Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2022 > 12-12 Joel Ibler Lillesø bedste dansker ved EM Cross
Joel Ibler Lillesø (Bagsværd AC) i front ved EM Cross 2022. Foto: DECA Text&Bild.
Joel Ibler Lillesø bedste dansker ved EM Cross
12. december 2022 · Christian Jørn
En spændende og hård rute ventede vores 24 løbere, der søndag konkurrerede til EM Cross i Piemonte i Italien. Bedste danskere blev Joel Ibler Lillesø, Marie-Louise Jørgensen, Sofia Thøgersen og Mikkel Dahl-Jessen.
Inden løbet havde der været en del fokus på vores ungdomsløbere. Med store præstationer følger store forventninger. Og det havde både de danske atletikfans og flere europæere til dette EM. I fjord vandt Axel Vang Christensen (FIF Hillerød) U20-mesterskabet, og Joel Ibler Lillesø (Bagsværd AC) tog bronze i samme klasse. Anderledes forholdt det sig dog her i 2022, hvor både Axel og Joel har haft to fremragende sæsoner. En hård rute bed fra sig, og flere løbere blev ramt af det mens andre gjorde det godt under de forhold. Sådan er cross. Det var en rute på flere omgange, hvor man undervejs skulle op af en længere varierende bakket stigning inden man løb igennem et slot på toppen. Derefter fulgte et noget så spændende nedløb, der ikke var helt ligetil med sving og små pukler. Her styrtede flere under løbene.
Da vores løbere lørdag gennemløb ruten blev de mødt af en rute med især én markant stigning og et ret svært nedløb. Det var også en mudret rute lørdag, mens ruten var præget af frost, da løberne stillede til start søndag.
Axel og Joel løb deres chance
Overskriften for vores to førnævnte U20-løbere var, at de forsøgte at styre mesterskabet og løb deres chance. Axel er kendt for at lægge hårdt ud og turde løbe fra fronten. Sådan har han vundet flere danske mesterskaber og senest ved EM for senior på 3000m forhindring løb han også fra fronten, inden han desværre styrtede på en bom. Sammen med Joel var det også ved fronten Axel opholdt sig lige fra starten af løbet i U20-klassen. Med en teknisk rute var det vigtigt netop at være så nær fronten som muligt fra start. Efter omkring 3 minutter var der efter den hårdere stigning dannet en front på fire. Vores to danske løbere førte sammen med engelske Will Barnicoat og irske Nicholas Griggs.
Det var hos sidste års sølvmedaljetager, norske Abdullahi Dahir Rabi, at vi først skulle se hvad der var gennemgående i flere af løbene resten af dagen. Efter omkring 6:40 min. stoppede han op på den stejleste del af stigningen, lagde sig ned og udgik efterfølgende. Og som den norske europamester, Jakob Ingebrigtsen, efterfølgende sagde i et interview, så skulle man med den rute passe på med at lægge for hårdt ud. Han havde set det i de tidligere konkurrencer på dagen, blandt andet hos U20-klassen, at man skulle være tålmodig og disponere forsigtigt på den rute. Ellers kunne det ramme en undervejs. Først så vi Axel udgå med den sidste tidsnotering ved 10:40 min. Axel blev ned af bakken skubbet til og styrtede som følge deraf og måtte sidenhen udgå. Sidenhen måtte Joel slippe fronten og lade de to førnævnte kæmpe om toppen af podiet. Will Barnicoat vandt i 17:40, og Joel kom ind som første dansker i U20-klassen i 18:14 på en 13. plads.
Joel Ibler Lillesø sammen med engelske Will Barnicoat og irske Nicholas Griggs. Foto: DECA Text&Bild.
Cross country løb er en kunst at disponere korrekt, og i år var det ikke i vores favør, men der blev prøvet og udfordret.
Marie-Louise Jørgensen fra Kolding med gennembrud
En anden toppræstation kom fra vores anden U20-klasse. Marie-Louise Jørgensen (KFUM Atletik) blev næstbedste dansker, da hun kom ind på en flot 16. plads i tiden 13:49. Marie-Louise blev i november dansk mester til DM Cross i junior-klassen. Ved NM, der lå mellem DM og EM, blev Marie-Louise nr. 6.
Marie-Louise Jørgensen. Foto: DECA Text&Bild.
Sofia Thøgersen (Sparta Atletik & Løb) kom til EM ind kort efter på en 25. plads i tiden 13:57.
Sofia Thøgersen. Foto: DECA Text&Bild.
Mikkel Dahl-Jessen med bedste EM Cross-resultat
Hos vores seniorer præsterede Mikkel Dahl-Jessen (AGF Atletik) hans hidtil bedste præstation til EM Cross, hvor han har deltaget fire gange som senior og otte gange i alt. Efter en hård 2022 sæson rejste Mikkel sig med en flot præstation til DM Cross, og nu fik han vist sit niveau med en flot 31. plads her ved EM Cross.
Mikkel Dahl-Jessen. Foto: DECA Text&Bild.
Stafetten kan vi satse på
Udover de individuelle præstationer havde vi et stafethold med. Ifølge landstræner Kersti Jakobsen kan vi godt satse på det fremover med de stærke løbere vi har. Kristian Uldbjerg Hansen (AGF Atletik), Stina Troest (Sparta Atletik & Løb), Andreas Lindgreen (Sparta Atletik & Løb) og Annemarie Nissen (Sparta Atletik & Løb) løb i den nævnte rækkefølge og kæmpede sig til en 8. plads i tiden 17:47. Undervejs blev Andreas Lindgreen skubbet og styrtede.
Stina Troest, der løb 2. tur på stafetten. Foto: DECA Text&Bild.
Af bemærkninger omkring andre præstationer var, at Sara Schou Kristensen (AGF Atletik) fik konstateret Corona kort efter hun kom hjem. Hun måtte udgå til EM.
Klara Hansen (HMC) styrtede undervejs. Løberen foran hende falder, hvorefter Klara falder over hende, og en tredje løber falder over Klara. Udover det bliver hun trådt på. Hun måtte efterfølgende udgå.
LINKS
Se alle resultater her.
Gense løbene her (allathletics.tv):
RESULTATER EM CROSS COUNTRY 2022
SENIOR KVINDER
SENIOR HERRER
U23 HERRER
U20 PIGER
U20 DRENGE
STAFET
OPDELT EFTER RANGERING (kun individuelle resultater)