har erfaring med og interesse for børn og unge
  • har erfaring med lederarbejde i klubber eller frivillige organisationer
  • er god til at formulere dig i skrift og tale
  • evner at arbejde selvstændigt, struktureret og effektivt
  • er en holdspiller
  • trives i varierende hverdag med vidt forskellige opgaver

Du får en stor samarbejdsflade med klubber og skoler, og vi lægger derfor også vægt på, at du er en god kommunikator og kan tænke nyt, lytte, inspirere og motivere.

Det praktiske

Arbejdet som atletikkonsulent foregår ofte på vejen og i vores 280 klubber. På Dansk Atletiks kontor i Idrættens Hus i Brøndby indgår du i et team bestående af DAFs specialkonsulent og  Skole-OL konsulent. Sammen varetager I arbejdet med at udvikle atletikken.

Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer om ugen, og da arbejdet tager udgangspunkt i klubberne og vores frivillige i atletik, må du være indstillet på at aften og weekendarbejde er en naturlig del af jobbet.

Løn efter kvalifikationer.

___________

Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte direktør Lars Lindstrøm på tlf. 41 96 93 73 eller lars@dansk-atletik.dk.

Ansøgning med CV sendes i ét dokument til lars@dansk-atletik.dk senest søndag d. 18. december 2022 kl. 23:59. I emnefeltet skriver du ’Atletikkonsulent’. Vi forventer at holde samtaler onsdag d. 21. i Brøndby og tiltrædelse pr. 1. februar 2023, eller snarest muligt herefter.

© Copyright Dansk Atletik Forbund